Hans Brenaa, Hans Bruun Brenaa, 9.10.1910-14.4.1988, solodanser. Født i Stenmagle. B. kom på Det kgl. teaters balletskole 1918 efter at have danset privat hos balletdanser Chr. Christensen der også underviste eleverne på teatret. Allerede året efter dansede B. børnedansen i Elverhøj med Margot Florentz Gerhard (senere Lander) for hvem han i 1930erne og 40erne skulle blive en usvigelig sikker partner. B. voksede op på Det kgl. teater i en periode hvor repertoiret helt domineredes af August Bournonville, hvad der skulle få stor betydning for hans senere virke. Han blev balletdanser i 1929 og var en smuk, harmonisk danser med roller som den hvide brudgom i Kjeld Abell og Børge Ralovs Enken i Spejlet, Eros i Nini Theilades Psyche, officeren i Harald LandersLa Vdlse, Siegfried i enaktsudgaven af Svanesøen og en af soloherrerne i Lander og Knudåge Riisagers Etude som han dansede ved uropførelsen 1948. I 1938–39 dansede han i Ballets de la Jeunesse i Paris hvor han tidligere havde studeret klassisk ballet hos Madame Lubov Egorova, men ellers har hans danserkarriere ligget på Kongens Nytorv. 1945 blev han solodanser, og 1949 fik han sin første instruktøropgave da han introducerede den klassisk-russiske bravourdans med opsætningen af Auroras Bryllup. B. stoppede som aktiv danser 1955 hvor han tog afsked som generalen i David Lichines Graduation Ball som han havde udformet som en gammel brumbasse. Han fortsatte imidlertid på teatret som lærer og instruktør. Efter Harald Landers afgang 1951 blev det B. der stod for Bournonville-repertoiret, og de næste femogtyve år hægede han om den lille halve snes Bournonville-balletter som har overlevet. B. har en åben, medlevende og intuitiv sans for disse værker og deres stil. Han bygger på hukommelsen og på den levende tradition. Han har trinene i hovedet eller de kommer af sig selv i benene når musikken spiller. – B. er et festligt teatermenneske, og andre scener har nydt godt af hans humør og hans evne til at få en forestilling til at leve. Han skabte 1971 en fin udgave af Harlekins Millioner til Pantomimeteatret i Tivoli med scenografi af Bjørn Wiinblad. Han har været revyinstruktør i en række år, fortrinsvis i Helsingør, og han har været gift med to revyprimadonnaer først Erika Voigt og senere Bodil Steen. B. har spillet komedie i Riddersalen, medvirket i film og arbejdet på TV hvor hans helt uvurderlige hovedindsats er serien Bournonvilles værksted – optagelsen af de seks Bournonville-skoler -som han lavede sammen med Allan Fridericia, Elvi Henriksen og medlemmer af Den kgl. ballet i 1967.

B. er først og fremmest Bournonville-specialisten, og i 60erne og 70erne har han sat Bournonville op ikke blot i Kbh. men overalt i verden: i Amerika på Metropolitan operaen og hos Joffrey-balletten, i Paris med Pariseroperaens balletkorps, i Skotland hos Scottish Theatre Ballet og i Budapest, for blot at nævne nogle steder. 1975 tog B. sin afsked fra Det kgl teater og lever nu som freelance instruktør.

Familie

Forældre: gårdejer og hestehandler Peter Petersen og Hansigne Marie Larsen. Navneforandring 1928. Gift 1. gang 31.12.1939 i Store Magleby med skuespiller Erika Voigt, f. Eriksen, født 28.11.1898 i Randers (Skt. Morten), død 29.5.1952 i Kbh. (Vor Frelser), d. af arbejdsmand Niels E. og Johanne Kathrine Olesen. Gift 2. gang 1953 med skuespiller Bodil Jørri Jensen, kld. Steen (1923–79), født 14.1.1923 i Kbh. (Andreas), død 10.1.1979 på Frbg., d. af bestyrer Knud Vilhelm J. og Carla Ovidia Beck. Ægteskabet opløst 1958.

Udnævnelser

R. 1954.

Ikonografi

Mal. af Kirsten Kjær, udst. 1959. Foto (Kgl. bibl., Det kgl. teaters arkiv og bibl., Teatermus.).

Bibliografi

Dictionary catalog of the dance collection, New York public library 1-X, N. Y. 1974. – Svend Kragh-Jacobsen: Ballettens blomstring ude og hjemme, 1945. Samme: Balletten 1945–52, 1953. – Ballettens børn (A-strid og Bjarne Henning-Jensen; eng. version: Ballet girl), 1954. Den store gavtyv (Annelise Hovmand og Olaf Book Malmstrflm), 1956. Jeg – en marki (Peer Guldbrandsen), 1967.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig