Thorvald Niss

Thorvald Niss, Thorvald Simon (Simeon) Niss,  7.5.1842-11.5.1905, maler. Født i Assens, død på Frbg., begravet i Hillerød. N.s vej til kunsten var trangere end for de fleste. Han kom 18 år gammel til Kbh. som malersvend og arbejdede i dette fag samtidig med at han om aftenen forsøgte at udvikle de kunstneriske talenter han følte han ejede. 1861-69 besøgte han kunstakademiets aftenskole, afbrudt bl.a. af krigen 1864 hvor han meldte sig som frivillig og deltog ved kaptajn C. Aarøes strejfkorps. 1863– 77 havde han fast ansættelse som dekorationsmaler ved Den kongelige Porcelainsfabrik men var til stadighed tynget af økonomiske vanskeligheder. Skønt hans første landskabsmalerier ikke røber mere end et mådeligt talent og heller ikke blev alt for godt modtaget – dog fik han 1875 Sødrings præmie tildelt – var arbejdet med håndværket så utilfredsstillende for ham, at han i slutningen af 1870erne vovede at kvitte det helt. Lykkeligvis kom han kort efter i kontakt med Otto Bache og fik lejlighed til under dennes vejledning at arbejde i hans atelier. Her fik N. føling med de nye strømninger i fransk landskabsmaleri. På fælles udflugter lærte han at anlægge et større og mere malerisk syn på sine motiver, og i begyndelsen af 1880erne er N. med ét at regne blandt gennembruddets mænd, en moderne landskabskunstner på linje med Christian Zacho og Godfred Christensen. Hans bredt anlagte former, kraftige farver påsat med paletkniv og uvante afskæringer af motivet afslørede nu et usædvanligt kunstnerisk temperament. Gennem en årrække var det efterårs- og vinterlandskaber der bragte ham anerkendelse. Septemberdag i Jægersborg dyrehave vandt 1882 præmie på udstillingen i Wien og året efter opnåede han udstillingsmedaljen for et vinterbillede fra Folehaven som blev købt til galleriet (Statens museum for kunst). Med anerkendelsen fulgte stipendier og N. fik mulighed for at rejse ud, 1885-86 til Italien og Grækenland, 1889 til Paris. I slutningen af 1880erne søgte han til Skagen hvor han kastede sig over skildringen af hav og bølger og med sin særegne opfattelse af farve og bevægelse bragte en fornyelse af marinemaleriet, Morgengry, 1888 (pastel, Skagens museum), Kølvand, Middelhavet, 1893 og Hårdt vejr, Atlanterhavet (begge Den Hirschsprungske samling). Endelig arbejdede han særlig i 1890erne med raderingen hvor han forenede landskabskunsten med marinen i mørke effektfulde blade, som til tider har en symbolistisk undertone. I de sidste år af sit liv blev N. ramt af nervesammenbrud, tynget af personlige sorger. – N. var 1887-1902 medlem af akademirådet og 1892 medlem af censurkomiteen ved Charlottenborg, og var desuden i længere tid formand for Kunstnerforeningen af 18. november som 1914 lod afholde en retrospektiv udstilling af hans arbejder.