Mona Vangsaae, Mona Elly Hou Vangsaae, 29.4.1920-17.5.1983, balletdanser, koreograf. Født i Kbh. (Blågårds), død sst. (Frihavns), begravet sst. (Garn.). V. kom på Det kgl. teaters balletskole 1926. Hun nåede at få Valborg Borchsenius som lærer, men fik den afgørende uddannelse af Harald Lander suppleret med studier i Paris og London. Hun blev medlem af kompagniet 1938 og solodanser 1942. Allerede sidst i 1930erne gjorde V. sig bemærket med sin forårspoesi i Nini TheiladesCirklen, og det var som den blide, næsten elegisk sarte danser V. først placerede sig. Ynden, smilet og det stemningsfulde var hendes domæne. Hun dansede titelpartiet i Harald Landers Våren og viste tidligt sin trinkunnen som Elise i Konservatoriet, Sophie i Livjægerne på Amager og i pas de six af Napoli. Hos August Bournonville dansede hun senere både Teresina i Napoli og senoritaen i La Ventana, men det blev først og fremmest udenlandske koreografer som skulle give V. de roller der forløste hendes kunstnersind, brugte hendes lune og temperament og gjorde hende til en stor danser der forenede det lyriske med det dramatiske. Det opsigtsvækkende gennembrud skete i 1948 da Leini Massine lod hende danse gadedanserinden i Den Skønne Donau hvor hun skabte en figur der gnistrede af humør og skælmeri og samtidig viste sin charme og erotiske udstråling. Hos samme koreograf dansede hun den elskede i Episode af en Kunstners Liv hvor hun i de afsluttende satsers hekseorgie slap et flammende temperament løs.

V. fortsatte med at være danserinden de fremmede koreografer kunne bruge. Hun beherskede den ekspressionistiske stil som kvinden i Nini Theilades Metaphor, 1950, og som dramatisk erotisk scenepersonlighed gjorde hun et overordentlig stærkt indtryk som kokotten i George Balanchines Søvngængersken, 1955. Hun var stolt og kølig glubsk som Frøken Julie i Birgit Cullbergs ballet af samme navn, uden at denne præstation blev en af hendes mest markante. Det gjorde derimod hendes Aili i samme koreografs Månerenen, 1957 som hun kreerede, og hvor hun gav gribende udtryk for pigesindets splittethed. Ensomhedsfølelsen, kærlighedsglæden og slutscenens tragik levede lige stærkt.

I løbet af sin karriere erhvervede V. en klassisk teknik der var både sikker og smuk. Hendes lange linjer og bløde poetiske armbevægelser gjorde hendes dans til en fryd i en række partier fra Chopiniana og andensatsen i Symfoni i C over Myrtha i Giselle, svaneprinsessen i enaktsversionen af Svanesøen til den blå fugls pas de deux og Aurora i Auroras Bryllup og en af solisterne i Balanchines Serenade. I det danske nyklassiske repertoire var V. sval og yndefuld som Amelie i Drømmebilleder, lyrisk-let som adagiobruden i Enken i Spejlet og fru juni i Tolv med Posten. Partiet der fremfor alle andre er knyttet til V.s navn i dansk ballethistorie, er dog Julie i Frederick Ashtons Romeo og Julie som V. kreerede 1955 med Henning Kronstam som sin Romeo. Rørende smukt og følsomt gennemlevede hun her Julies tragedie som hun tidligere havde strejfet i Birger Bartholins Romeo og Julie-fantasi (1950). Blandt andre partier hvor V. virkede stærkt ved sin gratiøse dans eller ved sin scenepersonlighed der svingede fra det sødmefyldte og blide til det mere temperamentsbestemte, var valsens genius i La Valse og kvinden i Bolero, begge af Harald Lander. – 1962 trak V. sig tilbage, men dansede senere på TV og så sent som 1968 på en turné med The National Ballet of Canada hvor hun og sønnen Peter Schaufuss dansede pas de deux'en fra Blomsterfesten i Genzano. Med sin daværende mand Frank Schaufuss åbnede hun i maj 1969 Det danske ballet akademi på Det ny teater hvor de i nogle år kæmpede for at skabe et balletteater der kunne være et supplement til nationalscenens. Som koreograf forsøgte V. sig enkelte gange med Spektrum 1958 og en Mozart-ballet Et Nodeblad samme år til Charlottenborg. Større succes havde hun 1971 og -73 med opsætninger af et Napolidivertissement og Konservatoriet for London Festival Ballet og sidst i samme årti og i begyndelsen af 1980erne hjalp hun Peter Schaufuss med opsætninger af både Sylfiden og Napoli i Toronto, Marseille, Stuttgart og Berlin. I december 1982 satte V. Konservatoriet op med The Royal Ballet på Covent Garden i London, ligesom hun i 1982-83 var en meget skattet lærer for afgangsklassen af piger på The Royal Ballet School, hvor hun afsluttede sin undervisning en måned inden sin død.

Familie

Forældre: skomager Albert Carl Hou V. (1896-1981) og Boline Vilhelmine Elise Kappen Andersen (1898-1971). Gift 1. gang 16.2.1942 med Børge Agelo Jahncke, født 5.10.1911 i Kbh. Gift 2. gang med solodanser Frank Schaufuss, født 13.12.1921 i Kbh., død 9.10.1997, s. af værkfører Louis Henry Andreas S. (1895-1966) og Rigmor Marie Nielsen (1893-1968). Ægteskabet opløst. – Mor til Peter Schaufuss.

Udnævnelser

R. 1953.

Ikonografi

Buste af Asta Lilbæk, 1942. Foto (Kgl.bibl.; Teatermus.; Det kgl. teaters arkiv og bibl.).

Bibliografi

Dictionary cat. of the dance collection, N. Y. public library, 1974 (bibliografi). – Den kgl. da. ballet, red. Sv. Kragh-Jacobsen og Torben Krogh, 1952. Sv. Kragh-Jacobsen: Balletten 1945-52, 1953. Samme: Balletaftener, 1969. – Filmoptagelser i Dance collection, N.Y. public library.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig