Dansk Biografisk Leksikon

C.E. Soya

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

C.E. Soya, Carl Erik Martin Soya, 30.10.1896-10.11.1983, forfatter. Epikeren, dramatikeren og moralisten Soya er en destruktiv forkynder og en opbyggelig nihilist. En sanddru udspørger af den samvittighed der har ledet og styret forfatterskabet som en guddom. Soyas opvækst i slutningen af 1890'erne og begyndelsen af det nye århundrede falder sammen med kulminationen og til dels også med afviklingen af den senvictorianske æra. Miljømæssigt er han et barn af det noblere kbh.ske borgerskab, bag hvis pænhedsfacade hykleriet eller dobbeltmoralen, især i seksuel forstand, efter sigende trivedes med udpræget held. Skinhelligheden lagt an som en livsform. Og det er blandt andet denne tilsyneladende idylverden med dens konsekvent iscenesatte fortielsessystem og dens dimension af lastefuldhed der har udfordret, frastødt og tiltrukket Soyas kunstneriske temperament på alle stadier af hans forfatterskab.

Han har viet perioden sin forelskelse og sin animositet, og han har, om man vil, taget sig den frihed at forlænge klunketidens åremål med både 1920'erne, 1930'erne, 1940'erne og 1950'erne, primært formodentlig, fordi han har ønsket at gøre Dr. Jekyll/ Mr. Hyde-symbolet uafhængigt af tidsgrænser og lade sin satire omfatte flere folkelige lag end blot småborgerstandens, men dernæst fordi den udvidede tidsramme har sikret ham albuerum til at nuancere og komplettere det Danmarksbillede og det menneskebillede der på godt og ondt er hans og kun hans. En generel finfølelse må forekomme oprøreren Soya poetisk ufrugtbar. ("Den der bærer en tændt lampe, stritter med albuerne"), og han har da også gennemført sine krige mod de bigottes kompagni med en lystmorders opfindsomhed i detaljen.

Overalt i sin menneskeskildring lader han det komiske følges med det gruopvækkende. Kolonihavehyggen med blå kaffekande og det hele væltes over ende af mørkets magter der hos Soya er lige så levende som de er farlige. "Folk ser sig selv i yndig rød belysning. / Og når jég viser dem / at sjælen ikke blot er blegrød, / men også blodigrød, / og helvedgul, / og baggårdsgrå, / og argon-blå som alle gåders gåde, / da gyser de, / benægter, / og hader mig." (Hvem er jeg?, forspillet, dr. Paprikas replik). I grand guignol-skuespillet Fristelsen (skrevet i 1920'erne, trykt 1935, opført i fransk radio efter besættelsen), et psykologisk komprimeret stykke om vrange skæbner, lader Soya husholdersken frk. Nellemann ytre sin mistillid til menneskeracens lødighed: "Udvortes er menneskene grinagtige, indeni er de hæslige." Men Gamle Pedersen, en slags halvkulret og venlig Vorherre, skynder sig at moderere: "De går rundt med et bilde af, hvodden menneskene skal se ud indeni og udenpå. Men sådden et bilde det er bare noget tosseri: man ska' ta' menneskene som de er... holde af dem som de er ..."

Soyas digtning er spændt ud mellem grinagtigheden, hæsligheden og forsonligheden. I sine erindringsbøger (Potteskår, 1970, Åndværkeren, 1972, Ærlighed koster mest, 1975), der hører til dansk memoirelitteraturs betydeligste, har han med vanlig akkuratesse omkredset sine grundmotiver. Varmt beskriver han sin "lykkelige barndom" i kunstnerhjemmet, Gothersgade 143, hvor forældrene, Ingeborg Sørensen (i hvis slægt der fandtes ikke så få skrivende talenter) og maleren, professor C.M. Soya Jensen, oplevedes af den vordende sandhedssøger og demaskeringskunstner som "to eventyrfigurer", lyse og udifferentierede.

Soya var 15 år da hans far døde, og 19 da hans mor døde. Kort inden sin død nåede C.M. Soya Jensen, det solide borgerskabs maler, at læse sin 15-årige søns tidligste digteriske forsøg, et stemningsbillede, "rigt oversmurt med malerfaglige farvenavne". Dommen overbragtes af drengens mor: "Sig til Carl Erik, at det er falsk altsammen." Siden har skribenten Soya beflittet sig på at undgå enhver form for stilmæssig udpyntning i sine skrifter, en klart anti-lyrisk tendens, kompromisløst gennemført, og i tætteste forbindelse med værkernes hensigt og idéindhold. Barndommens idylverden, hvortil man må henregne farmoderens hus på hjørnet af Gothersgade og Farimagsgade, selv om erindringsromanen Min farmors hus, 1943, lader den skarptseende og fantasibevægede, fem-seks-årige Sørmand opleve et overmål af djævelskab i ly af farmorskikkelsens skørter, blev itubrudt ved forældrenes død, og den totalskuffelse over den menneskelige naturs beskaffenhed, der hastigt indfandt sig, var lige så uafrystelig som sorgen over tabet af forældrene. Men med assistance fra den Soyaske fornuftsvilje, stædighed og passion lod det sig gøre at forvandle både eventyridyllen, skuffelsen og illusionsberøvelsen til digterisk brændstof.

I Soyas værker blandes primitivitet med raffinement, klarhed med uvished, uforsonlighed med overbærenhed, vovemod med medfølelse. Sin digtnings evangelium har han udtrykt således: "Vi ville alle være lykkeligere hvis vi alle var åbenhjertigere." Replikken har han rimeligvis formuleret som en tak til den Sigmund Freud af hvem han var elev, endnu inden han havde lært ham at kende, og åbenhjertigheden har han rundhåndet og uden persons anseelse lagt for dagen overalt, men retfærdigvis har han ladet denne næsten demonstrative åbenhjertighed ledsage af en sokratisk inspireret erkendelse der tilsiger ham, at menneskers viden om hinanden kun er beskeden. Med Gruesens ord fra sidste akt af mesterdramaet Parasitterne: "Men'sker er fulde af underligheder og overraskelser. Man ve' aldrig hvor man har et men'ske før det ligger på kærkegården." Både det diktatorisk postulerende og det bevidst uafsluttede, den frit i luften anbragte hemmelighed, har været duelige bestanddele i Soyas digtning der har et dramas modsætninger som sin stadige stimulans. Effekterne kan tage overhånd, og trangen til anskuelighed løber undertiden af med forfatteren og med nuancerne, men i de mest dynamiske af Soyas fiktionsværker er det lykkedes ham at indordne både refleksionerne, debatten og provokationerne som livgivende brudstykker af det samlede kunstneriske mønster. "Ganske almindelige mennesker" har han kaldt sine figurer. Vi må forstå, at de tillige er højst ualmindelige. At de "små venlige småfisk" i hans akvarium pludselig kan optræde som monstrøse, aggressive rovfisk. Men også bedragerne kan bedrages, eller godheden kan i givne øjeblikke vinde sin sejr. Den lidet troende digter er ikke uden fortrøstning, og "godhed mod Næsten bør betragtes som det smukkeste der findes". Kærligheden får sit, ser vi, men om tilværelsens hensigt meldes der absolut ingenting. Forfatteren antyder muligheden af, at visse love lader sig udlede af visse begivenheder, men ellers opfatter og gengiver han livet som en evigt varende legen "Blindebuk", en række af spørgsmål uden svar. Soyas kontante digtning handler ikke mindst om det usynbare. Det er bemærkelsesværdigt, at den didaktiske hensigt bag Soyas etisk anlagte satire ikke munder ud i noget partipolitisk patentprogram. "Enhver der står i et parti, er partisk," har han sagt, og det skulle man ikke kunne tage fejl af. Med sine moralske ideer og sin drillende dialektik fjerner han sig bevidst fra at profetere om et tusindårsrige hvor ophævelsen af de sociale uligheder anses for et højdepunkt af velsignelse. Endvidere er det iøjnefaldende at forfatterskabet side om side med hykleribekæmpelsen der gælder samtlige sociale stænder og alle køn holder en mere eller mindre metafysisk betinget debat gående om skyld, skæbne og retfærdighed. J. L. Heiberg definerede begrebet 'nemesis' som "den i det Tilfældige skjulte Retfærdighed", og til sine digteriske analyser af idyllen og dens natside føjer Soya en omhyggelig instrumenteret drøftelse af det muligt lovbundne og det muligt tilfældige i den jordiske tilværelses aldrig afsluttede drama.

I de fleste sammenhænge opleves Soya som en rapkæftet eller melankolsk modsigelsesdjævel der ved fødslen synes at have pådraget sig et sandheds- eller retfærdighedssyndrom. En Rabelais-agtig karakterkomiker og fabulant der bestandig hjemsøges af en misantropi i slægt med Guy de Maupassants. Ud fra et tidligt udformet moralbud om, at "man bør beflitte sig på sandheden" har Soya gennem alle sine mange travle digterår gjort "alt hvad der er klart usandt" (det vil sige alt hvad hán anser for klart usandt) til genstand for latterliggørelse. Selvfølgelig ved han i sit hjerte, at komediedigteren "udvinder morskab af menneskenes usselhed", men i nemesis-skuespillene fra tiden omkring anden verdenskrig (Brudstykker af et mønster, To tråde, 30 års henstand – titlerne er betydningsbærende også for det øvrige forfatterskab) mærkes det, at fryden ved det grinagtige og det groteske i afgørende grad er veget for en fornemmelse af tragedie på alle menneskelige planer. Eller måske er det rigtigere at sige, at komedieskriveren Soya og tragikeren Soya har eksisteret side om side lige fra Parasitterne og Fristelsen (i 1920'erne) til Vraggods og Brevet (i 1960'erne). Hvad enten Soya optræder i rollen som kådmundet, undertiden blasfemisk satiriker og satyr i Gustav Wied-stil eller som realistisk sindet moralist i sutsko, er han som oftest parat til at bære over med de grundmenneskelige skavanker hvis udslag af lavsind og gemenhed han i øvrigt har skildret uden nogen sinde at tabe humøret. Igen Gruesen: "Men'sker ka' nu éngang ikke være anderledes end som Vorherre har mingeleret dem". Derimod har "den med fejlene sammenklæbede uærlighed" (jfr. kronikken Målet, troen og synspunktet, 1935) været et genkommende mål både for Soyas på én gang burleske og brutale spot og for hans kunstneriske og moralske dom.

Siden sin tidlige ungdom har Soya levet som forfatter, til en begyndelse i Kbh., derefter – i et halvt århundrede – med hovedkvarter i Lyngby. En overgang (1960'erne) boede han i Spanien, og i de sidste måneder af besættelsen opholdt han sig som flygtning i Sverige. 29.11.1980 bosatte han sig i Rudkøbing på Langeland, Hans utallige offentliggørelser strækker sig ind over et flertal af genrer og former: dagbladsjournalistik, anmeldelser, lyrik, børnebøger, skolekomedier, librettoer, aforismer, polemiske skrifter (med departements- og teaterchefer, censorer og diktatorer som foretrukne ofre for øretæverne), men det er som fortæller og som dramatiker at han har markeret sig varigst. Soyas meget sammensatte, kvalitetssvingende, blodrige og udydige forfatterskab er rigt på allusioner og kommentarer til samtiden, men fremstillingen af de almenmenneskelige vilkår er ham til enhver tid vigtigere end den historisk inspirerede fiktion. Soya debuterede 1.8.1918 med novellen De, der skammer sig der tematisk foregriber mange af de senere arbejder: den forbudte omtale af det forbudte; ønskedrømmen (den lykkebringende eller den ondartede) der risikerer at blive gjort til virkelighed. I eventyrsamlingen Kvinderne i Persien, 1923 (senere strøget af forfatterskabet) varieres temaerne om de tabubelagte videnskaber og lidenskaber, den erotiske idyl, fristelsens magt, homo sapiens som et karikaturvæsen i en verden af absurditet. Dermed er linjerne lagt ud til de kommende års stærkt pointerede novelledigtning: Ganske almindelige mennesker, 1930, tilegnet forfatteren af Hans og Grethe, Handlingen foregår i Danmark, 1936, tilegnet Maupassant, Små venlige småfisk, 1940, tilegnet Gustav Wied, Smil så, 1944, Hvis tilværelsen keder Dem –, 1952, Blodigrødt og blegrødt, 1955, Fra mit spejlkabinet, 1956, de syv pornografiske fortællinger Tilegnet Boccaccio, 1959, Tilegnet Gud, 1966, De udødelige, 1971, Den og dét, 1976. Hverdagsfortællingen Jeg kunne nemt ta' 100 kroner, 1931, med den tidstypiske snakketitel, afprøver i digterisk-realistisk regie den frie viljes begrænsninger. Bogen er hjertegribende god. Prosafablen En gæst, oktober 1941, ligner E.T.A. Hoffmanns og A. v. Chamissos fantastiske fortællinger derved, at den suverænt blander eventyr og dagligdag med hinanden. Historien om ørentvisten der vokser sig en overstørrelse til havde umisforståelige hentydninger til Danmarks situation under besættelsen og blev beslaglagt, ganske vist på tysk foranledning, men især ved danske hænders lidt for emsige embedsudøvelse. Forfatteren er ofte siden og med velbevaret vrede (fx i pjecen Dansk retfærdighed – når tyskerne er i landet, 1945 og i Ærlighed koster mest) vendt tilbage til årsagerne og virkningerne i begivenhedernes forløb der efter by- og landsrettens dom i foråret 1942 kulminerede med 60 dages hæfte som han afsonede i Vestre fængsel.

Af romanerne hører både "Min farmors hus", 1943 og "Sytten" I-III, 1953–54, med deres slidstærke prosa og høje underholdningsværdi til Soyas hovedværker. Begge er formet som erindringsfantasier hvor det psykologiske mesterskab følges med den episke frodighed, Dichtung und Wahrheit i en fuldt forløst enhed. Mens "Min farmors hus" er et grumt værk med makabre undertoner, ligner pubertetsromanen "Sytten" med dens panorering hen over 1914-sommerens tabte lykkeland mest af alt en melankolsk pastorale. Selv nærbillederne af hovedpersonens erotiske foretagsomhed der ved offentliggørelsen var ballade- og skandalefremkaldende har et skær af uskyld og sorgfuldhed. Den samme form for åbenhjertig blufærdighed hvor selve skriveprocessen fungerer som et forsøg på smertebefrielse genfindes i Soyas seneste roman, Spørgsmål uden svar, 1979; her føres handlingens tråde op gennem 1930'erne og 1940'erne. Listen over Soyas dramaturgiske læremestre ser i store træk sådan ud: Aristofanes og Plautus, Henrik Ibsen og Aug. Strindberg, Luigi Pirandello og Gustav Wied. Og den nationale Soyaske samtidsbaggrund udgjordes i forfatterens virksomste år som teaterdigter af Carl Gandrup, Sven Clausen, Svend Borberg, Guðmundur Kamban, Jens Locher, Leck Fischer, Poul Henningsen, Knud Sønderby og Finn Methling. Samt af Kaj Munk og Kjeld Abell. Soyas officielle debut som dramatiker fandt sted i januar 1930 med Det kgl. teaters skandale-premiere på Den leende jomfru. Postyret gjaldt navnlig skuespillets tidsbestemte taktløsheder, men unægtelig mere skandaløs forekom den kendsgerning at teatret af forskrækkelseshensyn havde valgt at gemme det tre år tidligere antagne Parasitterne grundigt af vejen. Det blev til at dette vældige uhyggespil, en blanding af folkekomedie, indignationsstykke, moralitet og skæbnetragedie, opførtes på Det sociale teater i Kbh. (december 1931), og mere end en halv snes år hengik, inden Det kgl. teater (1945) vovede at binde an med dramaet om rottefamilien Gruesen. Men på det tidspunkt havde Soya, i en slags rituelt konkurrencefølgeskab med Munk og Abell, for længst sørget for at stabilisere sit ry, også i herostratisk retning, som en af det nye danske dramas radikaleste fornyere.

Væsentligst i den store produktion af opførte og uopførte skuespil: Hvem er jeg? (Det ny teater, marts 1932; opførelser i mange europæiske lande samt i Sydamerika), et drama på psykoanalysens betingelser, et splitteroriginalt teatereksperiment om dyden og lasten og menneskets tvesind; Umbabumba (antaget, men dernæst – "af udenrigspolitiske hensyn" – forkastet af Det kgl. teater og opført på Det ny teater i Abessinien-året 1935), en klarsynet satire, i Brechtagtig jazzrevystil, over nazismens og fascismens ideologi fantasikomedierne Lord Nelson lægger figenbladet, 1934 og Min høje hat, 1939; helte- eller antihelte-komedien Chas (Det kgl. teater, 1938), om pressens sensationsdyrkelse og perfidi, og med den H. C. Andersen-inspirerede lykkeformel "sundhed, muntert sind og middelgode kår" i transparent; tetralogien Blindebuk eller: Sådan kán det gå!, i neorealistisk stil og med perfekt teknisk beherskelse af replikindividualisme og struktur: Brudstykker af et mønster, 1940 (opført på Folketeatret og 1947 filmatiseret under titlen Soldaten og Jenny), To tråde, 1943 (Det kgl. teater), 30 års henstand, 1944 (Folketeatret) samt satyrspillet Frit valg (Århus teater 1948, Det ny teater 1949); Efter, 1947 (Folketeatret, og 1948 filmatiseret under titlen Tre år efter), et hårdtslående drama om værnemagernes moralske ansvar. Endvidere Løve med korset, 1950, om krigsdrift og aggressioner og muligheden for pacificering; kammerspillet I den lyse nat, 1956 (Odense teater og Folketeatret); Petersen i dødsriget, en hverdagstragedie, 1957 (Det kgl. teater); Brevet, et levnedsløb fortalt for tv, 1966 (uopført). "Levnedsløbet" er en parafrase over Soyas offentlige og private liv, og hustruen Agnes Soyas død 1959 har formentlig været den nærmeste foranledning til Soyas eksistentielle opgør. – Dertil bør føjes en gruppe af radiospil (med Vi som er to, 1951 som et højdepunkt) og af kortere sceniske værker (fx Rødt i gråt, 1947 og det eksplosivt vittige sørgespil Gravkaffe, 1949. Irritations- og inspirationspunkt: den honnette ambition. Begge stykker har været spillet på Det ny teater). Et udvalg af Soyas enaktere og radiospil er optrykt henholdvis i Familien Danmark, 1964 og Lutter øre, 1968. Soya har ofte i årenes løb omarbejdet sine skuespil, og som regel med held. Om skuespillerens kunst har han ytret sig i Poul Reumert, 1942 og 33 kunstnerportrætter, 1945. Fyldigste sortiment af aforismer: Vilhelms bibel, 1957.

Det bedste af denne både folkelige og ufolkelige enegængers digtekunst vil vide at overleve med råheden og munterheden i behold. Ikke som en følge af værkernes spekulativt farvede debatindhold, men på grund af den fantasikraft der har vist sig i stand til at forsyne spejlkabinettets figurer både med skinbarlighed og med de sjæls-egenskaber der får dem til at leve som selvstændige væsener. – Blandt talrige æresbevisninger har Soya modtaget Holberg medaljen 1947, Henrik Pontoppidans mindelegat 1949, Gyldendals Herman Bang legat 1950, Oehlenschlæger legatet 1961, Johs. Ewald legatet 1968, Det da. akademis pris 1975. Han er æresmedlem af den da. afd. af PEN klubben, af Selskabet aforismens venner og af Dansk forfatterforening.

Familie

C.E. Soya blev født i Kbh. (Frue) og døde i Rudkøbing; urne på Mariebjerg kgd., Gentofte. Forældre: maler, senere professor C. M. Soya Jensen (1860–1912) og Ingeborg R. Hammer (1869–1916). Ved dåben Soya-Jensen; navneforandring 27.10.1920. Gift 1. gang 1.3.1919 på Frbg. med Esther Sættem, født 12.1.1896 i Trondhjem (gift 2. gang 1926 med disponent Vilhelm Peter Dalsgaard Billev, født 1897), d. af handelsfuldmægtig, senere grosserer Olaf Mardigo Sættem og Ovidia Røvig. Ægteskabet opløst 1921. Gift 2. gang 20.11.1925 på Frbg. (b.v.) med Agnes Augusta Zaar, født 5.11.1905 i Kbh. (Matth.), død 20.4.1959 i Gentofte, adoptivd. af korkskærer Niels Zaar (1852–1931).

Udnævnelser

Ingenio et arti 1971. R. 1948.

Ikonografi

Tegn. af Viggo Thomsen 1936 og 1944. Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1944. Tegn. af Carl Jensen udst. 1948. Tegn. af Otto Christensen, 1949 (Fr.borg) og af Kay Christensen, 1956. Tegn. af H. Bendix (Kgl.bibl.) og to af H. Lollesgaard, den ene 1956 (sst.). Buste af H. Isenstein. Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Cai M. Woel: Bibliogr. fortegn, over Soyas arbejder 1911–46, 1946. Udg. Udv. værker I-VI, 1956.

Kilder. Soya i Profiler, 1944 99–108. Erindr.: Potteskår, 1970, Åndværkeren, 1972 og Ærlighed koster mest, 1975.

Lit. Martin Ellehauge: Det danske skuespil efter verdenskrigen, 1933 66–90. Fr. Schyberg: Ti års teater, 1939 192–95. Samme: Teatret i krig, 1949 116–19 206–10. Alf Henriques: Modern da. dramatik, Sth. 1942 28–33. Orla Lundbo: Soya, 1944 = Danske forfatterbiografier IV. Festskr. til Soya på halvtredsårsdagen, red. Cai M. Woel, 1946. Niels Birger Wamberg: Soya, 1966. Samme: Teatret i Nørregade, 1982. Ole Brandstrup i Danske digtere i det 20. årh. 2. udg. II, 1966 521–36. Jens Kistrup sst. 3. udg. III, 1981 111–20. Poul Carit Andersen i Soya: En gæst, ny udg. 1968. Elsa Gress: Dramatikeren Soya, 1976 (også i forf.s Fanden til forskel, 1979 50–61). Ernst Bræmme: Soyas sociale budskab, 1981.

Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Læs også om C.E. Soya i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om C.E. Soya
Carl Erik Soya
1896-1983, dansk forfatter og dramatiker. Soya k ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Nelson
by på nordkysten af Sydøen, New Zealand; 53.700 indb ...Artikel i Den Store Danske
Henrik Ibsen
20.3.1828-23.5.1906, norsk forfatter, kendt s ...Artikel i Den Store Danske
Folketeatret
... teater i København, grdl. 1857 af Hans Wilhelm ...Artikel i Den Store Danske
Aristofanes
ca. 450 f.Kr.-385 f.Kr., græsk forfatter, ophavs ...Artikel i Den Store Danske
Reumert
dansk teaterpris indstiftet og finansieret af ...Artikel i Den Store Danske
Luigi Pirandello
28.6.1867-10.12.1936, italiensk forfatter, so ...Artikel i Den Store Danske
Kjeld Abell
25.8.1901-5.3.1961, dansk dramatiker. Kjeld A ...Artikel i Den Store Danske
Abessinien
ældre betegnelse for Etiopien, officielt brugt i ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
NBWa
18/07/2011
  • Læst 2028 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki