Axel Garde

Axel Garde, 18.3.1876-22.1.1958, forfatter, redaktør. Født i Kerteminde, død i Kbh., begravet på Frbg. ældre kgd. G. blev student 1894 fra Linnésgades latin- og realskole, cand.phil. 1895 og begyndte straks de studier af historie og litteratur han bestandig fortsatte. Den tyske kulturs storhedstid o. 1800 optog ham meget. Goethetidens individualisme og verdensborgerlige humanisme og dens stræben efter dybere erkendelse var et væsentligt grundlag for hans virke, befæstet under et studieophold i Leipzig hvor han foruden artikler i Literarisches Zentralblatt udarbejdede Der Grundgedanke in Henrik Ibsens Dichtung, 1898, og en kritisk undersøgelse Grundtvigs Mytologi. Dens Metode og videnskabelige Værd, trykt 1897 i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning nr. 33. Efter sin hjemkomst sluttede G. sig til det unge litterære venstre, var medredaktør af dets tidsskrift Vagten 1899-1900 og ledede Studentersamfundet 1911-14. Han var en beundrer af Viggo Hørup og Harald Høffding og stod brødrene Brandes og Rode nær, navnlig i sit senere virke ved Gyldendals forlag. 1901-05 var G. teater- og litteraturanmelder ved Berlingske Tidende, 1905-06 redaktør af Adresseavisen, 1906-08 medarbejder ved Politiken. Han udgav Dansk Aand. Et Omrids til de sidste Aars Literaturhistorie, 1908 hvori han søgte at give et billede af hovedtræk i dansk åndsliv ved indgangen til 1900-tallet. Det efterfulgtes 1912 af hans ugeblad Dansk Aand der var tænkt som et alsidigt og samlende forum for litterær, politisk og social diskussion, men kun gik få måneder. Under første verdenskrig kom hans angreb mod den autoritære stat, først i en forelæsningsrække Stat og Kultur i Grundrids ved folkelig Universitetsundervisning nr. 243, 1915, og derefter uddybet i Preussens Tyskland. Stat, Kultur, Tradition, 1916 der skildrede udviklingen fra Goethes Tyskland med dets humane og liberale universalisme til Bismarcks Preussen med dets doktrinære og konservative nationalisme og var et personligt bekendelsesskrift med forsvar for individualismens kulturværdier.

G.s stærke optagethed af politiske problemer i denne periode lod ham modtage opstilling som radikal folketingskandidat i Kbh. 1913, men hans holdning i forsvarssagen førte ham senere over mod partiet venstre. Fra 1928 var han gennem' en længere årrække kronikør til venstres provinspresse. 1916-40 var G. medlem af Gyldendals direktion og redigerede Tilskueren 1930-39. Som dramatiker skrev han et interiør Ansigtet, trykt i Ord och Bild 1913, og fik 1931 skuespillet Sønnen opført på Det kgl. teater. I øvrigt var hans forfatterskab begrænset i hans tid ved Gyldendal. I 150-året for stavnsbåndets løsning skrev han for landboforeningerne Fra Fællesskab til Fællesskab, 1938, og derefter kom en række essays fra ham, udgivet i bogform: Stille Øjeblikke, 1944, Bag Forhænget, 1945, Hamlet i Generationernes Spejl, 1946 på hans 70 års dag, Livets Ironi, 1948, og Illusioner, 1949. De handlede mere end hans tidligere bøger om filosofiske emner og problemer om liv og død. I disse år svækkedes hans syn, indtil han til sidst var helt blind. Hans hustru måtte hjælpe ham ved skrivearbejdet og efter hendes død satte han hende det smukke minde Hendes Drømmeliv, 1947. Han bar sin skæbne "uden bitterhed, uden klage og bevarede muntert og venligt den medmenneskelige følelse som altid havde udgjort en del af hans personlighed" (Th. A. Muller).