Astrid Ehrencron-Kidde

Astrid Ehrencron-Kidde, Astrid Margrethe Ehrencron-Kidde, 4.1.1871-30.6.1960, forfatter. Astrid Ehrencron-Kidde stammede fra det københavnske embedsbourgeoisi og forsøgte at uddanne sig til pianist, men hendes kræfter slog ikke til. I stedet påbegyndte hun et omfangsrigt og kompliceret forfatterskab. Seks år efter sin debut blev hun gift med forfatteren Harald Kidde i hvis skygge hun har stået i litteraturhistorien.

I sin selvbiografi Hvem kalder - Fra mine erindringers lønkammer, 1960, har hun skildret sin opvækst, ungdom og ægteskabet med Kidde. Bogen er et tidstypisk dokument om en begavet kvindes frivillige selvudslettelse for en mand. Den tragiske livsfølelse som erindringerne udtrykker findes allerede i debutbogen Æventyr, 1901, den første af fire samlinger af fortællinger med overnaturligt motiv. I årene 1904-10 skrev Astrid Ehrencron-Kidde samtidsromaner med baggrund i de danske akademiker- og kunstnerkredse som hun levede i. I fire af disse beskæftiger hun sig med ægteskab, kvindeopdragelse og -undertrykkelse. Fru Hildes Hjem, 1907 er nok den roman fra perioden som mest bevidst har diskuteret den gifte borgerkvindes splittelse mellem kærlighed og selvstændig udfoldelse. I Forældrene, 1909, har hun givet et billede af den tilsyneladende kærlige, men i virkeligheden egoistisk dikterede pigeopdragelse.

Men Astrid Ehrencron-Kidde blev ikke nogen kvindepolitisk forfatter og var ikke som mange af sine samtidige kvindelige kolleger aktiv i kvindebevægelsen og kvindedebatten. Sammen med sin mand levede og rejste hun i lange perioder i Tyskland og – især – Sverige som med enkelte undtagelser blev skuepladsen for forfatterskabet efter 1911. Det Sverigesbillede som tegnes her er stillestående og nostalgisk, men viser en dyb indsigt i og kærlighed til svensk natur og folkeliv som hun beskriver med en stor suggerende kraft. Hovedværket i Astrid Ehrencron-Kiddes "svenske" produktion er Martin Willéns underlige Hændelser I-IV. (MWs underlige Hændelser, 1911, Alle Sjæles Nat, 1912, Over Sukkenes Bro, 1919, De sporløse Veje, 1921). Det er en samling fortællinger som berettes af rammefiguren, Martin Willén, en ældre, økonomisk uafhængig jurist der har sat sig i en tilskuerposition i forhold til livet og via sit arbejde har faret vidt omkring. Han er udstyret med clairvoyante evner og drages mod besynderlige og tragiske begivenheder som han trods sin gode vilje til at gribe ind står magtesløs overfor. Hans fortællinger har alle karakter af mareridtsoplevelser; de handler om hans søskende og andre ulykkelige skikkelser og er centreret om skuffet kærlighed, ensomhed, sindssyge og død, og mange af dem har et kriminalistisk islæt. Som de mest psykologisk dybtborende kan nævnes Natten i Östravåg, Ravnen (bd. I), Fugleedderkoppen (bd. II) og Stormen (bd. IV).

Det er bemærkelsesværdigt at næsten alle Astrid Ehrencron-Kiddes svenske bøger har mandlig hovedperson, og at de alle er bærere af de samme egenskaber, veghed, livsangst, skæbnetro og – ofte – synskhed. I Brødrene Nystad, en slægtsroman i 3 bd. (1925-27), er hovedfiguren, Steen Nystad, inkarnationen af Astrid Ehrencron-Kiddes typiske mandsskikkelse som kontrasteres af de andre brødres livsduelighed på forskellige områder. Men her viser Astrid Ehrencron-Kidde at den forsigtige venten i det lange løb kan overvindes og føre til varig lykke. I Enken på Hafreljunga, 1923 har hun i den kvindelige hovedperson rendyrket et af sine gennemgående temaer, seksualangsten. Marta fortrænger sine drifter, men de vender tilbage i forvreden form. Det samme tema ligger til grund for Historien om min Moder, 1933 hvor den tragiske historie om en kvindes undertrykkelse i ægteskabet og hendes sindssyge ses med hendes søns barnlige øjne.

De kvaler Astrid Ehrencron-Kiddes personer lider under kan sammenfattes i begrebet dødsdrift som allerede præger debutbogen. I en symbolsk form har hun forsøgt af analysere de samme lag i underbevidstheden som psykoanalysen. Den form Astrid Ehrencron-Kidde valgte til sine psykologiske studier var gyseren, enten i form af spøgelseshistorien eller kriminalgåden, men midt i gruen er forfatterskabet gennemtrukket af en venlig humor. Det fortsætter den skræktradition hvis kendteste repræsentant er Edgar Allan Poe, men som har endnu længere rødder i kvindelitteraturen (Mary Shelley). En anden stor psykologisk symbolist, Karen Blixen, har fundet inspiration i Astrid Ehrencron-Kiddes forfatterskab. I 1939 skrev Astrid Ehrencron-Kidde sin sidste roman, og i de næste 20 år gav hun sig især af med oversættelsesarbejde af bl.a. Agnes von Krusenstjernas produktion. Desværre undergik hovedværket, Fröknarna von Pahlen, en censurproces i den danske udgave. Om den skyldes Astrid Ehrencron-Kidde eller forlaget vides ikke.