Anna Lærkesen, 2.3.1942, solodanser. Født i Kbh. Da L. 1959 blev aspirant ved Den kongelige ballet uden forud at have gennnemgået ballettens børneskole var det et afgørende brud med traditionen og den herskende praksis, men L., der var privatuddannet hos den lettiske danserinde og pædagog Edite Feifere Frandsen, var så oplagt et talent at regler måtte brydes hvilket også betød en mere åben politik omkring danserrekruttering i årene derefter. L. blev balletdanser 1960, solodanser 1964 og førstesolodanser 1966. Hun stoppede som balletdanser ved Den kgl.ballet 1984. L. er en ener i dansk ballet. Hun er solisten og individualisten. Karakteristisk nok var en af hendes første store roller den unge kontaktsøgende pige i Kenneth MacMillans Solitaire. 1961 hvor hun forlenede partiet med sin egen personlighed og poesi. Hendes rørende lappepige Aili i Birgit Cullbergs Månerenen. 1965 var ligeledes en gribende studie i menneskelig ensomhed, for en stund afløst af tindrende, stille glæde ved at føle sig elsket og accepteret. - L. er en romantisk, lyrisk-følsom danser hvis linjeskønne dans, rene klassisk-russiske teknik og personlige udstråling og stil har forgyldt partier som den hvide svaneprinsesse Odette i Svanesøen, 1964, Sylfiden, 1966 og Giselle, 1968. Det vemodigt-elegiske, det overjordiske og det dragende-farlige har grobund i hendes væsen og kunst ligesom armenes stolte føring og de sikre balancer blev et særkende for den ubesværede og lette dans i disse roller. Hendes Julie i Fr. Ashtons Romeo og Julie som hun dansede med henrivende ynde 1963 føjer sig til denne række af poetiske karakterer og viste tillige noget om særpræget i hendes stærke og store talent. Hendes dybt gribende Julie "lukkede" sig i meget høj grad om sin egen glæde og tragik uden helt at nå sin Romeo.

I det nyere repertoire har L. gjort indtryk ved overraskende spil og dramatisk talent som den unge pige i Flemming Flindts Enetime, 1966, mens hendes Caroline i Antony Tudors Syrenhaven, 1970 rummer tragiske dybder. Poesi og mystik forenes i L.s talent som det kommer til udtryk i Søvngængerskens uhyggelige vandring over scenen i George Balanchines romantiske pastiche-ballet af samme navn som hun dansede første gang 1966. Hendes Terpsichore i samme koreografs Apollon, 1966 er en inspireret præstation hvor hun på kongenial og poetisk smukkeste vis levendegør dansens muse. L.s lyrisme kom til sin ret i adagiosatsen i Balanchines Symfoni i C, i hans Serenade, i Mikhail Fokins Chopiniana og i en række klassiske pas de deux'-er.

L. er på det nærmeste blevet en myte i dansk ballet. Med det samme stod hun i centrum i de store partier, hendes talent og teknik berettigede hende til, men hun fik ikke mulighed for gennem en hel karriere at udbygge og befæste sin position idet sygdom allerede i midten af 70erne gjorde hendes optræden sjældnere og sjældnere.

L. er fortsat som koreograf, hvor hun debuterede 1988 med Når jeg er i luften. Herefter er fulgt en lang rækker balletter skabt for Den kgl. ballet, bl.a. Kindertotenlieder, 1992, til musik af Gustav Mahler; Symfoni og forvandling, 1995, var hendes første helaftensballet. L. har desuden været koreograf ved The San Francisco Ballet, New York City Ballet og ved operaen i Stockholm. Hun er blevet tildelt flere legater, bl.a. Tages Brandts rejselegat 1968.

Familie

Forældre: styrmand, senere kaptajn i DFDS Vagn L. (født 1907) og Agnete Rodskier (født 1910). Ugift.

Udnævnelser

R. 1972.

Ikonografi

Tegnet i roller af Hans Bendix udst. 1962 og 1963. Foto (Kgl. bibl.; Teatermus.; Det kgl. teaters arkiv og bibl.).

Bibliografi

Sv. Kragh-Jacobsen: 20 solodansere fra den kgl. da. ballet, 1965. Samme: Balletaftener, 1969.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig