Margrethe Schanne, Margrethe Marie Sophie Schanne, 21.11.1921-9.1.2014, solodanser. Født i Kbh. S. var otte år gammel da hun blev optaget på Det kgl. teaters balletskole hvor hun fik sin uddannelse og først og fremmest formedes af Valborg Borchsenius og Harald Lander. Hun blev balletdanser 1940 og solodanser 1943. Allerede som aspirant debuterede S. 1939 (29.9.) som sommerfuglen i Landers opsætning af August Bournonvilles Valkyrien, og hun gjorde sig i de følgende sæsoner gældende i partier som den unge pige i Rosendrømmen, 1941, maj i Tolv med Posten, 1942 og sommerfuglen i Vaaren, 1942. Den unge danser havde store udtryksfulde øjne og en utrolig lethed i dansen. Skær og fin var hun af væsen, og hun udstrålede en sart poesi, men kunne også være både pikant og vittig som dessert i Slaraffenland, 1942 og Columbine i Drømmebilleder, 1946. Som andre danske dansere fra 30- og 40erne havde S. en helt naturlig fornemmelse for Bournonville-stilen, der lå denne som de forrige generationer i blodet. Flyvende let og vidunderlig graciøs var hun, da hun allerede 1941 dansede i pas de six'en i Napoli. 1946–47 studerede hun hos Boris Kniaseff i Paris og gæstedansede med Roland Petits kompagni både her og i London. Sygdom slog hende ud i en periode, men S. vendte tilbage og befæstede sin position som en af den danske ballets mest spændende og personlige dansere i 40- og 50erne hvor hun blev den romantiske danser par excellence. Allerede 1945 dansede hun Bournonvilles Sylfiden som hun nåede at levendegøre mere end hundrede gange inden hun 1966 tog afsked netop i dette parti, som hun prægede med den romantiske sjælfuldhed der var vandmærket i hendes kunst. Overnaturlig, vemodig og svævende var hun i denne rolle såvel som i Giselle, 1951 der blev hendes andet store romantiske parti. Til det lyriske og næsten gennemsigtige der var karakteristisk for hendes danse i disse måneskinsballetter – hvortil også Chopiniana hørte – føjede hun i Giselle en realistisk dramatisk styrke som gjorde hendes udførelse af vanvidsscenen stærk og rystende. Da de tekniske krav til danske dansere i 1950erne skærpedes kendeligt, klarede S. sig igennem. Hun var endog Tornerose, 1957, men forsvarede ellers først og fremmest sin position via udstråling og sind. S. var internationalt anerkendt som en af de sjældneste og betydeligste romantiske danserinder i vort århundrede. 1955–56 gæstedansede hun hos Grand Ballet de Marquis de Cuevas som både Sylfiden og Giselle, og Den kgl. ballets turneer bragte hendes kunst yderligere ud i verden. I George Balanchines Søvngængersken fik hun 1955 en ny rolle der blev en kulmination af hendes poetiske dansekunst. Som en farlig, mystisk og betagende nattedrøm svævede hun let over scenen i flagrende hvide gevandter og tryllebandt den unge digter med et væsen der var en raffineret og næsten uhyggelig kombination af noget uskyldsrent og noget stærkt sensuelt. Med en henrivende diskret ironi dansede hun samme år Marie Taglioni i Anton Dolins Pas de Quatre og udleverede den romantiske ballet og dens væsen, samtidig med at hun forsvarede den.

Hos August Bournonville dansede S. foruden en række soli en bly Eleonore i Kermessen i Brügge, kadetten Edvard i Fjernt fra Danmark og Rosita i samme ballet hvor hun spillede mere på den blide ynde end den fyrige spanske farlighed. Hun kunne som Kameliadamen 1960 have givet en stærkere præstation end Kirsten Ralovs og Henrik Blochs ballet gav hende mulighed for, men til gengæld fik hun i karrierens sidste fase med Elsa Marianne von RosensIrene Holm, 1963, en dramatisk rolle som fik gribende styrke og perspektiv i hendes udformning, en karakterstudie der viste, at den romantiske danser også kunne tegne et realistisk menneskeportræt, en grå hverdagseksistens med skær af tragedienne. – Efter afskeden har S. virket som pædagog og har enkelte gange forsøgt sig som skuespiller, i Arnold Weskers Vennerne, Århus teater, 1970 hvor hun spillede den døende Esther og i TV som Engelche Hattemagers i Barselstuen, 1976. Det er dog først og fremmest som den romantiske danser S. huskes – og som den danser der 1957 blev foreviget på vort eneste balletfrimærke.

Familie

Forældre: sproglærer Jean Baptiste S. (1875–1957) og Emilie Lind, f. Hansen (1876–1962). Gift sept. 1971 i Kbh. (Ansgar k.) med balletdanser, balletkonsulent Kjeld Noack, født 6.3.1924 i Kbh. (Brønshøj), s. af købmand, senere grosserer Povl Emil Jensen (1886–1946) og Karen Elisabeth Noack (1892–1954).

Udnævnelser

R. 1953.

Ikonografi

Mal. af Kai Mottlau, 1943. Rollebilleder: tegn. af Ove Chr. Pedersen, 1949 (Teatermus.), buste af Grethe Bagge, 1954, statuette af samme, tegn. af Hans Bendix 1957 og 1962 samt på frimærke 1959, graveret af Bent Jacobsen efter tegn. af H. Thelander. Foto (Kgl. bibl.; Det kgl. teaters bibl. og arkiv).

Bibliografi

Sv. Kragh-Jacobsen: Balletten 1945–52, 1953. Samme: 20 solodansere fra den kgl. da. ballet, 1965. Samme i Berl. tid. 18.5.1966. Samme: Balletaftener, 1969. Vor sidste sylfide. M. S., ved Sv. Kragh-Jacobsen m.fi., 1966.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig