Margot Lander, Margot Ella Florentz Lander, f. Gerhard, 23.8.1910-18.7.1961, solodanser. Margot Lander blev optaget på Det kgl. teaters balletskole 1917, blev danser 1928, balletdanser 1931, solodanser 1933 og førstesolodanser 1942 og tog sin afsked 1950.

Margot Lander dansede børnedansen i Elverhøj 1919 med Hans Brenaa som kavaler og uddannedes i 1920erne hvor Bournonvilleskolen og stilen var altdominerende. Margot Lander debuterede med eskimodansen i Fjernt fra Danmark, 1926 (1.5.) og fik i sin karriere en række Bournonville-partier hvor hendes skælmske ynde og rappe allegrodans var sikre aktiver. Hun var bedårende yndig som Teresina i Napoli, 1944, med gnistrende erotisk glød som Birthe i Et Folkesagn, 1943 og koket og kønt knejsende i La Ventana og som Rosita i Fjernt fra Danmark. Margot Lander havde således en sikker fod i traditionen, men det var dog uden for Bournonville-repertoiret hun skulle vinde sine betydeligste sejre i 1930- og 40erne, da Harald Lander genopbyggede den danske ballet og skabte et repertoire hvor Margot Lander var den ledende ballerina.

Margot Lander var en moderne danser, og som de andre unge på Kongens Nytorv modtog hun stærk og afgørende inspiration, da først Mikhail Fókin og siden George Balanchine var gæstekoreografer på Det. kgl. teater. Hun var med i Chopiniana allerede i 1925-opsætningen og skulle siden danse alle kvinde-partierne i denne ballet som hun gav romantisk og vemodig måneskinspoesi. Men det var især Balanchine der betød noget for hende. Hun var cancan-danserinden i hans opsætning af Leonide Massines Legetøjsbutikken, 1930, og både Kalliope og Polyhymnia i hans egen Apollon Musagetes, 1931. Da Elna Lassen døde 1930 avancerede Margot Lander hurtigt og gav sig modigt i lag med forgængerens glansparti. Allerede 1934 var hun en glad og sødmefyldt Svanilda i Coppelia med en henrivende blanding af spilopmagersind og menneskelighed. Inden afskeden 1950 nåede hun at danse partiet mere end 100 gange, uden at der gik mindste slid af præstationen.

Harald Lander viste Margot Lander som en moderne, raffineret pige både i Fodbold, 1933, som Anna i De syv Dødssynder, 1936, i Tennis, 1938 og Thorvaldsen, 1938, ligesom hun dansede moderne partier i Børge Ralov-balletter. Hendes pointerede vid strålede som førstekosten i Landers version af Troldmandens Lærling, 1940 og som dessert i sammes Slaraffenland, 1942, ligesom hun var knibsk og pikant som Columbine i Emilie Walboms populære Drømmebilleder.

Margot Lander var dog ikke blot et smittende glad livstykke som unægtelig livede op i ballettens verden. Sammen med Harald Lander havde hun studeret både i Spanien og Rusland for at udvide sit kunstneriske virkefelt, og da Lander 1938 satte enaktsversionen af Svanesøen op, var Margot Lander den første danske svaneprinsesse med vemodig poesi og et hjerte i dansen.

Der er næppe tvivl om, at Margot Landers dybe kunstnersind og store popularitet hos publikum betød overordentlig meget for den ny interesse, balletten i 1940erne oplevede som kunstart. Harald Lander og hun havde det smukkeste samarbejde, også efter at ægteskabet var opløst. Hendes position var urørlig, og hendes virkefelt stort. Hun kunne samme år hun udnævntes til førstesolodanser, glide ind i korpset i Qarrtsiluni, tre måneder senere stråle som ballerinaen i Festpolonaise med Børge Ralov ved sin side – han var den, hun oftest dansede sammen med – for endelig mod slutningen af året som den unge pige i Vaaren gribende at danse "hjertesår".

Kulminationen af karrieren kom 1946, da hun udfoldede sig i en af verdensrepertoirets store ballerinaroller. Hun var Giselle og viste, hvor stor en dramatisk kunstner hun nu var med evne og nerve til fremstillingen af den dybe tragik. Hendes sind var modnet til med smertefuld viden og dyb indfølelse at spille pigen der svigtes af sin elsker og mister forstanden.

Der er næppe tvivl om, at Margot Lander var en ballerina af internationalt format, men krigen hindrede hende i at forsøge sig ude, hvilket blev til stor glæde for det danske publikum. Som en hyldest og tak skabte Harald Lander 1948 hovedpartiet i Etude til hende, og hun dansede det få gange, inden hun generøst gav det videre til den purunge Toni Pihl (Lander Marks).

Margot Lander var ikke en virtuosdanserinde i moderne forstand, og de stadig stigende og umenneskelige krav til den tekniske udfoldelse som balletten har oplevet i dette århundrede kan have været medvirkende til, at hun forlod scenen på højdepunktet af sin karriere. Hendes teknik var i orden – og forbløffende sammenlignet med, hvad hun havde lært i sin ungdom – men det væsentlige kom indefra. Margot Lander havde et stort, rigt og varmt sind som strålede til publikum, hvad enten hun dansede sorg eller glæde. I en væsentlig og vanskelig periode i vor ballets historie stod Margot Lander i centrum og var med Harald Lander ved sin side med til at gøre ballet til en moderne, ny og vedkommende kunstart. En uforglemmelig danser for dem der oplevede hende. Efter 1950 levede hun privat til sin død.

Studenternes æreskunstner 1947. Ingenio et arti 1938.

Familie

Margot Lander blev født i Oslo.

Forældre: forfatter, senere biografdirektør Marx Gerhard (1871–1938: navneforandring 1930 fra Sparvath, Christian Viggo Ludvig Frits) og koncertsanger Ella Florentz (født 1891). Gift 1. gang 28.5.1932 på Frbg. (Marcusk.) med balletmester Harald Lander, født 25.2.1905 i Kbh., død 14.9.1971 sst., s. af værkfører, senere guldsmed Bernhardt August Lander (1863–1942) og Rosa Stevnsborg (1870–1924). Gift 2. gang 19.7.1947 i Ramløse med direktør, oberstløjtnant Erik Halfdan Nyholm, født 11.10.1903 i Kbh. (Jac.), s. af postmester Johan Christian Nyholm (1866–1947) og Mariane Petrea Skovsted (1873–1955).

Ikonografi

Buste af Jan Buhl, 1954 (Teatermus.). Tegnet i rolle af Hans Bendix, 1957 (sst.). Foto (Kgl. bibl.; Teatermus.; Det kgl. teaters bibl. og arkiv).

Bibliografi

Sv. Kragh-Jacobsen: Ballettens blomstring ude og hjemme, 1945. Samme; Margot Lander, 1948 (m. rollefortegn.). Samme: Farvel til en sommerfugl, 1950. Samme: Balletten 1945–52, 1953. Kj. Abell i Synskhedens gave, 1962 250–57. Etudes, red. Erik Aschengreen, 1970. – AV: Balletten danser, 1938.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig