Mette Vestergaard

Mette Vestergaard, Mette (Meta) Johanne Vestergaard, 25.5.1866-2.12.1951, væver. Født i Fredericia, død i Kbh., urne i fællesgrav på Bispebjerg kgd. W. modtog sin første undervisning i vævning hos frøknerne Borg men gik hurtigt over til selvstændigt arbejde og opnåede resultater der vakte interesse hos maleren Kristian Møhl hvorefter der kom et varigt samarbejde i stand, idet kunstneren gennem en årrække tegnede mønster til hendes vævninger. W. var stærkt museums-interesseret, og allerede fra de første år gik hun jævnligt i Dansk folkemuseum for at se på de gamle stoffer. På Dansk husflidsselskabs kursus i Askov tog hun undervisning specielt for at blive kendt med vævning af hør, og hos Dagmar Olrik lærte hun teknikken til fransk gobelin. 1904 begyndte hun en væveskole på Svanemose-gårdsvej, 1906 flyttet til Store Kongensgade, og her modtog hun gennem årene en mængde elever; også mange udlændinge søgte hertil. Hun var stadig selv lærelysten og initiativrig og søgte fornyelse og dygtiggørelse ved rejser og studier i det fremmede. Hendes første rejse gik til Norge hvor hun så på billedvævning; senere var hun i Wien, og såvel staten som forskellige fonds tildelte hende rejselegater. Efter hjemkomsten begyndte hun at udstille sammen med Møhl, således hos Winkel & Magnussen, i kunstindustrimuseet, Skønvirke o.fl.st.

I billedvævningen indførte W. en teknisk finesse der bestod i anvendelsen af en speciel bundtråd som overflødiggjorde sammenslyngningen af mønstertrådene i farvegrænserne. Imidlertid kom perlegarnet i yndest, og en tid lang blev dette materiale stærkt efterspurgt såvel af private som af møbelsnedkere og arkitekter. Det var dog et ædlere stof, nemlig silken, som blev W.s store kærlighed, men der var her forskellige vanskeligheder at overvinde, før hun nåede frem. Fra Schlesien fik hun gennem bekendtskab en sending garn til de første forsøg, men de blev ikke fyldestgørende, og fast besluttet på at aftvinge sagen det helt rigtige resultat drog W. til Schweiz for at studere faget grundigt der. Til sin store forbavselse fandt hun, at de berømte silkevævninger i stor udstrækning blev fremstillet i omegnen af Zürich i fattige hjem hvor husmandskonerne ofte passede både børn og væv i samme stue. Imidlertid var udbyttet fortrinligt, og efter hjemkomsten florerede de skønneste stoffer på vævene i Store Kongensgade, og det var tydeligt, at W. nu havde fundet sit virkelige felt. Farvespillet og den lethed og elegance, som kendetegner silken, var i kontakt med det livfulde og glitrende i hendes temperament. Ideerne groede rigt, og hun søgte også inspiration i folkedragtens brogede tørklæder og stribede stoffer som gengivet i det gode materiale var som skabt for tidens smag. Hun havde medgang, bestillingerne indløb i stigende tempo, og arbejdet i skole og vævestue vekslede med studierejser og udstillinger både herhjemme og i udlandet. W. var på ny i Norge for at lære den specielt norske billedvævning, og på en rejse til Jugoslavien 1927 studerede hun knyttede tæpper og fik tillige lejlighed til at gøre sig bekendt med den frodige og livskraftige folkekunst som trivedes der. I tyske museer kom hun jævnligt. En udstilling på Kunstgewerbemuseet i Berlin efterfulgtes af en hel udstillingsrække gennem mindre tyske byer. 1914 fremhævedes hendes arbejder på Den baltiske udstilling som særlig fremragende. Diplome d'honneur vandt hun både i San Francisco 1915 og i Paris 1929; i Barcelona fik hun Grand Prix 1925. Herhjemme gav hendes initiativ sig udslag gennem oprettelsen af foreningen Dansk kunst og husflid, og af større opgaver fra de senere år kan nævnes montering af fire skibe for ØK 1932. Mange store museer, fx i Berlin, Oslo og Kbh., har købt arbejder af W. til deres samlinger.