Agnes Henningsen

Agnes Henningsen, Agnes Kathinka Malling Henningsen, 18.11.1868-21.4.1962, forfatter. Imellem Agnes Henningsens forfatterskab og liv består en sjældent stærk enhed. Hendes kendteste værk er de otte erindringsbind (1941–55), men inden hun skrev dem havde hun et omfattende forfatterskab bag sig som for størsteparten udgjordes af "nøgleromaner" som datiden kaldte dem, romaner og skuespil som holdt sig nøje til erfaringerne fra hendes eget omtumlede og eksperimenterende liv.

Agnes Henningsen blev født på godset Skovsbo på Fyn som hendes far forpagtede, og gennem sin opvækst og slægt fik hun et solidt kendskab til det konservative godsejermiljø og til Sydfyn med omliggende øer. Denne tilknytning bevarede hun livet igennem, og den har sat sit tydelige præg på forfatterskabet. Hendes mor døde tidligt, og efter faderens død blev hun og hendes to søstre sendt på pigekostskole i Antvorskov. Agnes Henningsen indgik et tidligt ægteskab med den senere gymnasielærer Mads Henningsen og flyttede til København. I ægteskabet, som ikke blev langvarigt, fik hun fire børn, heriblandt, med Carl Ewald, den senere arkitekt og forfatter, Poul Henningsen.

Allerede som gift kone begyndte hun at skrive for at bidrage til familiens økonomi, og hun fik ved forbilledet, Herman Bangs, hjælp trykt et par noveller i dagbladet København under pseudonymet Helga Maynert. Da hun stod som enlig mor måtte hun se sig om efter et levebrød, og efter forgæves forsøg på at uddanne sig til jordemor og fotograf havde hun i en periode en eksklusiv frisørsalon, Manon, på Strøget i København. Men den gav ikke overskud, og Agnes Henningsen søgte tilbage til skribentvirksomheden. De følgende år til hun 1919 giftede sig med forfatteren og embedsmanden Simon Koch betegner et livligt kapitel i Agnes Henningsens liv, fyldt med rejser, skiftende elskere og interessante bekendtskaber. I erindringsværket har hun givet et detaljeret og farverigt billede af den københavnske kunstnerverden omkring århundredskiftet; med sine portrætter af bl.a. Gustav Wied, Holger Drachmann og Georg Brandes er det en vigtig kilde til periodens litteraturhistorie.

I hele Agnes Henningsens forfatterskab er det overordnede tema seksuel frigørelse. Hun debuterede som romanforfatter 1899 med Glansbilledet som er skrevet under stærk påvirkning af Bangs impressionisme, men som samtidig tegner et selvstændigt opfattet billede af livet i et pensionat, en lukket kvindeverden. Som hendes egentlige gennembrud regnes Polens Døtre, 1901 der foregår i polske bohemekredse. Mellem disse to bøger ligger romanen Strømmen, 1899 som er ret enestående i forfatterskabet ved direkte at fremstille den seksuelt frigjorte kvindes liv som et risikabelt forehavende. Hovedpersonen, Karen Sofie, som er vokset op i et ulykkeligt og kærlighedsløst hjem, bliver tidligt forført og mor til et uægteskabeligt barn. I sit voksne liv oplever hun at det er muligt at holde af mere end én mand på én gang, men at denne rummelighed bliver misforstået af mændene; Karen Sofie glider efterhånden, tvunget af økonomiske omstændigheder, ud i prostitutionen. I de fleste af Agnes Henningsens romaner og skuespil er hovedpersonen en kvinde som er splittet mellem sit eget store hjerte og omgivelsernes bornerthed, men som regel løser konflikterne sig uden de store problemer. Agnes Henningsens opgør med kvinderollen var begrænset til at demonstrere at kvinder ikke er mere monogamt anlagt end mænd. Men indirekte fremgår det af flere af hendes romaner at materielle forhold og tidens fordomme i høj grad satte rammerne for det liv som polygamt indstillede kvinder kunne leve. I erindringerne genfindes mange episoder fra romanerne. Selv om de også beretter om økonomiske problemer og kærestesorg, sker det med et bagatelliserende koketteri. I den fiktive form har Agnes Henningsen kunnet vise større ærlighed, men både erindringer og romaner afslører modsigelserne i hendes bevidsthed og livsførelse.

Agnes Henningsens kamp mod dobbeltmoralen var et stridsmål i den borgerlige offentlighed; 1918 lykkedes det den konservative presse at få oparbejdet en hetz mod romanerne Den elskede Eva, 1911, og Den store Kærlighed, 1917, og dermed forhindre at Agnes Henningsen kom på finansloven.

Mellem kvindebevægelsen og Agnes Henningsen herskede der også et køligt forhold. På et tidspunkt udfoldede der sig en regulær og giftig fejde mellem hende og Gyrithe Gyrithe Lemche som havde stor indflydelse i Dansk kvindesamfund. Denne modsætning beroede på at kvindebevægelsen på dette tidspunkt støttede den dominerende seksualmoral, men også på de kvindepolitiske begrænsninger i Agnes Henningsens forfatterskab.

Agnes Henningsens anden ægtefælle Simon Koch blev student 1889 fra Haderslev læreres skole, cand.jur. 1895 og blev n.å. ansat i Københavns magistrat, 1909 kontorchef, 1913 chef for stadens økonomikontor og var 1918–29 direktør for Stadens faste ejendomme. Oprindelig påvirket af realismens digtning debuterede han selv 1893 i Johs. Jørgensens Taarnet som en typisk "Halvfemser". Af hans romaner kan nævnes Digteren, 1907, bygget over Ingeborg og Viggo Stuckenbergs ægteskabshistorie, og Den unge Erik, bygget over egne barndomserindringer. Politisk hældede han til socialdemokratiet og var 1903 opstillet som dette partis folketingskandidat. Han var bror til litografen K.V. Koch.