Vincenzo Galeotti, egl. Vincenzo Tomasselli, 5.3.1733-16.12.1816, solodanser, balletmester, koreograf. Vincenzo Tomasselli opgav ifølge Aug. Bournonville det medicinske studium for at lære dans og musik hos Gasparo Angiolini. 1759 nævnes han første gang som solodanser under navnet Galeotti på en plakat fra San Moïse teatret i Venezia. Senere optrådte han på San Benedetto teatret hvor han 1765 blev balletmester. Et par år før havde hans kone Antonia Guidi medvirket i J.G. Noverres store reformballetter i Stuttgart, og måske har Vincenzo Galeotti også været med. Selv fortalte han i alt fald at han var elev både af Angiolini og Noverre, den moderne ballets grundlæggere.

Efter at have virket som balletmester ved flere venezianske operateatre kom han 1769 til den italienske opera i London på King's Theatre, Haymarket. Året efter blev han balletmester ved operaen hvor Joh. Chr. Bach var kapelmester. 1772-73 var Vincenzo Galeotti atter i Venezia (San Moïse) hvor han især blev inspireret af Angiolinis scenepraktiske reformer. Senere i Kbh. satte Vincenzo Galeotti en række af hans balletter op (Kongen paa Jagt, Den forladte Dido, Kunsten overvundet af Kærlighed) som han tidstypisk udgav for at være egne værker. 1775 engagerede Paolo Scalabrini i Bologna Vincenzo Galeotti til Det kgl. teater i Kbh. 1781 fik Vincenzo Galeotti indfødsret og blev ansat som balletmester på livstid. Han blev den danske ballets egentlige skaber før sin geniale efterfølger Aug. Bournonville.

I over fyrre år var Vincenzo Galeotti leder af Den kgl. danske ballet, og han var balletmester til sin død 1816. I alt satte han 49 balletter op. De var ofte ballettiserede udgaver af franske tragedier (Semiramis, Orphelin de la Chine), af Marmontels Moralske Fortællinger (Annette og Lubin, Laurette, Lina og Valvais) eller af Shakespeares dramer (Romeo og Giulietta, Macbeth). Den eneste ballet der overlevede hans efterfølger blev Amor og Balletmesterens Luner (1786) som samtidig er den ældste ballet i Europa der danses i sin originale koreografi til Jens Lolles yndefulde musik (opført 505 gange). Som de store balletreformatorer ønskede Vincenzo Galeotti at skabe et mimisk drama hvor handlingen var det centrale, udtrykt ved dans og pantomime. P. Rosenstand Goiske hyldede ham: "Hans Plan er ordentlig dramatisk – og hans Situationer pittoreske, eller dannede ved skiønne Grupper" som vistes med "ypperlig Action og Pantomime". K.L. Rahbek understregede Vincenzo Galeottis mesterlige brug af "Balletchoret eller Figuranterne", mens Adam Oehlenschläger fremhævede at Vincenzo Galeotti "af Kobbere og Malerier havde studeret de bedste Mestre; den simple Storhed i Stillingerne, som man finder hos Rafael, vidste han højst fortræffeligt at giengive". Han beundrede især Lagertha, Rolf Blaaskiæg og Romeo og Giulietta.

Lagertha (1801) var den første nordiske eller "gotiske" ballet der med musik af Claus Schall krævede en helt ny balletstil. Selv Bournonville måtte bøje sig for "hiint mægtige Billede fra den heroiske Oldtid". Rolf Blaaskæg (1808) var i den grad fyldt med skrækromantik "at flere Nervetilfælde fandt Sted blandt Tilskuerne", hævder Bournonville. Hans, far, Antoine Bournonville, var Vincenzo Galeottis ypperste danser, mens damerne især var Anine Frølich, M.C. Bjørn og Margrethe Schall. Selv blev Vincenzo Galeotti ved med at optræde i mimiske roller. Aug. Bournonville oplevede Vincenzo Galeotti som Lorenzo i Romeo og Giulietta i hans 78. år hvor han spillede "med apostolisk Værdighed". Men da Vincenzo Galeotti 1812 blev ridder var han dog nødt til at afstå sine roller da scenisk fremtræden ikke kunne forenes med den ny, for scenekunstnere så sjældne udmærkelse. 1814 blev han titulær professor, men nogen erindringer eller teoretiske værker efterlod den praktiske scenekunstner sig ikke, og dansk lærte han aldrig. Personlig var Vincenzo Galeotti en stor dameven, og når det behøvedes, en sleben intrigant. Mens Bournonville stillede spørgsmål ved hans litterære indsigt hævdede den tyske æstet, professor Fr. Schütz (1812-13) at Vincenzo Galeotti var en af "sin Nations mest poetiske Hoveder". Han fremhævede Galeottis dybe opfattelse "af det rytmisk plastiske princip i den mimiske kunst". Vincenzo Galeottis balletter kaldte han "sande pantomimer komponeret af en uovertruffen mester". – Tit. professor 1814.

Familie

Vincenzo Galeotti blev født i Firenze, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). Gift før 1775 med danserinden Antonia Guidi, født ca.1742 i Italien, død 29.7.1780 i Kbh. (Trin.)

Udnævnelser

R. 1812.

Ikonografi

Mal. af C. Viertel, 1816 (Det kgl. teater), replik (Teatermus.), litograferet af I.E.C. Walter, 1821, og gengivet i træsnit 1889.

Bibliografi

Nyeste skilderie af Kbh., 1816 nr. 101f. J.D.T. Manthny: Biogr. efterretn. om riddere [1818], ikke udg., 152. P. Rosenstand-Goiske: Kritiske efterretn., udg. C. Molbech, 1839. Aug. Bournonville: Mit theaterliv III, 3, 1878 214-20. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908. Jørgen Jersild i Acta musicologica XIV, 1942 74-93. Torben Krogh i Kulturminder 1942-43, 1943 139-65. Samme i Hist.medd. om Kbh. 4.r.III, 1951-54, hft. 7-8 423-67. Den kgl. da. ballet, udg. Sv. Kragh-Jacobsen og T. Krogh, 1952.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig