Henning Kronstam, Henning Anker Wad Kronstam, 29.6.1934-28.5.1995, balletmester. Født i Kbh. (Kildevælds). Kun 21 år gammel fik K. 1955 det helt store gennembrud som romantisk kunstner, da han i samme sæson dansede poeten i George Balanchines Søvngængersken og Romeo i Frederick Ashtons Romeo og Julie, skabt til Den kgl. danske ballet. Ung og smuk, følsom og poetisk, på en gang blid og stærk forløste K. det inderste i disse partier som blev indledningen til en af de store og bemærkelsesværdige karrierer i dansk ballet i dette århundrede. K. kom på balletskolen 1943 og blev medlem af kompagniet 1952, samme år som han slank og elegant fik officiel debut som trommeslageren i Graduation Ball (26.3.). K. blev solodanser 1956 og førstesolodanser og leder af balletskolen 1966. Han var tillige balletmester 1978-85, hvorefter han fortsatte som instruktør og pædagog.

Hans lærere var først og fremmest Harald Lander og Vera Volkova, og hans domæne den klassiske dans. Da de store russerklassikere fra Tornerose over Svanesøen til Nøddeknækkeren i hans periode for første gang stod på plakaten i Danmark som helaftensballetter var K. den selvskrevne balletprins med perfekt udseende og teknik. Mens den lidt ældre Erik Bruhn og den få år yngre Flemming Flindt forlod Det kgl. teater for at skabe internationale danserkarrierer, blev K. på Kongens Nytorv og blev på hjemmescenen sin generations førende danser der dog ofte hentedes til korte gæstespil i udlandet, som regel med Kirsten Simone som partner. Med sit mørke ydre og den høje, ranke skikkelse gled K. naturligt ind i alle de romantiske partier fra ynglingen i Chopiniana til Albrecht i Giselle, og som en ægte dansk danser gennemdansede han endvidere hele Bournonville-repertoiret. K. fik os som kun enkelte andre til at fornemme de følelser og den angst der lever hos James i Sylfiden, og han var i en ballet som Napoli ikke blot ung, flot og fyrig som Gennaro, men tillige barn på broen og ung i pas de six'en mens han senere gik over i karakterfaget som en smålusket limonadesælger og jaloux rival. Ingen danser har i denne generation haft så mange forskellige Bournonville-partier som K. Han var en smægtende junker Ove i Et Folkesagn, en elegant señor i La Ventana, en jaloux Alvar i Fjernt fra Danmark og en uimodståelig og selvforelsket Don Juan blandt amagerpiger som løjtnanten og komponisten Edouard i Livjægerne paa Amager for blot at nævne nogle af de vigtigste. – Da de store internationale koreografer i rigt tal kom til København i 1950'erne og 60'erne for at arbejde med Den kgl. ballet var K. den foretrukne kunstner på mandssiden, og han viste en fantastisk modtagelighed for og evne til at gå ind i de forskelligste roller og stilarter. Han mestrede Balanchines neoklassiske stil i Apollon Musagetes (1957) og i andre Balanchine-værker, men formåede også at tolke mere moderne koreografer som Glen Tetley, hos hvem han dansede Brighella i Pierrot Lunaire (1968), ligesom han var soloherre i Paul Taylors Aureole. Hans store triumf i modern-dance-repertoiret var imidlertid hans diabolske og nuancerede portræt af Jago i José Limons Morens Pavane som han dansede 1971.

På det tidspunkt var det forlængst klart, at den smukke danseur noble et sérieux også var en karakterdanser af stort format, der formåede at skabe menneskelige skikkelser hvor han brugte sin teknik til at udtrykke følelser og åbenbare os sit sind. 1959 dansede han den sleske og brutale Jean i Birgit Cullbergs Frøken Julie, men det var først og fremmest Roland Petit der afslørede K.s evner som karakterdanser. Toreadoren i Petits balletudgave af Carmen udleverede han vittigt som en antihelt, mens han var tragisk og følsom bag et bravadeydre i sammes Cyrano de Bergerac. Andre spændende karakterstudier er hans lærer i Flindts Enetime og lord Capulet i Neumeiers Romeo og Julie som han dansede 1974 knap en snes år efter sit eget gennembrud som Romeo. Da Flemming Flindt 1978 genskabte Bournonvilles Toreadoren leverede K. som den engelske turist Mr. William en overdådig rørende og morsom karakterpræstation der viste, hvordan han i sit kunstnersind tæt forener det komiske og det tragiske. De samme strenge spillede han på som klovnen i John Crankos The Lady and the Fool, her med overvægt mod det melankolske, mens hans mest gribende karakterpræstation måske er Franz Pander-skikkelsen i Henryk Tomaszewskis stærkt patetiske og rituelle Bagage (1969) efter Herman Bangs novelle. Det mangestrengede og indforståede portræt af den unge tjener der bliver martyr, fordi han elsker det smukke i verden, men også har en vis tilfredsstillelse ved at give sig hen i lidelsen, viste K.s enestående niveau som dramatisk danser. - Som balletmester så K. især det som sin opgave at værne om den klassiske ballet som han anså for vor ballets hjørnesten, samtidig med at han holdt dansere og repertoire åbne for nyere strømninger. 1979 oplevede Den kgl. ballet under hans ledelse med Bournonville-festivalen i anledning af 100-året for Bournonvilles død en international opmærksomhed og begejstring som ikke er blevet nogen anden balletbegivenhed til del i dette århundrede.

Familie

F: prokurist Liv Kjellman K. (1898–1969) og Meta Thomsen Andersen (1893–1957). Ugift.

Udnævnelser

R. 1964. R.1 1975.

Ikonografi

Tegn. af Hans Bendix, 1957. Foto (bl.a. Kgl. bibl.; Teatermus.; Dance Coll., N.Y. Public Library).

Bibliografi

New York public library, dance coll.: Dictionary catalog, N.Y. 1974. – Interviews i Politiken 16.6.1974 og 21.8.1977. – Sv. Kragh-Jacobsen: 20 solodansere fra den kgl. da. ballet, 1965. Samme: Balletaftener, 1969. Erik Aschengreen i Les saisons de la danse X, Paris 1977 nr. 91 (m. rollefortegn.). Alexandra Tomaloni: Henning Kronstam - Portrait of a Danish Dancer, 2002. – Film: Black tights og Carmen (Roland Petit, Paris 1960). Ballerina (Walt Disney, 1966).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig