Alexander Svedstrup, Edvard Alexander Svedstrup, 1.11.1864-20.9.1930, forfatter. Født på Marienlyst ved Helsingør, død i Hellebæk, urne på Helsingør kgd. S. blev student 1883 fra Fr.borg og begyndte at studere teologi. Først 1891 blev han teologisk kandidat da han i studieårene måtte ernære sig selv som tegner og medarbejder ved Berlingske Tidende og Illustreret Tidende hvor han under mærket Svend Ellekilde offentliggjorde sine første skønlitterære forsøg, en række noveller og skitser, væsentlig med motiver fra fisker- og sømandslivet. Under den græsk-tyrkiske krig 1897 var han Berlingske Tidendes udsendte korrespondent. Sine indtryk fra Grækenland samlede han til en bog, Fra Kong Georgs Land, 1897. N.å. udsendte han Svend Ellekildes Historier. 1899–1900 deltog han som repræsentant for Store nordiske Telegraf-Selskab i Valkyriens togt til Østasien. Hans skildringer af togtet udkom 1902 under titlen De danskes Vej-. Begge hans rejseskildringer er rigt illustrerede, ofte med tegninger af ham selv. Efter en længere pause kom 1919 Syn og meninger. Krigen og de ny mennesker. Men først med romanen Erik Gudmand, 1923 (9. opl. 1960) der fremkom som en af de ti præmierede bøger i Gyldendals romankonkurrence, fik han tag i den store læserkreds. Både her og i fortsættelsesbindet 1925 viser S. sig som en meget underholdende fortæller med sikker smag og god kompositionsevne. Både de hjemlige forhold, der er knyttet til egnen omkring Helsingør, og de fremmede, der skildrer vore tidligere besiddelser i Afrika, er levendegjort med stor anskuelighed. Senere fulgte et bind Fortællinger fra Øst og Vest og ingensteder, 1929. – Broderen Christian August Svedstrup, født 8.10.1853, død 13.10.1893 blev student 1872 og påbegyndte et studium i astronomi. N.å. blev han ansat i Sparekassen for Kbh. og Omegn og blev 1884 chef for Østerbro afd. Han offentliggjorde astronomiske afhandlinger i Astronomische Nachrichten, bl.a. Definitive Bahnbestimmung des Comcten 1863 IV, 1887, der belønnedes med Vidensk. selsk.s guldmedalje. Han var desuden regner for observatoriet.

Familie

Forældre: løjtnant i de guineiske tropper Johan Vilhelm S. (1819–93) og Elisabeth Eleonora Busch (1824–97). Gift 3.5.1892 på Frbg. med Vilhelmine Birgitte Kierbo, født 24.8.1867 i Helsingør, død 15.6.1945 i Hellebæk, d. af brændevinsbrænder Rasmus K. (1811–90) og Regine Frederikke Neumann (1831–1905).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Studenterne fra 1883, 1908 20. Chr. G[ulmann] i Berl. aften 12.10.1923; 31.10.1924 (interview). Jul. Clausen sst. 23.9.1930. Politiken 1.11.1923, 31.10.1924 og 24.9.1930. Oluf Friis i Nord. t. för vetenskap, konst och industri, Sth. 1924 296f. Fr. Pullich: Til minde om A. S., 1970 = Hellebæk-Aalsgaarde egnshist. foren. Egnshist. beretn. VI.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig