Charlotte Wiehe-Berény

Charlotte Wiehe-Berény, Marie Charlotte Wiehe-Berény, 28.8.1865-4.9.1947, balletdanser, skuespiller. Født i Kbh. (Garn.), død på Skodsborg badesanatorium, begravet i Kbh. (Ass.). W.-B. blev elev på balletskolen under Georg Brodersen kort før den nuværende teaterbygnings åbning og medvirkede i tableauet Oehlenschläger ved indvielsen 15.10.1874. Som voksen vakte hun opmærksomhed ved sit lyse, pikante ydre og virkede nydelig i de partier der blev hende betroet, fx Therese i Søvngængersken, 1886 og Maria i Toreadoren, Marchen i Kermessen i Brügge og søkadetten Poul i Fjernt fra Danmark. 1881 biev hun ansat, men da hun i sin blonde sarthed savnede det overskud af kraft som en danser i første række ikke kan undvære, blev hun ikke Maria Westbergs efterfølger og forlod derfor 1890 utilfreds sin stilling for at modtage et tilbud fra Folketeatret. Her brød hun straks igennem i sin første rolle, Denise i Frk. Nitouche (nov. 1890) hvortil hun havde ydret og en morsom blanding af kbh.sk humør og pariserchik; stemmen var ikke stor, men musikaliteten sikker og foredraget overordentlig indtagende. Med ét slag blev hun en af hovedstadens mest yndede skuespillere der på Folketeatret, men mest på Casino samlede opmærksomheden om sin gratiøse person. Hendes talent gik ikke i dybden, og replikken stod alle dage tilbage for viseforedraget, men hendes charme sejrede over alle mangler, når hun udførte de kvindelige hovedroller i Lykkebarnet, Miss Helyett, Cornevilles Klokker, Mikadoen, og i pantomimen Den forlorne Søn hvor hendes balletuddannelse og udtryksfulde mimik satte blomst, blev den unge Pjerrot et henrivende fransk billede, både Watteausk og moderne. Efter gæstespil og turneer hjemme og ude fortsatte hun sin lette genre på Casino i En lystig Nat, Geisha, Dukken og Damen fra Natkaféen hvor hendes letsindige pigebarn fik Edv. Brandes til at skrive, at man blev "indtaget i hendes Skøgevæsen". Efter flere studieophold i Paris besluttede hun at bosætte sig der med det mål for øje at blive fransk skuespiller. Med vanlig energi kastede hun sig over sproget, mens hendes mand Henri Berénys kompositioner Det første Karneval og Haanden banede vejen for hende til en debut på Théåtre des Auteurs Gais under verdensudstillingen i Paris 1900. Hendes succes var så sikker, at hun (fra 25.11.1901) i fire år var meddirektør af og førstekraft ved boulevardscenen Théåtre des Capucines, hvortil hendes gemal bl.a. komponerede Manden med Dukkerne som sammen med Haanden dannede en del af hendes repertoire på turné i europæiske og amerikanske storbyer, Madrid, Konstantinopel (Istanbul) og Athen indbefattet. Ingen anden dansk scenekunstner er draget så viden om lande på et fremmed sprog. Nu og da gæstede hun Kbh. fx med Den lille Dronning (Folketeatret 1904), Hans Majestæt (Det ny teater 1910) og atter med Damen fra Natkaféen (Casino 1913). Hun optrådte også på storbyernes varieteer. Over tusind gange spillede hun i Haanden, i hendes øvrige fremmede repertoire var de hyggelige børnescener i Miss Cheep, Den lille Korsikaner, en pantomime bygget over Prosper Merimées novelle Metheo Falcone, og Arthur Schnitzlers Afskedssouper hvor wiener-balletpigen blev transponeret til en pikant parisisk grisette.

W.-B.s bedste kunstneriske våben var hendes på mange tungemål besungne ynde og smil. Hun kunne gå tæt op imod, men overskred dog ikke skønhedslinjen. Første verdenskrig ikke alene afbrød hendes flittige virken, men ruinerede hende, da hun var gift med en ikke-fransk fra en fjendtlig nation. Hun rettede dog sin tilværelse op igen og optrådte på ny i Paris 1925 som moderen i Berénys operette Chou-Chou. 1929 udgav hun sine livserindringer (Fra Gammel Mønt til den store Verden). Under den anden verdenskrig tog hun atter ophold i Kbh. hvor hun 1940 medvirkede på Det ny teater i Axel i den syvende Himmel og endnu sommeren 1943, 78 år gammel, optrådte hun på kabaret. Hendes sangtekst var meget tydelig; hun gennemlevede sin visers indhold med intelligens og humør og ledsagede dem med livfulde franske gestus og udtryksfuld mimik. De satiriske, let sentimentale eller pikante sange var hendes styrke, derimod savnede hun den dybere følelse romancen kræver. For Georg Brandes var hun "en Sommerfugl i Menneskeskikkelse ... en engel af Ynde".