Viggo Johansen

Viggo Johansen, 3.1.1851-18.12.1935, maler. Viggo Johansen røbede allerede som dreng udpræget talent for tegning og blev af Vilh. Marstrand tilskyndet til at søge uddannelse som kunstner. Han dimitteredes 1868 fra Chr. V. Nielsens tegneinstitut til akademiet hvor han fik undervisning af Jørgen Roed. Det lykkedes ham dog ikke – paradoksalt i forhold til hans senere løbebane – at bestå akademiets afgangsprøve, lige så lidt som hans debut på Charlottenborg eller hans øvrige begynderarbejder vakte nogen opmærksomhed.

Sin første motivverden fandt Viggo Johansen i Hornbæk (1872–76) hvortil han søgte bl.a. sammen med Kristian Zahrtmann og P.S. Krøyer. 1875 kom han til Skagen med Michael Ancher og Karl Madsen, og dette første besøg blev afgørende for hans skæbne. Var det i Hornbæk overvejende folkelivsskildringen der optog ham – i forlængelse af det traditionelle genremaleri – blev han på Skagen straks fængslet (og til dels frastødt) af den ejendommelige øde natur. Han gav sig omgående i kast med at skildre den, således i to interessante skitser Klitparti ved den tilsandede Kirke (malet den første dag Viggo Johansen var på Skagen) og Stranden ved Højen, begge forsigtigt udført, men præget af malerisk instinkt. Et fiskerportræt og et selvportræt – det sidste malet i kunstigt lys – fra samme år vidner om den sans for det umiddelbare ægte udtryk og det naturlige greb om teknik og motiv der forblev hans kendemærke som kunstner. Langt mindre robust af natur end Michael Ancher, men begavet med en lyrisk-musikalsk følsomhed lykkedes det ham da også at gøre sit talent gældende blandt 80'ernes realister, overbevisende allerede i Skagens-interiøret Ung Pige i sit Køkken, 1880 hvor modellen Tine ses ved opvasken med lyset ind over sig fra det lille lavt siddende vindue. Billedet er malet samme år som Viggo Johansen giftede sig med Martha Møller, søster til Karl Madsens senere hustru Henriette, begge kusiner til Anna Ancher. I denne snævre familie- og kunstnerkreds på Skagen fik Viggo Johansen inspiration til at udfolde sig kunstnerisk såvel inden for figur- og landskabsmaleriet som det krævende nature morte, hvoriblandt det 1880 malte afskårne blødende lammehoved på et blåt fad er ypperligt (indfældet i vægdekorationen i Den Brøndumske Malerisal). Hans respekt for og kamp med detaljen, helhedens komposition og farvens liv på billedfladen gjorde ham dog ofte mismodig, især når han måtte se sine evner sammenlignet med P.S. Krøyers. Da Krøyer først for alvor slog sig ned på Skagen i 1890 blev Viggo Johansen en sjælden gæst i den noget larmende kunstnerkoloni. Men i selskab med Anna og Michael Ancher og Karl Madsen følte han sig tryg. I deres saglige ånd – men på sine egne betingelser – malede han sit første mesterværk Køkkeninteriør med Kunstnerens Hustru, 1884, udført samtidig med Anna Anchers beslægtede motiv "Pigen i køkkenet". Men hvor Anna Ancher søgte den lysfyldte kolorit fascineredes Viggo Johansen af motivets clair-obscur tonaliteter, dunkelheden i rummet hvor den kvindelige figur ses fra ryggen, ordnende blomster i en vase, med sollyset over sin nakke og højre hånd og funklende i kobbertøjet, lerkrukken og de lyse partier af den kalkede væg.

Årets efter forsøgte Viggo Johansen sig som fiskernes maler på Skagen Sønderstrand med det upatetiske Fangsten deles hvor fire fiskere og en fiskerkone deler den fattige fangst omkring en optrukken båd. Figurerne er opfattet som integrerede led i den helhed, himlen, havet og stranden udgør en stille lysfyldt dag. Samme år malede Viggo Johansen det brillante landskab Skagens Østerby efter en Tordenbyge med græssende får i forgrunden og det tordenagtige lys over Grå fyr, Hvide fyr og møllen i Østerby under regnbuen. Begge disse arbejder overgås dog af det 1886 malte Ruskvejr på Sønderstrand udfor Brøndums Hotel, impressionistisk i sin teknik med den vibrerende farvegengivelse af det grå hav, den hvide skumbræmme, den blegblå himmel og én rød og to sorte både trukket på land. Billedet forener den præcision og forfinelse som udmærker Viggo Johansens bedste arbejder. Til dem hører også Den syge Christian Bindslev, 1889, dristigt malet med stærkere kontraster end i Viggo Johansens tidligere billeder. Den rødskæggede Christian ligger og ser mod lyset for sengens fodende hvor solen flammer i gyldent og hvidt og fremhæver det lille blå vægskabs kvadrat på den kalkede baggrundsvæg.

Sine mest populære arbejder udførte Viggo Johansen dog ikke på Skagen. Det blev som den borgerlige idyls, især aften-interiørets uovertrufne skildrer, han opnåede sin position som en af de centrale skikkelser i dansk malerkunst i slutningen af forrige århundrede. Allerede 1885 fik han sit gennembrud inden for denne motivkreds med Aftenpassiar som vandt international anerkendelse. Fra den intime hjemlige verden malede han tillige Ordrupgårdsamlingens berømte og stadig uimodståelige Børnene vaskes, 1888 med den levende og naturligt opfattede figurgruppe – de to mørkklædte kvinder og de fire nøgne og halvnøgne børn ved vaskebaljen i kakkelovnskrogen. For at fastholde øjeblikkets mange rytmer og kurver i bevægelse benyttede Viggo Johansen fotografier til støtte for sin komposition. Ikke mindre yndet blev hans Glade Jul, 1891 med det tændte juletræ i stuens dunkelhed – et motiv Viggo Johansens uskyld som kunstner alene redder fra banaliteten. Med Karl Madsens ord er han den første, "der ret er blevet Hjemmets Maler", og hengivelsen i denne motivkreds vidner om hvor fjernt han i virkeligheden stod både Krøyers virtuose artisteri og Anchers patetiske drøje realisme.

Da Krøyer og Holger Drachmann i spidsen for et stadig mere "renæssanceagtigt" kunstnersamvær gjorde Skagen uudholdelig for Martha og Viggo Johansen omkring 1890 søgte Viggo Johansen uden for hjemmets verden nye motiver for sin kunst i Dragør hvor han følte sig tiltrukket af det flade land med den høje himmels rige lysfylde, det skiftende vejrlig og de store gåseflokkes kraftige figurationer. Det passede ham også godt at forblive i Københavns nærhed da han allerede 1888 var blevet lærer ved akademiets nyoprettede kvinde-skole. Professor ved akademiet blev han 1906 (indtil 1920) og akademiets direktør 1911–14. Den i sin tid uheldige elev som savnede selvtillid og gerne lod sig distrahere fra det besværlige maleri af musikken, som alle dage stod hans hjerte nær, blev en pligtopfyldende, afholdt lærer og frisindet myndig embedsmand. Hvor han kunne forsøgte han således at afdæmpe striden mellem akademiet og Zahrtmanns skole. Begge følte han uundværlige for malerkunstens udvikling, skønt personligt splittet imellem dem. Fra sine læreår hos Jørgen Roed havde han fået guldalderens billedkultur i blodet, men i det nødvendige opgør med senromantikkens genremaleri blev han den ny tids, dvs. realismens mand. Mange af hans i samtiden beundrede arbejder er nu glemt, men som ypperlig tegner, som figur- og landskabsmaler på grænsen mellem realisme og impressionisme vil han blive husket for sin på én gang ærlige og stemningsfulde kunst.