Cornelius Høyer, 26.2.1741-2.6.1804, miniaturemaler. Født i Tikøb, død i Kbh. (Nic), begravet sst. (Ass.). Barndomshjemmet i Hammermølleskoven var fattigt, og undervisningen har antagelig indskrænket sig til hvad han kunne lære i Geværfabrikkens skole for håndværkernes børn. Efter konfirmationen, der fandt sted i april 1755, kom han til København hvor han besøgte kunstakademiet. Han opnåede januar 1757 præmie for tegning efter gipsfigurer, juli 1758 2. præmie og januar 1759 1. præmie for tegning efter levende model. 1768 deltog han i guldmedaljekonkurrencen med et historisk maleri; han fik ikke den attråede præmie, men sølvmedaljen til opmuntring. Samtidig med uddannelsen arbejdede han – for at tjene til livets ophold – i miniature- og våbenmaler Andreas Thornborgs værksted og er antagelig ad denne vej kommet ind på at dyrke miniaturemaleri. 1758 tilbød han første gang kongen miniaturer; med dette årstal er hans første kendte miniature dateret (Statens museum for kunst). 1760 meldte han sig som tegner til deltagelse i Carsten Niebuhrs ekspedition til Arabien, men blev vraget til fordel for G. V. Baurenfeind. Efter at han 1763–64 adskillige gange havde udført bestillinger fra kongehuset på miniaturer opnåede han 1764 en understøttelse fra partikulærkassen på 400 rdr. årlig i tre år til en udenlandsrejse som han tiltrådte sent på sommeren s.å. De miniaturer han malede kort før sin rejse er allerede de øvrige hjemlige maleres langt overlegne. Man sporer i dem først og fremmest indflydelse fra C. G. Pilo og L. Tocqué, fx grevinde Wedell.f. Moltke, ca. 1763, (Wedellsborg), Ubekendt Mand, ca. 1764, (Statens museum for kunst) og Prinsesse Wilhelmine Caroline, 1764 (Frederiksborg).

Han opholdt sig to år i Paris hvor han fra juli 1765 besøgte det franske kunstakademi, og hvor han lærte Frankrigs mest ansete miniaturemaler Jean-Baptiste Masse personligt at kende. Denne mand kom til at sætte stor pris på ham og tog sig af ham ved at skaffe ham forbindelser og bestillinger. Han bestemte i sit testamente at H. på grund af sit betydelige kunstneriske talent skulle komplettere en samling miniaturer, forestillende Massés familie, som han havde anlagt og ønskede bevaret for eftertiden. Frankrigsopholdet fik stor betydning for ham; han, hvis kunst allerede før rejsen under indflydelse af Tocqué havde fået en fransk drejning, blev til sine dages ende den mest franskorienterede af 1700-tallets danske malere. Blandt hans arbejder fra Pariseropholdet må især fremhæves portrætterne af Massé (Statens museum for kunst), af J. G. Moltke (Bregentved, tegning dertil på Harpsund, Sverige) og af en Ubekendt Mand og Kvinde (Louvre). Det ses af miniaturer som disse at han nu var samtidens bedste franske miniaturemalere jævnbyrdig. Over Genua og Firenze rejste han i slutningen af 1766 til Rom hvor han opholdt sig fra februar til efteråret 1767. Italiensopholdet afsluttedes med et ophold i Neapel; her malede han Danmarks derværende gesandt, A. S. von der Osten, der i en depeche hjem udtalte "han bærer sin anbefaling i spidsen af sin pensel". På hjemvejen opholdt han sig trekvart år i Dresden hvor han malede den kurfyrstelige familie. Da H. i efteråret 1768 vendte hjem var han en i udlandet anset kunstner, han havde på rejsen erhvervet medlemskab af kunstakademierne i Firenze (1767) og Bologna (1768) og forberedt sin udnævnelse som akademiråd ved Dresdenerakademiet (1771). Også i Danmark tilsmilede lykken ham. 1769 afholdtes den første offentlige kunstudstilling i Danmark, akademiets første salon. H. udstillede ni på rejsen udførte miniaturer der alle købtes til kunstkammeret (nu på Statens museum for kunst). Samme år udnævntes han til hofminiaturemaler, og det følgende blev han medlem af kunstakademiet på to fortrinlige miniaturer forestillende Pilo og Saly (begge kunstakademiet). Kongehuset benyttede ham flittigt, af Christian VII har han malet nogle af de mest rammende portrætter der er udført af denne konge (Amalienborg og privateje, Paris). Også uden for kongehuset havde han i 1770erne en stor kundekreds, fx Peter Cramer, ca. 1770–72 (Frederiksborg, tegning dertil i Statens museum for kunst), M. G. Rosencrone. 1773 (Rosenborg), C. D. Reventlow, 1775 (?) (Brahetrolleborg), Charlotte Dorothea Biehl, ca. 1775, (Frederiksborg), H. C. Schimmelmann, 1776 (Frederiksborg, tegning dertil i Teatermuseet) og A. G. Moltke, før 1778, (Frederiksborg). 1779 udgav han Billeder af nulevende berømmelige Danske og Norske med otte stik af kongefamilien, de syv af dem efter hans egne forlæg.

I midten af juli 1781 forlod H. København for via Stockholm, hvor han lod sig præsentere for Gustav III, at begive sig til St. Petersborg. Her fik han hurtigt arbejde for Catharina II og kredsen omkring kejserinden. Blandt hans arbejder fra Ruslandsrejsen kan nævnes Catharina II, (skatkammeret Kreml, tegning dertil i Statens museum for kunst), Nikita Panin, (det russiske museum, Leningrad) og Alexandra Branitski. (Ermitagen, Leningrad). Et tyveri i det logis hvor han boede berøvede ham den fortjeneste han havde haft indtil da. Endnu i august 1782 opholdt han sig i St. Petersborg. Om han – som det var hans hensigt – kort efter dette tidspunkt er rejst til Warszawa vides ikke. Han kom i hvert fald tilbage til St. Petersborg hvorfra han efter en kontrovers med hoffet rejste til Stockholm i foråret 1783. Her blev han kort efter sin ankomst udnævnt til medlem af kunstakademiet. Sommeren tilbragte han på Drottningholm, travlt optaget af at male portrætter af hele kongefamilien. Afbrudt af et ophold i København de første ni måneder af 1784 forblev han i Sverige indtil forsommeren 1785. I dette tidsrum malede han mindst en snes miniaturer af kongefamilien. Desuden portrætterede han adskillige af hoffets damer og kavalerer fx Frederikke Aurora Taube, (Nationalmuseum, Stockholm), danserinden Giovanna Bassi, (Sinebrychoffske samling, Helsingfors), livlægen Sven Hedin og J. T. Sergei, (begge privateje, Sverige). Det vigtigste af alle de svenske arbejder og et af hans hovedværker overhovedet er den store gouache på Fredensborg, forestillende Gustav IH, dronning Sophie Magdalene og kronprins Gustav Adolph, spadserende i Hagaparken. Den påbegyndtes i Stockholm, fuldførtes i København 1785 og blev skænket af den svenske konge til dronning Juliane Marie.

Allerede i oktober 1787 begav H. sig påny på en længere udenlandsrejse. Vinteren tilbragte han i Berlin hvor han i dec. 1787 blev optaget som medlem af kunstakademiet; derfra rejste han over Dresden, Köstritz, Weimar, Gotha, Darmstadt, Mannheim og Strasbourg til Paris hvor han tilbragte vinteren og foråret 1788–89. Tilbageturen gik over Tyskland omtrent samme rute som på udvejen. Han afsluttede rejsen med et otte måneders ophold i Berlin før han i forsommeren 1790 vendte tilbage til København. I Paris sluttede han venskab med Europas berømteste miniaturemaler på den tid, svenskeren P. A. Hall og i Tyskland med Tysklands førende portrætmaler Anton Graff. I løbet af 1780erne havde H.s stil udviklet sig i retning af større og større frihed og bredde i malemåden og dermed nærmet sig Halls. Bekendtskabet med denne intensiverede yderligere denne udvikling. Af Graff lærte han at tegne sølvstifttegninger på grunderet pergament. Ved alle hoffer i Tyskland hvor han kom ønskede man at få ham til at male, overalt blev han feteret. Blandt hans arbejder fra denne rejse kan nævnes en miniature kaldet Prinsesse Frederikke Caroline af Mecklenburg Strelitz, (Schloss Fasanerie, Adolphseck, Fulda) og Et Pigebarn holdende Frugter paa en Tallerken, et portræt af hans lille datter der havde fulgt ham på en del af rejsen (Statens museum for kunst, replik i det kongelige slot, Haag.)

Endnu en længere rejse foretog han 1797–98 til St. Petersborg hvorunder han blev udnævnt til medlem af det russiske kunstakademi. Ellers blev han hjemme. Hans miniaturer fra den sidste halve snes år af hans liv hører til de bedste i hans produktion, malet i en bredere stil end han havde benyttet i sine yngre år, men med samme følsomhed for farven, samme sikkerhed i tegning og komposition, og samme psykologiske skarpsyn som altid havde kendetegnet hans kunst. Som eksempler på fremragende arbejder fra hans seneste år kan nævnes Dronning Marie Sophie Frederikke, 1792, (Rosenborg), A. P. Bernstorff, ca. 1790–94, (Frederiksborgmuseet), formodet portræt af Constantin Brun, ca. 1800, (Nationalmuseum, Stockholm), Peter van Hemert, ca. 1800–04, (Statens museum for kunst) og Christian Colbiørnsen, ca. 1800–04, (privateje).

H. hørte til det første kuld af danskfødte kunstnere, uddannet på kunstakademiet, og indtager blandt dem en fremtrædende plads side om side med Nicolai Abildgaard og Jens Juel. Som miniaturemaler er han aldrig overgået i Danmark, og som portrætmaler hører han til vor kunsts store. Indflydelse fra ham kan spores blandt yngre samtidige bl.a. Juel, J. F. Clemens, C. Horneman og F. C. Camradt. Også af udenlandske kunstnere var han kendt og værdsat, fx af F. H. Fuger i Tyskland, af A. Ritt i Rusland og af A. U. Berndes og J. A. Gillberg i Sverige. Det var imidlertid ikke blot gennem sin kunstneriske virksomhed han fik betydning for det danske kunstliv. Siden 1777 var han kunstakademiets sekretær, en stilling han – såvidt han var i landet – gik op i med iver og myndighed. Han havde i denne egenskab brug for sine gode sprogkunskaber, mange internationale kontakter og evne til at formulere sig skriftligt. Han indrettede akademiets saloner 1778 og 1794 og forfattede katalogerne. Han fratrådte stillingen i marts 1804 efter en strid med Abildgaard, men beholdt det dermed forbundne hverv som slotsforvalter ved Charlottenborg til sin død. H. var en hidsig og stridbar mand der ikke veg tilbage for korporlige slagsmål. Hans ægteskab var ikke lykkeligt og foranledigede 1786 et dramatisk sammenstød på Kongens Nytorv mellem ham og Danmarks resident i Polen, kammerherre Johan Schøller. Episoden gav anledning til flere trykte piécer, skrevet af de stridende parter. Også et par andre gange optrådte han som forfatter: Observations critiques sur l'exposition à l'Académie des Beaux-Arts å Berlin en 1789, 1790, en vittig og nådeløs satire over Berliner-kunstnerne. Endvidere Minde-Tale over Herr Johan Martin Preisler, 1795 (Minerva I, 1795). Det bedste indtryk af H. som skribent får man af hans livlige og velskrevne rejsebreve 1788–90.

H. udnævntes 1776 til kancelliråd, 1781 fik han tildelt titlen professor med justitsråds rang og 1784 udnævntes han til virkelig justitsråd.

Familie

Forældre: bajonetsmed ved Kronborg geværfabrik Anders Nielsen (død ca. 1760) og Anna Maria Jensdatter (ca. 1705–92). Gift 15.10.1773 i Kbh. (Petri) med Frederikke Christiane Fortling, døbt 7.11.1755 i Kbh. (Petri), død 31.1.1829 sst. (Petri), d. af hofstenhugger Jacob F. (1711–61) og Anne Christine Hellesen (ca. 1724–72).

Ikonografi

Tegn. ca. 1775 og min. ca. 1786, begge muligvis selvportr. (begge St.mus.). Relief af T. Sergei, 1783 (kunstakad.). Tegn. af samme (Sth.s nationalmus.). Min. ca. 1784, selvportræt (St.mus.). Min. af Augustin Ritt, 1797 (St.mus.). Relief af G. D. Gianelli.

Bibliografi

Gustav Lorenzen i Kunstmuseets årsskr. 1933–34, 1934 40–70. Torben Holck Colding: C. H., 1961 (m. værkfortegn.). – Breve i Wiedewelts papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig