Ib Andersen (tegner)

Ib Andersen, 21.8.1907-2.4.1969, tegner, arkitekt. Ib Andersen blev 1926 student fra Frederiksberg gymnasium og besøgte derefter akademiets bygningsskole indtil 1929. Om sommeren gik han i murerlære, først i Helsingør, senere i Ålborg, hvor han fik ansættelse på Ejnar Packness' tegnestue. Efter hjemkomsten til København arbejdede han i nogle år fra 1929–31 hos Poul Henningsen og derefter en kort tid hos Kaj Gottlob. I disse år virkede Ib Andersen enkelte gange som arkitekt. I 1930 opførte han Einar Færchs villa i Holstebro og i 1934–35 sammen med vennen Viggo Møller-Jensen strandpavillonen i Holbæk. Dermed ophørte han fuldstændig i en årrække at virke som arkitekt. Først langt senere i begyndelsen af 60'erne tegnede han avlsbygningen til Holtumgårde ved Brande i Jylland. Det var således ikke som arkitekt men som tegner og illustrator Ib Andersen allerede fra ungdommen gjorde sig gældende. Fra drengeårene havde han tegnet og i 1930 foretog han sin første studierejse til Holland, Belgien og Frankrig, og samme år til Brasilien, til hvilket land han allerede vendte tilbage i 1933.

I hans tidligste tegninger spores påvirkninger fra fransk tegnekunst som kom til udtryk i bybilleder fra Paris, København og Sao Paulo. Han gengiver storbyen med skarpe gavle med reklamer på solbelyste flader. I tegningerne fra Brasilien flimrer solen over eksotiske landskaber og i skyskraberens lodrette vindueslinjer. Det er den romantiske hyldest til storbyen med dens avancerede teknik. Også i hans tidlige plakater fra disse år mærkes en påvirkning fra den franske tegner Cassandres internationale og stærkt beundrede plakatkunst. 1931 og 32 udstillede han på Charlottenborg og fra 1934 på Grønningen, hvor han var medlem, men kun sjældent udstillede. Fra 1930 knyttes Ib Andersen til Berlingske Tidendes søndagstillæg. Men det var ved Politikens magasin, til hvilket han blev fast knyttet 1934 at hans store talent som illustrator for alvor blev demonstreret. Tit var hans tegninger mættet med en særegen selvironisk næsten barok humor der i indfald kunne minde om Storm P. og Chaplin på én gang, men som regel var det de store landskabstegninger der dækkede to sider. Samtidig med at man kunne glæde sig over ham i avisens spalter – såvel hans store firfarvetegninger som de sorte pennetegninger (månedens tegning) – dukkede hans plakater op på gadehjørnerne. Den dobbelthøje plakat fra den britiske udstilling, 1932, The Scandinavian Air Express, 1933, Tivoli plakaten med ballongyngen, 1943, Danish Air Lines, 1945. Efter mange års pause arbejdede han flere år på den sidste dobbeltplakat for dagbladet Politiken, en kæmpeindsats trykt fra 25 sten. Ufatteligt at denne fabuleren over farver og kubismens form på grund af indre intriger i bladhuset aldrig kom på gaden selv om den lå færdigtrykt.

Samspillet mellem tegning og typografi gjorde sig tidligt gældende i Ib Andersens arbejde. Han blev fortrolig med tryktekniske metoder og skrifttyper og tegnede ofte selv sine bogstaver. Allerede fra ungdommen udførte han merkantil grafik der var stærkt påvirket af angelsaksisk typografi såvel i skriftvalg som i farver. Adskillige tobaks-pakninger fra Færch, etiketter for Kolding Most samt flere af de skiftende hoveder til Politiken skyldes ham. I dette ofte tidkrævende og minutiøse arbejde fandt han hjælp og støtte hos vennen Gunnar Biilmann Petersen. Også mange bogomslag prægede han med sin eksklusive typografi der blev mere og mere gennemarbejdet med årene. De første, mere skitseagtige, er fra 30'erne. Aldous Huxleys Fagre nye verden, 1932, Ernest Hemingways At have eller ikke have, 1937, og de sidste fra 60'erne, som fx bøger af Anders Bodelsen: De lyse nætters tid, Drivhuset, Villa Sunset og Frank Jægers Fyrre digte, Drømmen om en sommerdag. I hans omslag til Balzacs romaner og til Henrik V. Ringsteds bøger fra London anvendte han en udsøgt typografi der var stærkt inspireret af henholdsvis fransk og engelsk skriftvalg fra 1800-tallet.

Også som illustrator har Ib Andersen gjort sig gældende. Som lyrisk akkompagnement til danske forfattere med samme dybtfølte kærlighed til dansk natur var hans små pennetegninger, ofte fra Nordsjælland eller de jyske åløb, velegnede. De flygtigt henkastede vignetter som dog altid var fuldt gennemarbejdede blev gengivet med en akkuratesse, som var det et træsnit, og altid stemte de helt overens med både tekst og satsbillede. Kun sjældent var der mulighed for at benytte større laverede landskabstegninger. Dog er Otto Gelsteds bog i tværformat om Tibirke bakker (1941 - genoptrykt 1976 med introduktion af Godfred Hartmann) en undtagelse. De store tegninger fylder siderne ud og er ganske uafhængige af bogens satsbillede på den modstående side.

Men Ib Andersen illustrerede langtfra i flæng. Han var eksklusiv i valget af de opgaver han påtog sig, og B.S. Ingemanns Morgen og Aftensange hører til de bøger som han helt har præget både hvad angår sats, typografi og illustrationer. Han forfaldt aldrig til masseproduktion selv om der under krigen var rig mulighed for mange opgaver. 1944 illustrerede han Jacob Paludans essays Landluft og 1956 En Vinter lang, begge med mættede farveillustrationer. Frank Jægers Velkommen Vinter, 1958 og samme år Aage Marcus' Høduft og Havluft. En undtagelse fra det mere hjemlige udgjorde hans omslag og illustrationer til Brasiliens nationale epos Euclydes da Cunha: Oprøret på højsletten (i dansk oversættelse 1948) hvor han fik rig lejlighed til i firfarve-illustrationer at gengive det eksotiske solflimrende landskab, som han var fortrolig med fra sine rejser i ungdommens dage (brasiliansk udgave 1952). Et hovedværk i dansk bogkunst skabte han med Izaac Waltons Den fuldkomne Fisker, 1943, der helt igennem er præget af hans bogtekniske tilrettelægning. Alt i denne engelske klassiker bærer hans signatur, selv om både titelblad og de træsnitlignende vignetter kan lede tanken hen på den gamle engelske xylograf Thomas Bewick. Med sin blanding af yndefulde landskabsvignetter hvor fugle, dyr og fiskeredskaber som er bredt ud i græsset bryder teksten, viste Ib Andersen som selv var en passioneret lystfisker en helt enestående evne til at leve sig ind i sit emne.

Da krigen var forbi fik Ib Andersen af Westermanns forlag betroet sin hidtil største illustrationsopgaye Vore gamle tropekolonier (1952–53). På langvarige rejser, ofte næsten et år ad gangen, rejste han først til Vestindien (1946) og året efter til Guldkysten og endelig 1948 til Tranquebar og Serampore i Indien. Resultatet blev et gennemillustreret værk hvor navnlig hans arkitekturtegninger - opmålinger af plantageejendomme og videnskabelige studier af planter og dyr - blev nøje beskrevet i upubliceret forskningsmateriale der først gradvis er kommet til offentlighedens kundskab. Hans opmålinger af plantageejendomme var ikke løst henkastede skitser. Det er altid korrekte gengivelser af det pågældende bygningsværk (udgivet selvstændigt 1976). 1963 rejste Ib Andersen til Irland, et land hvis romantiske natur med ruiner af klostre og forladte herresæder virkede særlig inspirerende på ham, og 1967 udsendtes Irlands ruiner, en mappe med 42 store blæklaverede plancher og tekst af ham selv.

Fra 1950–59 var han beskæftiget med at udarbejde vignetter til brug for Danmarks nationalbanks pengesedler. Sammen med Gunnar Biilmann Petersen der var ham behjælpelig med typografi og guillochering leverede han en serie tegninger til 5, 10, 50, 100 og 500-krone sedlerne. Disse, der bestod af danske nationale symboler (kæmpehøje, møller, Kronborg, Roskilde domkirke etc.) blev 1965–69 afløst af de nye sedler hvor det var dyr der kom til at præge vore pengesedlers bagside. Også her gælder det at hver enkelt var udarbejdet minutiøst korrekt og ofte under mikroskop. Det egern der pryder bagsiden på 1000-krone sedlen var det sidste arbejde fra hans hånd. Det levede i hans atelier og har været hans model til mange hundrede udkast. I de senere år tegnede han ofte nogle store akvareller og pasteller, tit fra den gamle have i Fredensborg og fra de stille villaveje med de mørke ranke træer og de regnvåde asfaltgader – men også modelbilleder med unge piger hører til hans sidste arbejder.

Med årene arbejdede Ib Andersen mere og mere med videnskabelig stringens. Luften i hans atelier kunne være tung af naftalin. Døde fugle blev studeret under lup og i tusmørket blev pindsvin iagttaget. Som hos hans langt ældre ven, Johannes Larsen, var anatomien i orden og ofte minutiøst beskrevet på selve tegningen. Venskabet med Johannes V. Jensens sønner og kredsen omkring, den ofte tilknappede digter som han havde kendt fra drengeårene kom til at præge ham. Men for den store offentlighed er det navnlig for sin skildring af det danske landskab og af dansk natur han vil blive husket. Sjældent har en dansk kunstner formået at give det sete igen med en sådan inderlighed at tanken uvilkårligt strejfer Lundbye og Købke. Han kunne være skånselsløs i sine krav både til sig selv og til de tekniske muligheder i de grafiske fag. Aldrig gik han på akkord – og hans personlige engagement forlod ham aldrig – og han lagde heller ikke skjul på at de kunstneriske retninger i tiden for ham ofte var en overfladisk attitude som han betragtede som et flygtigt lune. Hans arbejder og talent kom i fuldt mål til deres ret på den store retrospektive udstilling af tegninger og grafik på kunstindustrimuseet 1967.