Bjørn Poulsen

Bjørn Poulsen, Chresten Bjørn Poulsen, 15.6.1918-11.12.2000, forfatter. Født på Kvelstrup, Tved sg., Mols. Efter studentereksamen 1937 (Sorø akademis skole) læste P. sammenlignende litteratur ved Århus univ. hvorfra han blev mag.art. 1946. Specialet handlede om T. S. Eliot. I studietiden var han (1940-45) formand for den århusianske studenterscene Musiske studenter hvor også Thorkild Bjørnvig var aktiv. Planen om at udgive et tidsskrift går tilbage til denne tid hvor P. diskuterede poesiens og kulturens problemer intenst med Bjørnvig. De fandt den toneangivende kulturradikalisme "uegnet til at fatte og fortolke virkeligheden med" (Vindrosen 5, 1970). Hos "kætteren" Vilhelm Grønbech fandt de redskaberne til en ny kultur-diagnose – og desuden hos lyrikere som Rainer Maria Rilke og T. S. Eliot der indvarslede modernismen med dens vurdering af digtning som erkendelse. Bjørnvigs og P.s projekt var ambitiøst: de ville skabe et udsøgt forum for en dialog mellem personligheder der tænkte i nye baner, en dialog der skulle give sproget lødigheden tilbage og være en gennemtænkning og gennemlevelse af poesiens og kulturens problemer. Af den ansvarlighed der er det lødige digts særkende ville der – forestillede de sig – i tidens fylde udkrystallisere sig en ny etik, måske med religiøse konsekvenser. Gennem Ole Wivel og Gyldendal blev planen praktisk mulig. De centrale medarbejdere ved tidsskriftet, hvis navn blev Heretica, var, foruden redaktørerne og Wivel, Martin A. Hansen, Paul la Cour - der som konsulent for Gyldendal havde givet gunstige bedømmelser af både Bjørnvigs og P.s digtsamlinger – Erik Knudsen og Ole Sarvig. Vilhelm Grønbech og Karen Blixen skulle være gallionsfigurer. Især første årgang realiserede visionen der også indebar at hvert af de fem hæfter skulle udgøre en kunstnerisk helhed. Heretica blev "det mest kræsent redigerede tidsskrift i dette århundrede" (Henning Fonsmark). Her viste sig for første gang P.s dømmekraft og perfektionisme. I begyndelsen af anden årgang kom hans store essay Elfenbenstårnet med den betydningsfulde undertitel: af den moderne poesis dialektik. En imponerende, men til tider dunkel præstation der lever op til idealet om dialogen ved at indeholde en replik til Jens Kruuses og Paul la Cours opfattelse af poesien som en åbenbaring. En sådan opfattelse gør poesien til en pseudoreligion, en "ideologi", og mod alle sådanne ideologier, ikke mindst de politiske, er essayet rettet. Men essayet peger også fremover i P.s forfatterskab ved i slutningen at antyde et etisk (og religiøst) synspunkt. I flere senere essays har P. taget digtningens problematik op på samme dialektiske måde, snart vendt mod en total politisering af kunsten, snart mod en ekstrem modernisme. Essayet er det vægtigste af mange vægtige essays i bogen Omkring elfenbenstårnet. Kritik og polemik, 1964. Da redaktør Ejvind Larsen og P. tog initiativ til det skelsættende møde på Krogerup højskole 30.9-2.10.1960, var det også ideen at skabe en dialog – denne gang mellem politikere og åndsarbejdere. Mødet fik betydning for oprettelsen af kulturministeriet og Statens kunstfond. P.s eget indlæg på mødet, Ideernes krise i åndsliv og politik – udvidet til bog 1960, billigbog 1961 – har også til hensigt at understrege samtalen som betingelse for demokratiet. For at få en virkelig samtale i gang må vi genskabe et sprog og en tænkning der bygger både på hjerne og hjerte. En sådan tænkning kalder han idétænkning. Han skelner mellem idé og begreb, og mellem fornuft og rationalitet. Begreberne er redskaber for den abstrakte rationalitet hvis væsen er at finde den korteste vej mellem to punkter. Det er den tekniske tænkning. Ideerne derimod er hvad vi anser for selvfølgelig sandt; de er mættede med erfaring, fantasi og følelse og kan ikke begrundes eller defineres. De er fornuftens udgangspunkter. På dem bygger traditionerne. Tænker man over demokratiet i Danmark må man gøre sig klart hvilke traditioner der indtil nu har givet det nordiske demokrati en særstilling. Som Grundtvig og Martin A. Hansen finder P. at det nordiske retssyn udgør en enestående tradition der står i skarp modsætning til den kontinentale revolutions-tradition.

Med Ideernes krise i åndsliv og politik sker der i overensstemmelse med hans oprindelige vision – en åbning mod samfundsspørgsmål og filosofiske spørgsmål i videre forstand, og denne linje fortsættes med talrige artikler og foredrag om emner som liberalisme, uddannelse og planlægning (fx i Mennesker og planlægning, 1968). Vægtigst er Identitetens problem, fem foredrag holdt 1962 på Askov højskole. Her belyses i stort perspektiv sammenhængen mellem personlig identitet (eller rodfæstethed) og virkelighedsopfattelse der er nært beslægtet med det Thorkild Bjørnvig har kaldt den æstetiske idiosynkrasi. Dette tema bærer også den skarpsindige tolkning af Klaus Rifbjergs roman Kiks i Litterære bedømmelser, 1979, et lille udvalg af de responsa P. med sjælden omhu har udarbejdet som konsulent for Gyldendal (1947-63 og 1974-89). 1969-74 var P. medarbejder ved Jyllands-Posten, 1971-74 formand for det litterære udvalg under Statens kunstfond.

P. opfatter sig som fortsætter af en dansk tradition fra forrige århundrede der repræsenteres af folk som Poul Martin Møller, N. F. S. Grundtvig og Jakob Knudsen. De to sidste har haft afgørende indflydelse på hans tænkning, den første er nok et forbillede for det klassiske dansk han skriver – krydret med stille humor. Hans tænkning er i slægt med tankegange hos betydningsfulde samtidige filosoffer som Hans Georg Gadamer og K. E. Løgstrup. – Louisianaprisen 1962. Statens kunstfonds livsvarige ydelse fra 1981.