Christian Blache, Christian Vigilius Blache, 1.2.1838-14.3.1920, marinemaler. Født i Århus, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). B. blev student 1857 fra Århus, derefter skibs-byggerlærling, 1859 dimitteret fra Teknisk institut. Han ønskede uddannelse som marinemaler og søgte ind på akademiet hvortil han 1861 fik adgang, og hvor han 1863–67 gennemgik modelskolen afbrudt af tjeneste som marinesoldat under krigen; han arbejdede samtidig under C. F. Sørensen og udstillede allerede 1863; med undtagelse af 1907 havde Charlottenborg-udstillingen hvert år et eller flere billeder af ham indtil 1920, i alt over 200 arbejder. 1865 vandt han Neuhausens præmie (Danske Orlogsskibe under Letning i Sundet), 1866 og 1867 fik han nogle mindre rejsestipendier, 1869 atter den Neuhausenske præmie (Søgang imod Land. Kronborg) og 1872 et større rejselegat der førte ham sydpå; han rejste i det hele en del, mest til søs. 1890 indvalgtes han i akademirådet, 1881–1914 var han medlem af udstillingskommiteen og efter 1907 blev han dens formand. Af hans arbejder ejer Statens museum for kunst Fra Begtrupvig ved Hels, 1864 og Panserskibet Ivar Huilfeldt passerer Forbjerget Stat i en Storm, 1893. B. var som kunstner i besiddelse af teknisk dygtighed, kendt med det han skildrede, vederhæftig indtil tørhed og smålighed, men letfattelig og iøjnefaldende, følgelig meget populær. – Tit. professor 1898.

Familie

Forældre: rektor H. H. B. (1787–1871) og Elise Marie Kold (1811–74). -9.11.1870 i Vistoft med Marie Christine Malling, født 13.5.1838 i Århus, død 1.8.1919 i Kbh., d. af købmand, kaptajn Niels M. (1808–62, gift 1. gang 1830 med Cathrine Marie Frausing, 1807–33, gift 3. gang 1847 med Mathilde Kristine Linnemann, 1819–74) og Jacobine Schmidt (1814–41). – Far til Hans B.

Udnævnelser

R. 1888. DM. 1904. K.2 1914.

Ikonografi

Afbildet på frisen Studenterforen. flytter, 1863. Mal. af Otto Haslund, 1872. Træsnit af H. P. Hansen, 1884. Tegn. af Paul Fischer, 1893. Radering af Axel Hou, 1899. Mal. af Otto Bache, 1903 og 1904 (udstillingsfonden, Charlottenborg). Afbildet på Viggo Johansens mal. Et akademirådsmøde, 1904 (St. mus.) og på Sig. Wandels mal. af udstillingskomiteen, 1913. Buste af Rasmus Andersen, 1914. Foto.

Bibliografi

III. tid. 3.2.1895 275–78; 1906–07 250f; 1918 63. P. Johansen i Kamerakunst 2. årg., 1920 23f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig