Aksel Sandemose

Aksel Sandemose, døbt Axel Nielsen, 19.3.1899-6.8.1965, forfatter. "Mord og kærlighed er det eneste, som er værd at skrive om, fordi vi ikke tænker på noget andet". Det skrev Aksel Sandemose i 1944, og føjede ensomheden til. Selv blev han da også næsten myrdet i sin barndoms indeklemte småbymiljø, der ikke tolererede afvigere. Og derfor blev han mere end nogen det ydmygede barns digter og varme talsmand. Indbyggerne i de lavere lag var for Sandemose at se blevet undertrykt så grundigt af systemet og magthaverne at de selv overtog undertrykkelsen.

Barndomskammeraterne hånede Sandemose for hans skriverier og sommerfugleinteresser. Ingen skulle tro de var noget. Sådan var "janteloven" som herskede i hans barndomsby. Den krævede tilpasning. Og Sandemose prøvede af alle kræfter. Han blev da også en af skolens dygtigste. Men han var for sær, allerede som barn en vulkansk blanding af trods og ømhed, hudløs og overmodig. Han skulle ikke tro at nogen brød sig om ham. Derfor begyndte hadet at fylde ham. Jante blev Lucifers stad. Han planlagde at brænde Nykøbing af. Hjemmet kunne ikke hjælpe. Faderen blev ganske vist en varig, men problematisk trygheds-klippe for Sandemose. Han var dominerende, arbejdsom, klog og retfærdig, men lige så principfast som nogen Janteborger. En veltilpasset socialist med Dannebrog i knaphullet. Uden tid til den næstyngste i en flok på ni. En dømmende Gud som Sandemose tilbad på afstand, men som han ubevidst bekæmpede i en ældre bror med faderens livssyn: "med mig kan du få det, ganske som jeg vil have det". Den livsvigtige ømhed fik Sandemose heller ikke hos sin norskfødte mor. Hun "har aldrig kysset mig". Som yngstebror dømtes Sandemose tilmed til at være alles vildt, respekteret som mindre end et nul livet igennem. Ensom og hjælpeløs dreves han derfor til at overtræde en hellig lov. Med søsteren Agnes oplevede han sit syndefald i Adamsens lade. De andre ville klippe øjnene ud på ham. For det som for så meget andet. Gøre ham lige så blind som de selv var. Derfor gjaldt det om at skjule alt vigtigt.

Fjorten år gammel kom Sandemose i gartnerlære, siden et år på Staby vinterlærerseminarium ved Ringkøbing. Så stak han til søs i 1916. I halvandet år tumlede han rundt på havene, i sydens byer, på Newfoundlands ødemarker. Det var en regulær flugt fra Jante. Men Sandemose vidste det ikke. Han prøvede stadig at slå til. Mod havde han hentet hos Andersen Nexøs Pelle Erobreren, der fortalte, at det lod sig gøre at slå hul i Jantes fængselsmur. Men Jante fulgte med til søs. Så opgav Sandemose ævred. Han rømte fra skibet og svømmede i land på Newfoundland. Du er skyldig, hvis du ikke tilpasser dig. Skyldig. Skyldig. Ekkoet ville ikke fortone sig.

I erindringen udmundede rømningen i et mord der blev skildret i Sandemoses første roman på norsk, En sjømann går i land (1931), samtidig hans første bog om hans alter ego, Espen Arnakke. John Wakefield, en stor, grov repræsentant for Jantesystemet, blev først tilbedt, men fik så kniven i Misery Harbor, fordi han tog Espens elskede og oveni hånende forgreb sig på ham selv. Den fra kærlighedens rige udstødte blev konsekvent nok medlem af mordernes rige. Derfor ophængte Sandemose sit forfatterskab i spændingen mellem kærlighedshadet og døden.

Episoden på Newfoundland gik i ét med en kort hektisk kærlighedsoplevelse lige efter hjemkomsten til Nykøbing. Men pigen sveg Sandemose, og han glemte det aldrig. Længe opfattede han affæren som uforskyldt. Han stod under sin skæbnes band. De onde magter kunne ikke besejres. Derfor gjorde han sig til en ener, privilegeret i sin fordømmelse, hævet over gennemsnitsmenneskets platte verden. En stærkere og stærkere Nemesistro bidrog dog til at holde hovmodet noget i skak. Enhver skyld hævnede sig her på jorden. Sandemose måtte snart spørge om man kunne fortrænge sin samvittighed i ly af skæbnens almægtighed.

1919 rejste Sandemose fra Nykøbing til København hvor han ikke faldt i bønnelycksk benovelse over industrialismens "Buer og Staal", men droges melankolsk mod Baudelaire og mod jeg'ets gåde, dyrkende Obstfelder og koketterende med døden. Ude ovre sin Sturm und Drang i 1921 vedblev han siden at slås og dybtgående undersøge begrebet sentimentalitet der for Sandemose var et grundproblem for menneskets identitet. Denne kunne, blev Sandemose snart klar over, kun befæstes ved at søge tilbage til det arketypiske, til urmenneskets myter, til den slægtserindring der lå dybest i mennesket. Derved kunne man bekæmpe "mørkemanden i spejlet", sit dæmoniske jeg.

Fra 1921 fik han trykt enkelte artikler i aviser og tidsskrifter. Men den egentlige debut trak ud. Gyldendal refuserede hans manuskripter, og han var ved at miste sit kampmod. Han giftede sig med en landmandsdatter der blev ham til stor støtte, fik tvillinger og slog sig en tid ned i Nykøbing igen. Det var Johs. V. Jensen, der omkring nytår 1923 gav ham selvtilliden tilbage med ordene: "De har trængt ind i kunsten at skrive". Sandemose skrev i den forgudede kollegas tidsskrift "Forum" i 1923 og udgav s.å. sin første bog Fortællinger fra Labrador. Allerede her viste han sig som en troldmand med ord, desuden pinlig nøjagtig med håndværket, hadende sjusk, som sin far. Inspireret af Vilh. Grønbechs "Vor Folkeæt i Oldtiden" tog Sandemose varigt indtryk af de islandske sagaer og de fra disse hentede begreber: lykkemanden der steg til vejrs i slægt og samfund; niddingen der tvinges ud af dette og besættes af ondskabens dæmon.

Sandemose selv kæmpede længe, under uheldig påvirkning fra lykkemanden Johs. V., mod niddingens lod og lod optimistisk lykkemanden vinde sejr i sine af Joseph Conrad inspirerede, men kunstnerisk uforløste sømandsbøger fra 20erne, således i Storme ved Jævndøgn, Ungdomssynd og Mænd fra Atlanten (alle 1924), hvor temaet var enerens anarkistiske opgør mod den kollektive nivellering og terror. Mest vellykket var Klabavtermanden fra 1927 (i udv. og stærkt forbedret udg. på no. 1932), en mytisk fortælling om et hovmodigt og selvretfærdigt menneske der falder fordi det ikke forstår at man ikke kan eje et andet menneske, selv om det er i éns vold.

Svært ved at slå igennem og som næsten altid i økonomisk uføre fik Sandemose en tid af Fr. Poulsen plads som kustode på Glyptoteket, men begav sig så 1927–28 ud på det dybe vand som korrespondent for Berlingske Tidende til Canada og fik efter hjemkomsten omsider økonomisk succes og gode anmeldelser med romanen Ross Dåne (1928). Denne opfattede Sandemose imidlertid siden ikke uden grund som en kunstnerisk og dermed moralsk falliterklæring, desto værre som læseren vanskeligt kunne undgå at identificere sig med helten, en moderne lykkejæger i kapitalistisk stil der endte som sejrherre i samfundet.

1930 emigrerede Sandemose til moderens land Norge under indflydelse af Jørgen Bukdahl. Det blev en ny flugt fra det efterhånden påtrængende pinagtige selvopgør med barndommens land. Denne gang opdagede Sandemose nemlig hurtigt at Jante atter fulgte med. Stimuleret af Sigurd Hoel og især af det nystiftede bekendtskab med Sigmund Freud fik han kraft til at knuse lykkemandsidyllen og bore sin fortids nederlag frem i lyset.

1933 udkom da hans store gennembrudsbog, En flyktning krysser sit spor, snart oversat til nabolandenes sprog og i 1936 endog til amerikansk. Det var en fremragende blotlæggelse af magthierarkiets og det ensrettede kollektivs indre struktur, skrevet med hans hjerteblod. En fortælling om hvorledes mændenes kærlighed blev domineret af det kapitalistiske samfunds prestige- og konkurrenceidealer, hvorledes det gjaldt om ved bæltet at have hængende så mange attraktive kvindelige skalpe som muligt. Bogen blev den utvivlsomt dybestgående skildring i 1900-tallets nordiske litteratur af miljøets pres på barn- og ungdom. Begrebet Jantelov gik sin sejrsgang verden over og blev almeneje.

Skønt grunden til Sandemoses socialisme lagdes i begyndelsen af 20erne da han halvsultende søgte at slå igennem, og han blev bevidst socialist i begyndelsen af 30erne, blev den ydre klassekamp aldrig hans egentlige sag. Han var blevet trampet for hårdt på og så for dybt til at kunne nære Andersen Nexøs lyse tro på det godes sejr i den brede befolkning og på klassesolidaritetens styrke. Sandemose, der 1926–28 drog næring af PHs "Kritisk Revy", i Norge blev optaget i periferien af den marxistiske Mot Dag-bevægelse og i mange år skrev i "Arbejderbladet", påpegede tidligt at solidariteten let blev udhulet af den legemlige og åndelige fattigdoms tro følgesvende, hævngerrigheden og misundelsen, især hvis den som i Italien udnyttedes af kyniske folkeforførere. Ligeså advarede han tidligt mod den fremvoksende fører- og racedyrkelse i Tyskland hvori det mest oprørende var, at "mennesket bliver påtvunget problemer der hører hjemme på en ølknejpe".

Livet igennem bekæmpede Sandemose indædt enhver dogmatik i form af rethaveriske livsanskuelser og ideologier hos mennesker og partier der søgte at fastlåse tilværelsen for alle andre ud fra deres eget egocentriske og opportunistiske standpunkt. Noget politisk parti vovede eneren Sandemose sig da heller aldrig ind i. Han havde også stukket hovedet igennem ethvert partiloft hvor højt man så havde hævdet der var til det. For Sandemose blev det fattige småborgerskab i den vestlige civilisation, og det ikke blot i Tyskland og Italien, nærmest drevet til at grundfæste koncentrationslejre hvor alle var hinandens fanger, behersket af angst og mindreværd. Du skal ikke tro du dur til noget. For det tør vi ikke tro. Vil du være fangevogter i lejren må du mene det som alle andre mener, blive slave af interesserne hos de økonomiske magthavere. Disse stod ikke for Sandemose som den egentlige hovedfjende. Det gjorde derimod "fjolserne" i kollektivet der var verdens herrer, og i Sandemoses forfatterskab blev ledemotivet den uafbrudte kamp mellem disses præsteskab og de enkelte outsidere: "jeg fandt tidligt ud af, at den fuldkomne Satan måtte være dum". Alle bekendte Sandemoses helte sig da også til troen på fornuften.

Med deres sans for intuitionen og anelsen og hang til det mystiske og irrationelle var de villede rationalister. "Jeg har", sagde Espen Arnakke, "ingen andre guder, ingen andre drømme end indsigt, viden, altid mere viden". Den brugte de i deres stride og ofte brutale kamp mod den fornuften ignorerende betændte og magtfulde lidenskabelighed omkring dem. Hvor brutale de var afhang af hvor langt de var nået i deres egen selvanalyse. Fortrængningen af nederlagene var roden til det onde, også i hovedpersonerne selv. Espen nåede i en En flyktning krysser sit spor tilsyneladende langt i frigørelsesprocessen idet han erkendte også sin egen skyld i drabet på lykkemanden John Wakefield, ordmagikeren Sandemoses onde udgave af Johs. V.

Det var imidlertid Sandemoses store problem at han længe ikke nåede frem til at acceptere mennesket som på én gang godt og fundamentalt ondt. Ved terapi kunne man blive fri. Assyreren i én selv skulle frem i lyset og nedkæmpes, ikke bare holdes i skak. Derfor blev Sandemoses helte i mange år så splittede rebeller at de blev mordere af dårlig samvittighed. Og derfor var Sandemose også tilbøjelig til at gøre kollektivet langt ondere og dermed dummere end det er, og sig selv efter successen med En flyktning mere fri end tilfældet var.

En tid ekskluderet af den norske forfatterforening og udsat for hård kritik fra borgerligheden, følte Sandemose at fællesskabet uundgåeligt korrumperede. Derfor blev han paradoksalt nok tvunget til bidsk at angribe netop de småborgere i Jante som det var hans ønske at frigøre og forsvare. Faderen i ham blev tydeligere. I stedet for at vise medfølelse med ofrene fremtrådte han som den hårde fordømmer af den identitetsløse masse. Den fredløse proletar fra barndommens land udviklede sig i 30erne mere og mere til åndsaristokrat med stadig større foragt for selv de nære omgivelser.

Fra 1934 til 1936 udgav han enmandstidsskriftet Fesjå med den proklamerede og lidet selvironiske hensigt at dyrke en kompromisløs selvoptagethed. Hans følgende romaner føjede heller ikke væsentligt nyt til forfatterskabet. September (1939) blev afslutningen på den nordisk-canadiske udvandrertrilogi, hvor Ross Dåne og En sjømann går i land udgjorde de første. Vi pynter oss med horn (1936) handlede om de betændte drifter hos et skibsmandskab og analyserede som en række af Sandemoses bøger den regerende dualistiske madonna/skøge-opfattelse af kvinden. Hadfølelsen var dominerende i Der stod en benk i haven (1937) og afspejlede som de andre bøger i denne periode ikke blot det optrækkende internationale uvejr med nazismens opmarch, men også en langvarig personlig krise.

Sandemose selv stod nemlig som Espen Arnakke i Brudulje (1938) mellem to kvinder: konen, til hvem forholdet var slidt op både på trods af og på grund af deres mangeårige fælles kamp; en elskerinde han seksuelt droges mod, men som troligt hørte til "den slags kvinder, som ødelægger en mand og bagefter springer omkring for at finde en anden, de kan trøste". Sandemosetrængte ikke til trøst, men til en kærlighed, som han dengang næppe magtede at modtage. Forholdet til kvinderne kom til at minde om forholdet til hans mor. Som i barndommen truede selvbebrejdelserne og hadet mod omgivelserne med at tage magten fra ham. Han begyndte selv at glemme fortiden. Billedet af Sandemose som slagsbror og drukkenbolt, siddende i kaskader af pengesedler på værtshusene i "tigerstaden" Oslo, voksede til en myte, også i hans eget sind.

Så flygtede han i 1938 for tredje gang; fra trekantens uoverhuggelige gordiske knude og fra sit eget onde jeg. På turen til Newfoundland og Vestindien løb han "panikslagen ... folk ned på sin flugt, som et næsehorn med hjernebetændelse". Hjemme igen var alt uforandret. Han startede på sit andet store hovedværk, Det svundne er en drøm, men det gik ikke. Han var og forblev ufrugtbar som forfatter, skrev på rutinen. Ikke så forunderligt for "hvis du vil fortælle om det onde, mens det er der, så bliver det bare overflade, eller det bliver gråd og skrig", skrev Sandemose siden i sit andet enmandstidsskrift Årstidene der udkom 1951–55.

Som følge af den hårde personlige krise blev Sandemose nok den af de norske modstandsdigtere, der mest indædt angreb det nazistiske volds-regimente. Han flygtede til Sverige 1941 og oplevede den værst tænkelige flygtningekuller. Først da elskerinden omsider huggede knuden over og brød med ham fik han desperationens kraft til at lade sig skille. Endelig havde Sandemose selv taget en beslutning. Stilstanden var brudt. Når man har "været på kanten af døden, har livet en liflig smag", sagde Sandemose mens han som en rasende skrev bogen om den norsk-amerikanske forretningsmand John Torson færdig i foråret 1944, manden der ikke som hovedpersonen i Espenbøgerne var en åbenhjertig bekender ("nu vil jeg fortælle alt"), men en personlighedsspaltet følelsesinvalid, hvis underbevidsthed i hans fanatiske ønske om selvafsløring gang på gang formåede at sætte det selvkritiske overjeg ud af spillet. Angsten for sandheden var for stor. I En flyktning krysser sit spor forsøgte Espen at forklare, hvorfor han blev morder. I Det svundne er en drøm (sv. 1944, no. og da. 1946) må læseren selv tolke sig frem til at og hvorfor Torson myrdede. Han havde ihærdigt kulet sit nederlag til en elsket pige i ungdommen ned, mistet erindringen, levende i nuet uden fortid og fremtid. Derfor blev alt hvad han oplevede under et dramatisk besøg i Norge en slags kopi af hans uforløste konflikter fra ungdommen. Didaktikeren Sandemose ville med bogen vise sine mange læsere nødvendigheden af at komme ud af gentagelsens band som forudsætning for at nærme sig det Goethelignende klassicistiske personlighedsideal, som han i modsætning til sin tids modernistiske forfattere ikke ville opgive. Derfor sloges han så djævleblændt med sig selv, men lod realistisk nok kun lige til allersidst sin hovedperson overvinde sin splittethed, og det ribbet for positive livsværdier: "livet gav mig alt ..., bare ikke det væsentlige". Han kunne derfor nok hjælpe andre, men ikke sig selv. Han havde været på nippet til at fornægte djævelen, men endte med at vide, "hvem en Hitler er". Bogen blev en hovedroman i Norden om den nazisme i os alle som Sandemose indtil nedskrivningen af bogen havde troet sig i stand til at fjerne ved terapi.

Fra nu af gik det opad. Krigens slutning nærmede sig. Sandemose begyndte at føle et vist fællesskab med de andre flygtninge i Sverige. Og afgørende: i august 1944 traf den problematiske underklassedreng fra Jante den varme og storsindede bourgeoisipige, bibliotekar Eva Borgen, som han kort efter giftede sig med. Efter krigen flyttede de ud på en gård i Sørlandet, købt for Evas penge, og her blev niddingen omsider en slags lykkemand eller pengebetrængt hertug af Kjørkelvik i ni lyse år. Med sit åbne sind og sin kloge tolerance var Eva med til efterhånden at frigøre Sandemose for tendensen til at betragte mennesket som en ligning der kunne og skulle løses, så en mere relativistisk menneskeopfattelse groede frem. Eva mindede ikke meget om Sandemoses mor, og faderen i ham blev svagere.

I Det svundne er en drøm handlede mennesket endnu determineret, i et tvangsmønster, næsten uden selvforståelse, lamslået af sin skyld, der i forbilledet Poes forstand gjorde det til morder. Nu blev skylden i stigende grad holdt i skak af kærligheden, og et mere positivt og overbærende menneskesyn kom til orde. Ensomheden havde ofte før været ved at gøre Sandemose gal, men i fællesskabet med Eva og to nye tvillinger fik han ro til grundigt at analysere den. Det skete i Tjærehandleren (1946) og Alice Atkinson og hendes elskere (1949). Var den påtvunget af omgivelserne og derfor en tilflugt fra afgørende nederlag efter kamp for ydre og indre succes kunne den føre til en hensynsløs jeg-dyrkelse, til overmennesket der i Tjærehandleren udnyttede andres fortvivlelse i forretningsøjemed, som Hitler i storpolitisk målestok gjorde det. I Alice Atkinson var ensomheden frivillig og blev som sådan for Sandemose et grundvilkår for personlig udvikling, dermed for evnen til at give noget til et fællesskab og for social handlekraft: "nogle er kommet fra frivillig ensomhed og har vendt op og ned på verden med det, de har set i sig selv". Trangen til at dyrke ensomheden kunne dog også gå ud over fællesskabsfølelsen og føre til en næsten imperialistisk og selvtilstrækkelig Robinsonade. Denne vedblev da også livet igennem at være et problem for Sandemose der i den næsten håbløse kamp mod den kollektive dumhed desuden kunne nære en fredsdrøm om en frelsende ø, om "himlen, der steg ned". Den forstærkedes af hans skuffelse over at Hitlers endeligt ikke førte til tilbagegang for nazimentaliteten. Dennes kræftbaciller bredte sig tværtimod for Sandemose at se i de tidligere besatte lande og blev heftigt bekæmpet af ham både i det kommunistiske "Friheten" og i ugemagasinet "Aktuell". A-bomben gav ham apokalyptiske mareridt, og han kom selv til at opleve den altomfattende atomkatastrofe på privat plan. Sønnen Espen blev nemlig 1953 syg og døde 1955 af blodkræft, som Sandemose opfattede som et resultat af de igangværende brintprøvesprængninger.

Sorgen lammede i lang tid hans skaberkraft. En ny, udvidet og forbedret udgave af En flyktning krysser sit spor så dog lyset i 1955, ligesom selvbiografiske afsnit fra Årstiderne udgaves i Rejsen til Kjørkelvik 1954. Sorgen vakte imidlertid efterhånden et krav om forsoning: du må elske din skæbne, på godt – og ondt. Den er alt hvad du har. Han opgav for alvor udraderingen af ulvejeget som det nu gjaldt om forsonende at smelte ind i sit væsen. Ellers kunne mennesket ikke nærme sig sit selv. Det var budskabet i hans tredje og største hovedværk, trekantdramaet Varulven, 1958 (da. 1959). Bogen blev meget læst og skal med føje have bragt Sandemose på tale i Det svenske akademi til Nobelprisen.

Forsoningen betød ikke at jagten på natmennesket, livsfjendskabet og den almindelige dumhed skulle opgives. Tværtimod. Den splittede hovedperson Erling Vik klarede sig igennem sine hårde kriser i kraft af koncentreret higen efter den for Sandemose med årene stadig mere problematiske identitet og ved hjælp af sin kærlighed til sin gifte elskerinde, den stærke Felicia. Hun er den bedst karakteriserede kvindefigur i Sandemoses forfatterskab, skabt med hjælp fra Eva og med mange af hendes træk. Hovedpersonerne blev som unge svigtet. De blev aldrig helbredte, men evnede alligevel at vokse netop i kraft af bearbejdelsen af de skader de led, i kraft af deres kamp mod fortrængningen, jalousien og nazismen. Hvor de tidligere trekantsforhold i Sandemoses produktion var endt i selvforskyldte katastrofer lykkedes det her en tid de tre at skabe en ustabil ligevægt. Men Felicia blev myrdet hvad Erling erkendte sin medskyld i. Sandemose bekæmpede med bogen den i samfundet herskende tankegang om sejrens altafgørende betydning og lod sine hovedpersoner bevare deres ansigt i og med deres nederlagsfyldte og tragiske kamp mod varulven. Spørgsmålet var, om Sandemose kunne bevare sit, da også Eva døde 1959 af kræft. I ledtog med den store sorg kom der imidlertid som mange ventede, ingen ny katastrofe: "det eneste menneske, som har kunnet holde styr på mig, vil naturligvis holde sig inden for mit kraftfelt, indtil også jeg er død". Sådan gik det også trods et mindre harmonisk tredje ægteskab.

Sandemose satte Eva og sin døde søn et gribende minde i Murene rundt Jeriko (1960) og fabulerede videre over sit og sin samtids liv i Varulvens fortsættelse, den mere løse Felicias bryllup (1961). Også her så Sandemose hen til mødet med Eva i Erlingvik, på barndommens strand hinsides døden, det lyse modstykke til Elendighedens Havn.

Trods sin tilsyneladende udsigtsløse livsvandring baglæns mod denne strand blev Sandemose en af de få store frigørere i århundredets litteratur. Nægtende at godkende mennesket som en tom, udhulet skal kom han i sin søgen efter at genvinde sin egen og sin samtids læderede identitet til at stå som mange menneskers, især intellektuelles foretrukne historiker. Hans og deres identitetsproblem blev desto større fordi de opfattede deres samtids politiske og sociale problemer som "småtteri" i forhold til deres personlige problemer hvorfor der ikke hos Sandemose kunne opstå en fundamental dialektik mellem den ydre sociale og den indre private sfære. Bl.a. derfor endte Sandemose ikke i den socialistiske utopi, men i Erlingvik.

Alligevel formåede han at løsne tungen på mange bekendte og læsere og bidrog til hos dem at skabe de nødvendige personlige forudsætninger for et fremtidigt socialt engagement. For det gjaldt altid liv og død når man var sammen med Sandemose. Hvor han viste sig blev alt virkeligt. Og det blev næsten uomgængeligt at søge at leve op til hans evangeliske budskab: "vær tro mod det levende menneske", i dig selv og i andre. Ude i sin værste krise drømte agnostikeren Sandemose som John Torson en ubehagelig drøm: "Gud stod ved min seng, og jeg sagde: gå væk, jeg tror ikke på dig. Gud så tankefuldt på mig og svarede: du tager da også bestandig fejl, for det er jo mig, der ikke tror på dig".

Med overvindelsen af krisen endte Sandemose i Varulven med at tro på at "Guds rige er inde i dig, ingen andre steder". Det skyldtes først og sidst, at Sandemose med sin af romantikken prægede livs- og kunstopfattelse ikke glemte, hvorledes det gik "et bitte lille barn i eventyrland, en bitte lille lysalf, som (...) rakte sine hænder ud mod alle de store og stærke og bad, om de ville elske ham. De bare grinede".

Med sit store humanistiske forfatterskab bidrog han især til at fremme forståelsen for det afgørende i at skade børn så lidt at de ikke gik til som voksne: "vær venlig mod børn ... slå aldrig, sig aldrig sårende ting, hvor galt det end går. Husk, at du er den store og stærke". Set således blev hans drøm om Erlingvik ikke en udsigtsløs vandring, baglæns mod fortiden, men en forjættende gang ind i fremtiden.