Mogens Ballin, Francesco Mogens Hendrik Ballin, 20.3.1871-27.1.1914, kunsthåndværker. Født i Kbh. (Mos.), død i Hellerup, begravet i Kbh. (Kat.Ass.). Efter at have afsluttet sin skolegang med 4. klasses hovedeksamen fulgte B. der var eneste barn af velhavende forældre sin lyst til kunsten og uddannede sig som maler under Malthe Engelsteds og P. S. Krøyers ledelse; han udstillede nogle ret svage figur- og landskabsbilleder på Den frie udstilling. Allerede 1891 rejste han til Paris hvorfra han med den hollandske maler Jan Verkade tog til Bretagne. N.å. var han atter i Bretagne med Verkade der var blevet katolik, og de rejste derfra sammen til Firenze. Under Verkades påvirkning gik B. over til katolicismen og døbtes 6.1.1893 i San Giovanni i Firenze hvorved han til sine to oprindelige fornavne føjede Francesco. Efter hjemkomsten til Kbh. s.å. trådte han i forbindelse med forfatteren Johannes Jørgensen og var stærkt medvirkende til at denne konverterede. Ved Johannes Jørgensens tidsskrift Taarnet blev B. en flittig medarbejder. 1899 grundede han på bryggeriet Tuborg en smedie for kunstnerisk udførte metalarbejder, noget dengang nyt herhjemme. Det var væsentlig tin B. forarbejdede til dekorativt udformede skåle, krus og kander; senere arbejdede han også i bronze, messing, sølv og guld, mest små arbejder som smykker, rammer o.l., ofte med anvendelse af rav, koraller og halvædelstene. Hans kunstneriske stil var stærkt påvirket af Th. Bindesbøll og den tyske Jugend-bevægelse. Foruden efter egne tegninger arbejdede han sammen med kunstnere som Siegfried Wagner, Gudmund Hentze, Ludv. Find o. fl. B.s virksomhed fik en ikke ringe betydning for udviklingen af den kunstneriske udnyttelse især af tin og sølv i den anvendte kunsts tjeneste, ikke mindst gennem den store personlige påvirkning han øvede på yngre kunstnere. 1907 opgav han sin smedie og det dertil knyttede udsalg og virkede resten af sit liv i den katolske sags tjeneste som en højt elsket og anset leder af den katolske højskole i Kbh. –

Familie

Forældre: handelsfuldmægtig, senere fabrikant Hendrik Isidor B. (1835–1901) og Ida Hend Levy (1844–1920). Gift 26.1.1899 i Ordrup (Andreas k.) med Marguerite Eudoxie Frédérique d'Auchamp, født 18.11. 1872 i Kbh. (Kat.), død 8.4.1907 i Ordrup, d. af cand.polit., senere kontorchef i finansministeriet François Louis d'A. (1843–1913) og Eugénie Caroline Augusta Richard (1848–1912).

Ikonografi

Træsnit af Felix Vallotton. Mal. af L. Find, 1913, tegning af samme (Fr.borg). Selvportræt. Foto.

Bibliografi

Sophus Michaelis i Kunst III, 1901. Johannes Jørgensen: Mit livs legende II, 1916. Nordisk ugeblad for kat. kristne, LXII 1914, 85–87. Peter Schindler: Mogens Francesco Ballin, 1936.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig