Peder Nielsen Juul, ca. 1636-1700/01, digter, sognedegn. J. blev student ca. 1656, deltog i Københavns forsvar 1658, men forlod tidligt byen, muligvis i forbindelse med faderens død i januar 1659. Efter krigen har han afsluttet sine teologiske studier, men var for ung til at blive præst hvorfor han 10.11.1663 blev sognedegn til Rantzausholm og Hågerup, sikkert i håb om at efterfølge præsten dér Rasmus Hansen Smed (ca. 1598–1682), hvilket ikke lykkedes, og noget præstekald fik han aldrig. J. var en afgjort poetisk begavelse der hurtigt tilegnede sig den bordingske lette og yndefulde stil. Der er i dag kun bevaret ét digt af ham som i håndskrifter altid, men med urette, tillægges Anders Bording:Studiosorum duri labores et seri honores eller Studenternes meget ondt og sildig godt, 1665 der er et langt og elegant digt i Bording-versemålet; heri ansøger han om ventebrev på præstekaldet. Det giver kvikt et præcist men galgenhumoristisk billede af en fattig provinsstudents kummerlige liv i hovedstaden og hans triste fremtidsudsigter efter endt eksamen. Hans øvrige digte synes beklageligvis at være gået tabt.

Familie

Forældre: sognepræst i Ørbæk Niels Clausen J. (1608–59) og Karen Kristensdatter Hemmeth. Gift en søster til kapellan i Rantzausholm, senere sognepræst i Vester Hæsinge Jørgen Pedersen Tranekær.

Bibliografi

Dansk barokdigtn., udg. E. Sønderholm I-II, 1969–71.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig