Bertel Knudsen Aquilonius

Bertel Knudsen Aquilonius, 7.3.1588-7.1.1650, latinist. Født i Kongsted, Fakse hrd, begravet i Løderup k. A. der i sine tidligere år sædvanligvis skrev sig Toxotes (gr. for bueskytte) efter moderens slægt men senere Aquilonius efter faderen, gik i Herlufsholm skole hvor rektoren Willich v. Westhofen, en af tidens mest celebre latindigtere, fik en blivende indflydelse på hans litterære retning. Senest 1606 blev han student og rejste derpå først, som det synes, til England og Skotland, siden til Tyskland (1609 var han indskrevet ved universitetet i Königsberg), Frankrig, Italien og Lilleasien. 1610 kom han hjem, tog magistergraden 1612 og blev s.å. rektor i Malmø, en stilling han nov. 1613 ombyttede med embedet som slotspræst sst. Allerede i udlandet havde A. udgivet et par samlinger af latinske digte, men navnlig mens han boede i Malmø udfoldede han en livlig og selvpromoverende virksomhed som forfatter af hundreder af personligt dedicerede latinske vers og et endnu større antal breve hvoraf han sideløbende publicerede ca. 600 i "centurier" (de første i flere udgaver, samlet 1623 i Epistolarum selectarum centuriæ quinque). Han skrev latin med stor lethed, ofte med rammende sententiøse udsagn, stemningsbilleder og smukke naturskildringer; men i hans stærke efterligning af sølvalderens kunstlede latinitet og hyppige lån fra forbilleder som den nederlandske filolog Justus Lipsius og den i sin tid navnkundige latindigter Lotichius samt fra klassiske forfatteres værker er stilen ofte hovedsagen og kendsgerningerne forbløffende få. Mange af brevene vidner om en udpræget selvfølelse og lyst til at indlede korrespondance med ansete personligheder. 1619 blev A. ved kongens og biskoppens indgriben sognepræst i Løderup og Hørup i det sydøstlige Skåne og samtidig provst i Ingelstad herred. I forbindelse med den antikvarisk-topografiske indsamling 1622–23 foretog han en kort rejse i stiftet for at afskrive runer som det ifølge breve fra ham i årevis havde været hans ambition at udgive. Hans følgebrev til professor Ole Worm, gennem hvem han 1623 indsendte sit manuskript til kansleren, viser imidlertid at hans indsigt led af helt fundamentale mangler, og det samme er tilfældet ved nogle filologiske publikationer fra omkr. 1640 om det danske sprog som oprindelsen til de klassiske. I Ad poëticam Danicam deductio, 1641, søgte han klassiske kvantitetsregler indført i dansk versrytmik, og det skrift er, ligesom flere andre fra hans senere år hvor han døjede en del med sygdom, udgivet af en af hans sønner. Hans aldrig trykte Pro Danica nobilitate ostendenda prodromus fra hans sidste leveår har personalhistoriske oplysninger af nogen værdi også i dag.