• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georg Huber

Oprindelig forfatter RPaulli
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Georg Huber, d. 17.10.1686, latindigter, musiker, født i Steiermark (Luttenberg?). Død i Kbh. (Trin.). H. havde studeret ved universitetet i Graz og kreeredes i Weimar til "poëta laureatus Cæsareus". 1659–83 var han (afbrudt af et ophold i Paris 1664–67) violinist i Det kgl. kapel i Kbh. Også her dyrkede han flittigt latinpoesien (bl.a. samlingerne Strenæ, 1669, og Epigrammatum centuria I, 1672), mest i hyldestdigte til kongehuset o.a. fornemme folk; "den københavnske Virgil" kaldtes han af den lærde konrektor Martin Lipen i Halle. Mest opmærksomhed fortjener hans månedsavis for 1672 på latinske vers Mercurius latinopoëticus, ikke alene som vor eneste avis af den art, men især for dens livlige, kraftigt malende fremstilling. I dens vemodsfyldte mystiske digte med alkymistiske og astrologiske hentydninger skjuler forfatterens person sig vist tit under Mercuriusnavnet.

Ikonografi

Radering af Noel Cochin, 1667. Stik 1672.

Bibliografi

P. M. Stolpe: Dagspressen i Danm. II, 1879 (fot. optr. 1977) 66–73 110. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908 20–32.