Alfred Ipsen

Alfred Ipsen, Peter Alfred Buntzen Ipsen, 17.3.1852-20.11.1922, forfatter. Født i Kbh. (Frels.), død sst., begravet sst. (Vestre). I. mistede efter traditionen begge sine forældre under koleraepidemien 1853 og blev derefter taget i pleje af et barnløst præstepar. Han kom 1864 i skole i Randers og blev student 1872 fra Århus. Efter et halvt års ophold på Testrup folkehøjskole hvor han påvirkedes stærkt af grundtvigianismen påbegyndte han universitetsstudierne der afsluttedes 1877 med teologisk embedseksamen. Imidlertid var I. der var en dybt religiøs natur kommet i en så skarp modsætning til kristendommen at han sluttede sig til det litterære venstre og offentliggjorde et digt Det socialliterære Nytaarsslag, 1880, hvori han – som han selv udtrykker det – havde "vendt Døden og Djævelen Ryggen – for at søge Friheden, Fremskridtet, Lykken" under Georg Brandes' førerskab. Med så radikale anskuelser kunne der naturligvis ikke være tale om at blive præst; I. besluttede at studere engelsk sprog og litteratur, opholdt sig 1879 en kort tid i London og blev efter hjemkomsten sproglærer i Odense. Et par år senere slog han sig ned i Kbh. som forfatter og redaktør. Han debuterede med Ad grønne Stier, 1883, en mislykket digtsamling der var blevet til over en længere årrække. Den antyder imidlertid den tilbagevenden til kristendommen der skildres i samlingerne Sonetter og Sange, 1884, Ekko, 1894 samt det stærkt personligt farvede dramatiske digt Mefistofeles, 1887. I.s lyriske produktion omfatter desuden en bearbejdelse af den middelalderlige versroman Flores og Blanseflor, 1892 og Fra Fantasiens Land, 1898, arbejder hvor digteren med held har bidraget til den folkeligt fortællende poesi. Men I. er ikke blot lyriker – han er også polemiker, og lige så blid han kan være i sine melodiøse vers, der selv om de kan minde lidt om efterromantikerne dog har deres egen personlige accent, lige så skarp og umedgørlig kan han være når han vender sig mod brandesianismen hvis bekæmpelse han ofrede en væsentlig del af sin kraft. Han åbnede kampagnen med et angreb på Dr. Edvard Brandes og "Politiken", 1899 der fremkom i pjeceform som et "Aabent Brev til "Politiken's Læsere". 1901 fulgte Fri Horizont hvori I. imødegår naturalismen og dens livsopfattelse i en række velskrevne essays. Hovedslaget leveredes dog i det store tre binds værk om Georg Brandes, 1902–03 med undertitlen En Bog om Ret og Uret; her fremlægger I. et stort kildemateriale og til trods for at dommen over Brandes og det moderne gennembrud er overordentlig hård, kan man ikke andet end anerkende den uforfærdethed, hvormed I. forsvarer kristendommen og dens morallære. Det er ud fra denne grundanskuelse I. har skrevet både sine øvrige kritiske værker, fulde af fine iagttagelser, Litterære Portræter, 1906, Revision, 1910, Charles Dickens, hans Liv og Gerning, 1912, og de mindre vellykkede skønlitterære bøger af hvilke romanerne Under Korsets Tegn, 1903 og Venus, 1907 samt novellesamlingerne Fortællinger, 1889 og Alle Slags Menneskebørn, 1913 bør nævnes. 1889 fik I. tildelt det Anckerske legat, hvorfor han tog til England, Frankrig og Nederlandene; det litterære resultat af denne rejse foreligger i en samling studier og rejseindtryk fra Holland, 1891, der den dag i dag kan læses med udbytte; det samme gælder de billeder fra en sommerrejse som er samlet i Jydske Strejftog, 1904. I. har desuden skrevet skolebøger, utallige artikler til dagblade og tidsskrifter samt oversat en lang række værker fra engelsk, svensk og tysk. Han var redaktør af dagbladet Samfundet (jan.-okt. 1900) og af ugebladene Fædrelandet og Folkelæsning. 1910–19 var I. formand for National forfatterforening.