Eli Benneweis, Eli Johan Benneweis (v. dåben Holte), 7.8..1911-23.12.1993, cirkusdirektør. Eli Benneweis stammede ikke fra et traditionelt cirkusmiljø men kom som 5-årig i pleje hos Ferdinand og Irene Benneweis, det unge par der trak læsset hos Cirkus Binnewiesz. Han knyttede sig stærkt til sin plejemor. Cirkus B. fik justitsministeriel bevilling til at give kunstberiderforestillinger 7.1.1937 hvorved forlystelsesskatten, 40 pct. af entreindtægten, halveredes. Der havde da i flere år været et spændt forhold mellem Eli Benneweis og plejefaderen og et par år efter forlod han cirkus. Sammen med en del gøglere dannede han under krigen Eli Benneweis Tourneen der rejste i vintersæsonen 1940–41. Ferdinand B. døde lige før sæsonen 1945 hvorefter Irene B. straks bad plejesønnen om at komme tilbage til cirkus der hidtil havde været drevet på en meget gammeldags måde. I samarbejde med Irene B. fik han, der viste sig at have fremragende administrative evner, hurtigt arbejdet virksomheden op til at blive landets største. Konsolideringen skete væsentligst ved indkøb af dyregrupper: løver, tigre, bjørne, søløver, samt elefanter og heste, som dels fremførtes i egne cirkus, dels blev lejet ud til cirkus i andre lande. 8.6.1950 fik han ved kgl. bevilling tilladelse til at bære slægtsnavnet Benneweis.

I tidens løb var Eli Benneweis den økonomisk ansvarlige leder af flg. forretninger: Cirkus Korona 1948, Cirkus Belli 1955, 1956, 1957 i Danmark og 1959 i Sverige. Cirkus Buster 1961. Cirkus Hans Strassburger, Tyskland, 1954. Cirkus Palmiri-Benneweis, Italien, 1957–65, med gæstespil i Israel vintersæsonen 1961–62. Cirkus Barum, Tyskland, 1963– 67. Cirkus Benneweis i Cirkusbygningen, Budapest, vintersæsonen 1959–60. Cirkusbygningen i Kbh. fra 1970, samt det rejsende teltcirkus, Cirkus Benneweis. Eli Benneweis var ubestrideligt den største administrative begavelse i dansk cirkushistorie, og han udtalte selv at hemmeligheden bag hans succes var at han hyldede begrebet "oplyst enevælde", og at han regerede sit imperium ud fra disse principper. Dette skaffede i omtale naturligt ham navnet Kong Eli.

11.5.1969 modtog han i Nykøbing F. af kulturministeren en sølvstatuette "Den danske Cirkuspris" som anerkendelse for sine fremragende lederegenskaber. Han var formand for Cirkusdirektørforeningen.

Familie

Eli Benneweis blev født i København; begravet på Nyhuse kirkegård, Hillerød.

Plejeforældre: cirkusdirektør Ferdinand Herman Alexander Ditlev B. (1888–1945) og Karen Christine Irene Petersen (1891–1970). Gift 26.11.1936 i Nyhuse, Hillerød (b.v.) med artist Eva Charlotte Susanne Stensche, født 4.1.1910 i Rixdorf, Berlin, død 3.11.1999.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig