Angliviel de la Beaumelle

Angliviel de la Beaumelle, Laurent Angliviel de la Beaumelle, 28.1.1726-17.11.1773, forfatter. Født i Valleraugue, Languedoc, død i Paris, begravet sst. (protestantisk kgd.). de la B. var opdraget i jesuitterkollegiet i Alais, men havde siden studeret reformert teologi i Genève. 1747 kom han til Kbh. som hovmester for overjægermester Carl v. Grams sønner. Beleven og ærgerrig som han var fik han hurtigt indpas i fornemme kredse og vakte desuden en vis litterær sensation ved udgivelsen af La Spectatrice Danoise ou l'Aspasie moderne, et lille blad der (med afbrydelse) udkom to gange om ugen 1748–50. Indholdet er meget broget, formen spirituel. de la B. hylder Montesquieu og har i øvrigt lært af La Rochefoucauld og La Bruyère; han har været et journalistisk talent der uden dybere overbevisning forstod at arrangere oplysningsideer i let servering og give underholdningen et feminint-galant, undertiden frivolt anstrøg. I foråret 1750 udnævntes han til professor i fransk sprog, "dog uden at have noget enten med Academiet eller Consistorium at bestille". Fra jan.n.å. holdt han under stort tilløb forelæsninger på Charlottenborg. Men allerede det følgende efterår var han færdig i Kbh. Man havde båret over med, at han i sin "Spectatrice" ugenert havde kritiseret danske forhold og luftet frisindede anskuelser, men da han sept. 1751 udsendte aforisme-samlingen Mes Pensées hvor det vrimlede med dristige udtalelser, og hvor der stod ting som censor havde strøget i manuskriptet, måtte han fortrække. Han tog først til Berlin, siden til Frankrig; "Mes Pensées", der især blev kendt under sin kolumnetitel "Qu'en dirat-on", opnåede europæisk succes og udkom i mindst tolv udgaver i Berlin, Paris, Amsterdam og London. I fransk litteraturhistorie mindes de la B. imidlertid kun som en prominent fjende af Voltaire der to gange skaffede ham i bastillen, men som ikke kunne hindre at han til sidst opnåede kgl. understøttelse som Mme Dubarrys protegé. I Danmark havde han vakt Ludvig Holbergs mishag, dels som projektmager, dels ved at tage de reformerte og frimurerne i forsvar over for ham og ved en meget nærgående skildring af forfatteren "Plautiberg" der tydeligt nok skal være Holberg som han dog andetsteds med navns nævnelse kalder "l'illustre, le grand, l'incomparable". Også ved sin noget overlegne omtale af den danske skueplads krænkede han Holberg; men han har i øvrigt æren af at indføre dramaturgiske kritik i Kbh. Hans indflydelse har næppe været stor. Hvor berettiget hans kritik af lakajismen, rangsygen, bøndernes undertrykkelse osv. end var, har den dog været for letbenet til at gøre virkning. Hans andenhånds behandling af gammelnordisk litteratur var heller ikke af betydning; i den retning blev han ganske overfløjet af P.-H. Mallet. Blandt de la B.s efterladte papirer vidner en ufuldendt historisk roman Mémoires du grand chancelier de Danemarck écrits par lui-meme et traduit du Danois, 1754 om, at han siden lejlighedsvis mindedes sit ophold her som blot var en mindre væsentlig episode i hans omtumlede liv.