Adolph v. der Recke

Adolph v. der Recke, Adolph Frederik v. der Recke, 17.5.1820-6.12.1867, forfatter. Adolph v. der Recke (der som forfatter skrev sig blot Recke) blev 1838 student fra Odense, 1844 cand.jur., s.å. volontør i admiralitetskollegiet, 1847 kancellist og 1863 fuldmægtig i marineministeriet. Endvidere blev han 1846 løjtnant i kongens livkorps, var 1857–67 artistisk direktør for Tivoli, var indtil 1858 ulønnet lærer ved Det kgl. blindeinstitut og derefter sekretær i direktionen for Selskabet Kjædens forsørgelsesanstalt for blinde.

Alle vegne var Adolph v. der Recke en samvittighedsfuld embedsmand hvis lyse lune, fordringsløse fremtræden og venlige væsen gjorde ham afholdt. Flittigst var han imidlertid i sin fritid som dramatisk forfatter og navnlig som oversætter og bearbejder af mangfoldige franske og tyske farcer, folkeskuespil, lystspil, operetter og vaudeviller hvormed han i 1850'erne og 60'erne forsynede de kbh.ske scener. Hans medfødte musikalske og versifikatoriske talent udfoldede sig her både i hans egne viser og sange og i de letskrevne og letløbende kupletter han ofte indlagde i andres arbejder. Hans plads var imellem Peter Faber som han kappedes med i naturlig munterhed og umiddelbar nationalfølelse, og Erik Bøgh som han var underlegen i form, men overgik i folkelig friskhed. Han fik derfor samme vej og lod som de – fra scenen til visebogen.

Adolph v. der Reckes dramatiske debut En Aften i Djurgården, en Bellmansk Skitse, 1846 (opført i Jylland af det Langeske selskab, 1850 trykt i Flyvepostens Nytaarsgave) efterfulgtes i årenes løb af over halvhundrede arbejder. Hans sceneheld på Det kgl. teater var kun så som så, skønt Poul Chievitz her var hans medarbejder: 1850 – i J. L. Heibergs første direktørår og med hans støtte – den satiriske vaudeville En høiere Dannelsesanstalt, 1851 samme firmas syngespil Lodsen (musik af H. S. Paulli) og 1856 den lidet vellykkede vaudeville Trop som Ægtemand. Heldigere var Adolph v. der Recke i hofteatrets berømte udvandringssæson 1855–56 (under H. W. Lange) med vaudevillerne Berthas Claveer og Den sidste Nat, begge til svigerfaderens melodiøse musik og med F. Høedt i hovedrollen. På Casino debuterede han allerede 1849 med den dramatiske skitse Peer kommer hjem, fortsatte bl.a. (sammen med Chievitz) med vaudevillerne For Alvor, 1851, En italiensk Straahat, En Fortid og God rolig Nat, Hr. Pantalon! (alle 1852), endvidere – alene eller med skiftende medarbejdere – med Min Elskedes Portrait, 1859, Gamle Minder, 1855 og En Tuur til Kullen, 1858. På Folketeatret, som Lange overtog efter hofteateråret, opførtes bl.a. En lille Hex, 1857, Fyret ved Vesterhavet, 1861, Nytaarsaften paa Hveen og Naar kommer Dansken?, 1862 (de tre sidste originalarbejder), Han er gruelig gal, 1864, Verdens Hercules, 1866 (sammen med Robert Watt) og Rejsen til China, 1868.

Allerede i det beskedne hæfte Viser af -h -c, 1854, hvori Adolph v. der Recke samlede et lille udvalg af sine første vers og fremfor alt dem der knyttede sig til treårskrigen og søværnet hvis særlige sanger han blev, findes næsten alle de sange som stadig bevarer hans navn: Holmens faste Stok, Gutter om Bord, Stokken (ɔ: Nyboder), Bøn for Danmark (Kongernes Konge, ene Du kan), Fredericia-Slaget (I Natten klam og kold), Soldaten paa Valpladsen (Læg Musketten til Kind) og Soldatens Sang om Generalerne (Jeg synge vil en Vise) – de fleste til Emil Hornemans taktfaste tone. Samtidig også prøver på den gadevisegenre som Adolph v. der Recke ligeledes dyrkede, og hvoraf Rullen gaae og viserne om Hertugen af Choiseul Praslin (Har I læst den Berlingske Avis) og Pjaltenborgs Brand (Den Vægter standser i sit Vers) opnåede samme popularitet som hans patriotiske sange. Den anden udgave, Viser af Adolph Recke, 1868 forøgedes med et udvalg af hans vaudevillekupletter (derimellem Det gaar atter hjemad til den lille By og Hvor den høie dunkle Pinje) og Blandinger.