Harald Scharff, Anton Harald Scharff, ved dåben Schärf, 20.2.1836-3.1.1912, solodanser, skuespiller. Født i Kbh. (Petri), død på Skt. Hans hospital, begravet i Kbh. (Garn.). S.s kunstnerliv begyndte lykkeligt og endte i lykkens modsætning. Efter uddannelse på balletskolen debuterede den friske knøs 24.3.1856 som Hans Mortensen i Aprilsnarrene uden derfor at opgive dansen; tværtimod viste hans James i Sylfiden og Gregor i Karpatherne at hans egentlige område var balletten. Han blev dens unge sympatiske mand, og 1861 udnævntes han til solodanser. August Bournonville spåede ham en fremtid som mimiker, endog før S. havde kreeret Loke i Thrymskviden, 1868 hvor Georg Brandes beundrede hans "mangetydige Udtryk af Finhed, Smidighed og dæmonisk Udholdenhed". Men forventningerne blev brudt da han 9.11.1871 beskadigede sit knæ under udførelsen af sigøjnerdansen i Trubaduren. Dermed var S. tabt for balletten og en større plads end hidtil ledig i repertoiret dels for Daniel Krum, dels for Valdemar Price der overgik S. i mandig skønhed og romantisk personlighedsudfoldelse (fx som Gennaro i Napoli), men ikke i livfuld fantasi. S. forsøgte at spille Einar Tambeskjælver i Hakon Jarl og tog i tre sæsoner engagement ved Folketeatret inden han 1876, kun 40 år gammel, trak sig tilbage til privatlivet. Sammen med skuespiller L. A. Eckardt tilhørte han den unge vennekreds omkring H. C. Andersen.

Familie

Forældre: tøjfabrikant Christian Frederik Schärf (ca. 1788–1852) og Frederikke Eggert (1804–47). Gift 3.10.1874 i Kbh. (Holmens) med balletdanser Elvilda Antonia Victoria Møller, født 16.11.1846 i Kbh. (Garn.), død 1.8.1934 i Holte, d. af bødker Johan Anthon M. (1815–74) og Marie Elisabeth Christiane Lütchen (1815–81).

Ikonografi

En række rollebilleder i akvarel af C. Bayer. Træsnit 1871 og af W. Obermann, 1872. Fremstillet på litografi på nodeblad. Tegn. af C. Bayer, 1905 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Aug. Bournonville: Mit theaterliv II, 1865 (ny udg. I-II, 1979) 67. [Georg Brandes] i III. tid. 1.3.1868. Søndagsposten 3.12.1871. H. C. Andersens brevveksl, med Edv. og Henriette Collin, udg. C. Behrend og H. Topsøe-Jensen II–V, 1934–36. Den kgl. da. ballet, red. Sv. Kragh-Jacobsen og T. Krogh, 1952.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig