Lavrids Tetens, Laurits Nyegaard Tetens, skrev sig Lavrids, 16.5.1883-4.5.1966, tegner. Født i Kbh. (Garn.), død i Fredensborg, begravet på Asminderød kgd. Som ung kom T. i boghandlerlære men gik efter tre år til tegneundervisning hos H. Grønvold 1903–05 og besluttede sig endelig til at uddanne sig som arkitekt og besøgte Teknisk skoles bygningsklasser – men forlod også dette studium for at uddanne sig som bogbinder. Som sådan virkede han i nogle år og havde eget værksted i Peder Hvidtfeldtstræde. Han udførte en række privatbind som var originale ved deres kraftige men enkle blindtryk dekoration. Ved krigsudbruddet 1914 måtte han opgive sit bogbinderi og forsøgte sig som maler men opgav også dette til fordel for den humoristiske tegnekunst, og det er som sådan han blev kendt og vil blive husket. T. som var en lidt sky og særpræget natur og legemligt hæmmet fra ungdommen af børnelammelse fandt som en helt original og satirisk tegner sit rette felt. 1916 fik han et par tegninger optaget i Klods Hans og fra 1922 var han knyttet til Blæksprutten hvor han i en årrække havde sin egen side med sine humoristiske tegninger af krøllede, ofte lidt uskønne ældre mennesker ledsaget af lange, tit ræsonnerende satiriske tekster der skånselsløst blotter de menneskelige dårskaber og skrøbeligheder. Som satiriker er T. både i slægt med Fritz Jürgensen og Robert Storm-Petersen. Hans små tuschtegninger står stramt og er ofte fyldt med detaljer der i forbindelse med de omstændelige tekster med et originalt ordvalg og pudsige sætningsbygninger blotter hverdagsmenneskets smålighed og latterlige sider. Selv om hans humor kan være barsk og ætsende kalder hans næsten groteske figurer altid på smilet. T. udstillede aldrig men i en årrække udkom hans satiriske tegninger i bogform, første gang 1942 og derefter yderligere seks samlinger i årene 1943–50. T. forlod kun sjældent Nordsjælland og sin sirlige have. 1910–11 foretog han studierejser til Sverige, 1914 en kort tur til Tyskland og 1919 besøgte han Norge. I en årrække boede T. sammen med broderen, maleren Vilhelm Tetens i Fredensborg hvor de i deres gamle hus i Slotsgade havde skabt et særpræget hjem. Broderen har ofte malet ham og han har formået at give udtryk for en vis melankoli i portrættet Den Ensomme fra 1935 og i dobbeltportrættet fra 1920.

Familie

Forældre: urtekræmmer og sukkerbager Malthe Sehested T. (1834–90) og Jenny Marie Hansen (1848–1915). Ugift. – Bror til Vilhelm T.

Ikonografi

Mal. af Vilh. Tetens bl.a. 1901, ca. 1920–25, 1932, 1935 og 1951. Afbildet på mal. af samme med Vilh. Tetens, 1920, og med to brødre, 1939. To tegn. af Ib Andersen, 1939. Tegn. af H. Lollesgaard, 1963 (Kgl. bibl.). Buste af Tycho Jessen. Foto.

Bibliografi

Interviews i Berl. tid. 7.10.1943, Socialdemokraten 17.11.1946 og Nationaltid. 11.2.1951. – Dagens nyheder 16.5.1933. Sig. Schultz i Nationaltid. 6.12.1942 og 9.12.1943. Mogens Knudsen m.fl.: Satire og humor i da. tegnekunst, 1946 186–88. Henrik Bramsen i Berl. aften 11.5.1966. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig