Vitus Bering (digter)

Vitus Bering, 6.10.1617-20.5.1675, digter, historiograf. Født i Viborg, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). B. blev student fra Viborg 1635 efter i sin opvækst at have nydt undervisning af den fortrinlige skolemand mag. Niels Jensen Aars. Hans privatpræceptor var Jesper Brochmand der fik ham meget kær og siden ved flere lejligheder støttede ham ved sin anbefaling. Det var som elegant latinsk digter B. henledte opmærksomheden på sig. Med kgl. stipendium rejste han 1639 til Holland og Frankrig, men hjemkaldtes 1641 for at overtage pladsen som hovmester for den skånske magnat Tage Thotts søn Ove; i denne egenskab kom han på en syvårig udenlandsrejse til Holland (Leiden 1639), Frankrig (Orléans 1640), Italien (Siena 1642, Rom og Padua 1647) og Tyskland (Strassb. og Basel 1648) og forøgede stadig sin berømmelse som latinpoet. Efter hjemkomsten blev han derfor signeret til professor poeseos, tog 1649 magistergraden og tiltrådte 1650 professoratet der synes at være oprettet specielt for ham da universitetet ikke tidligere havde haft nogen særlig professor i poesi. Endnu s.å. blev han imidlertid professor i historie ved Sorø akademi og kgl. historiograf, et embede hvortil kun hans fuldkomne beherskelse af latinen gav ham adkomst. Allerede i slutningen af 1651 fik han tilladelse til at opgive professoratet for helt at hellige sig historiografembedet. Hans velynder Tage Thott anviste ham bolig på Skabersø i Skåne, og kongen sørgede ikke blot for hans anstændige udkomme, men skænkede ham endog 1655 den gamle ærkebisperesidens Lundegård. Skånes afståelse ved Roskildefreden 1658 gjorde B. til svensk undersåt. Støttet af Corfitz Ulfeldt trådte han i forhandling med Karl Gustaf om stillingen som sv. historiograf, men frabad sig en egentlig bestalling, der indebar at han skulle skildre de svenske sejre over Danmark. Derimod erklærede han sig villig til at behandle Sveriges ældste historie og besynge svenskekongens bedrifter i Polen mod at få et kanonikat i Lund. Da det imidlertid efter freden 1660 lykkedes ham at få biskop Vinstrup i Lund til at købe Lundegård betænkte han sig ikke på at sige Skåne farvel skønt Karl Gustaf 1658 havde tillagt ham det ønskede kanonikat og et vikariat i Lund. I Danmark modtoges han med glæde, og han fik straks plads i den nye forvaltning der skulle afløse den ældre regeringsform idet han allerede 11.11.1660 blev medlem af skatkammerkollegiet og senest 1669 tillige assessor i højesteret. Ved siden heraf beholdt han embedet som historiograf og producerede desuden flittigt latinsk lejlighedspoesi. Christian V, hos hvem B. var i lige så høj yndest som hos Frederik III, forærede "vores danske Virgilius" en landejendom, vistnok Farumgård, 1675; men få måneder efter døde han.

Der var af kongemagten stillet B. forskellige historiske opgaver, en almindelig danmarkshistorie, Christian IVs historie og en skildring af den nyeste tids begivenheder såsom Københavns belejring og enevældens indførelse. Af dette udkom dog intet i B.s levetid. Kun ét betydeligere skrift fik han selv udgivet, nemlig et politisk indlæg mod England Orosij Annilonis dissertalio de bello Dano-Anglico, 1667, et forsvar for den danske konges politik. Efter B.s død udkom Obsidio Hafniensis, 1676, en noget vidtløftig skildring af Kbh.s belejring, samt efter mange fataliteter endelig også hans hovedværk Floms Danicus, 1698, en danmarkshistorie på latin, rækkende til 1448. Set fra et historisk synspunkt er dette værk af lige så ringe værd som dets store forbillede, den for sin blomstrende retorik bekendte romerske historieskriver Lucius Annæus Florus, thi det er kun en stilistisk omskrivning af allerede foreliggende bearbejdelser uden noget grundlag af selvstændig forskning. Men datiden anlagde en anden vurdering som bedst karakteriseres gennem en gammel anonym optegnelse hvori det hedder: "Den latinske Stil, som denne Bog er skreven paa, haver fast ikke Lige; thi den er saa herlig og højtråbende, at den fast kan byde alle gamle Skribenter Trods". Det er latinitetens barokstil han mestrer, og hvori hans tid fandt behag, på samme måde som 1500-tallets humanister havde forelsket sig i Saxos Valerius Maximuslatin. De få danske digte der haves af B. viser også hans påvirkning fra barokken, nærmest på overgangen mellem Bording og Kingo der begge var hans personlige venner. –