Niels Benzon, 14.9.1684-30.12.1709, bogsamler. Født i Ålborg, død i Kbh., begravet i Visborg k. Efter faderens død 1701 sendtes B. til det ridderlige akademi i Kbh. og foretog 1704–05 en studierejse til Tyskland, Holland og Frankrig. Hjemkommen overtog han sit fædrene gods Havnø som 1704 var blevet kompletteret. 1706 blev han kgl. kancelliråd, men allerede tre år efter døde han af en lungesygdom. Æstetisk og filologisk interesseret havde B. tidligt valgt den latinske poesi som speciale og anlagt en samling på over 1000 bind af nyere latinske digteres værker; en fortegnelse over denne samling Bibliotheca Poetica Nobilis cujusdam Dani som han udgav 1704 i Leiden blev hurtigt udsolgt, men han nåede hverken at få udgivet en ny udgave eller det forfatterleksikon over latinske poeter til hvilket han havde gjort forarbejder. Hans efterladte bo ordnedes af hans venner Edvard Londeman og Fr. Rostgaard; sidstnævnte lod 1711 i sit hus holde auktion over bogsamlingen (ca. 3800 bd.) og købte selv en del af den.

Familie

Forældre: assessor i kommercekollegiet, senere kancelliråd Peder B. (1652–1701) og Drude Foss (1658–84). Gift 22.7.1705 på Vosborg med Adelheid (Alhed) Magdalena von Schwanewede, født 10.5.1682, begr. 11.8.1734 i Viborg (gift 2. gang 1711 med major, senere landsdommer, etatsråd Iver Nicolai Sehested til Nøragergård og Ørslev kloster, 1679– 1752), d. af generalmajor H. Frantz v. S. (1637–97) og Christence Dyre (død 1705).

Bibliografi

Th. Hauch-Fausbøll: Stamtvl. over den adelige slægt B., 1914 12. Univ. program af S. Lintrup 1711. Chr. Bruun: Fr. Rostgaards liv og levnet, 1870. Anonym ligtale, udg. G. L. Wad i Pers. hist. t. 2.r. I, 1886 277–90. V. Fribert i Saml. t. jysk hist. og topogr., 2.r. I, 1886–88 444–54. Laurits Nielsen: Danske privatbiblioteker I, 1946 158–60. A. Bæksted: Besættelsen i Tisted II, 1960 især 281–84.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig