Bertram Pogwisch, d. .1600, til Bukhagen, forfatter. Død i en landsby ved Kassel. P. immatrikuleredes 1532 i Leipzig og 1538 i Leuwen. 1542 var det vistnok ham der af Christian III anbefaledes til Frants I da han ville rejse til Frankrig for at tilegne sig fransk sprog og kultur. 1554-56 nævnes han som hofjunker hos Christian III. P. tilhørte med liv og sjæl det katolske reaktionsparti, og han kæmpede livet igennem både med pennen og sværdet for den katolske kirkes sag. 1547 stod han således i Karl V's sold, og 1572 deltog han i kampene i Nederlandene under hertugen af Alba. I den senere del af sit liv synes han mest at have opholdt sig i Holsten. Han lå jævnlig i strid med sin slægt, bl.a. med sine brødre, om arvespørgsmål, og hans egne økonomiske forhold var alt andet end gode. 1593 havde han en gæld på over 50.000 mark. I Holsten opholdt han sig gerne i klostret Bordesholm, der havde så stærk tilknytning til hans slægt, og hvori han havde en celle. Her hengav han sig til de strengeste bodsøvelser - bl.a. lod han sig hver fredag piske til blods af sin tjener – og til læsningen af asketiske og polemiske forfattere. Selv følte P., der 1559 havde disputeret med ingen ringere end Philipp Melanchton, jævnlig trang til at bruge pennen. Blandt hans antilutherske skrifter kan især nævnes Warer Gegenbericht, hvortil er føjet Malleus hæreticorum, 1594 (2. udg. 1599). Bogen er væsentlig et skarpt gensvar på et angreb fra luthersk side; det indeholder tillige et forsvar for en række katolske lærepunkter og viser P.s betydelige læsning i kirkefædre og senere teologer. – 1590 forekommer P. som hofjunker ved hoffet på Gottorp, 1599 fik han ny bestalling som sådan. Han nød ikke ringe anseelse i katolske kredse. Pave Gregor XIII sendte ham således en hædrende takkeskrivelse og synes at have stillet ham i udsigt at blive helgenkronet. Han begav sig da ud på en rejse til Rom og St. Loretto, men døde undervejs i en landsby ved Kassel.

Familie

Forældre: Volf P. (ca. 1485-1554) og Christine Munk (død 1579). Ugift.

Ikonografi

Afbildet på stik efter malet fremstilling fra 1590.

Bibliografi

Årsberetn. fra det kgl. gehejmeark. IV, 1866-70 220f. Pers.hist.t. 8.r.V, 1926 122. – Johs. Moller: Cimbria lit. I, 1744 499f. Sammlung der wichtigsen Abhandlungen ..., udg. N. Falck II, 1822 244-48. Ludw. Andresen og W. Stephan: Beiträge zur Gesch. der Gottorfer Hof- und Staatsverwaltung II, Kiel 1928 = Quellen und Forsch. zur Gesch. Schlesw.-Holsteins XV. Laur. Nielsen: Dansk bibliografi 1551-1600, 1931-33 461-64.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig