C.F.A. Ostwald, Christian Friedrich Adolph Ostwald, 13.6.1809-6.4.1873, forfatter. Født i Nørby, Risby sg, død i Kbh. (Frels.), begravet sst. (Ass.). Efter studentereksamen 1827 studerede O. i Bonn og Kiel, hvorefter han slog sig ned i Ratzeburg, Lauenburg, hvor han skrev om lauenborgske lovgivningsanliggender og gjorde et forgæves forsøg på at få bestalling som advokat. 1843 blev han dr. jur. ved Kiels universitet med Christian Paulsen som den ene af opponenterne. -Umiddelbart efter drog han til København for at søge embede. Han afvistes af det slesvig-holsten-lauenborgske kancelli, men opnåede af Christian VIII, som han allerede 1840 havde opvartet i Ratzeburg, støtte til et arbejde om Lauenburgs offentlige ret. Allerede da arbejdede han sammen med baron Constant Dirckinck-Holmfeld, og inspireret af ham fandt O. 1844 frem til teorien om, at de augustenborgske hertuger havde forspildt deres arveret ved ikke at søge den såkaldte samforlening. Derfor ville arvespørgsmålet efter hans påstand kunne ordnes alene i henhold til kongeloven. Det var et synspunkt som kom på et særdeles bekvemt tidspunkt for kongen, og han gav O. adgang til de kongelige arkiver og økonomisk støtte til at skrive en dokumenteret fremstilling af sin opfattelse.

Samtidig offentliggjorde Dirkinck-Holmfeld påstanden, og O. skrev selv derom, bl. a. i Berlingske Tidende. Det fik utvivlsomt indflydelse på Roskildestændernes behandling af T. Algreen-Ussings forslag om, at kongen skulle fastslå det danske monarkis udelelighed. Men det er ikke muligt at fastslå, i hvor høj grad indflydelsen kom fra avisdebatten eller mere direkte udøvedes af O.

Da kommissionen om arvefølgen nedsattes 1845, gav Chr. VIII den ordre til at afvente O.s skrift, men trods gentagne påmindelser kom det ikke, og arbejdet afsluttedes uden O.s bidrag. O. oppebar resten af Chr. VIIIs levetid kongelig understøttelse da man afventede det store værk, og han spillede fortsat en central rolle bag avisen Beobachter am Sunde der også opretholdtes af kongen. O. havde kontakt med og formidlede bidrag fra fremstående sønderjyder, og det var alment kendt at han nød kongens bevågenhed. H. Reventlow-Criminil, A. S. Ørsted og andre af kongens rådgivere stod stærkt kritiske over for kongens støtte til O. ud fra erkendelsen af hans uefterrettelighed. – Efter systemskiftet 1848 henvendte O. sig straks til de nye magthavere. En kort tid finansieredes han af Frederik VII, men derefter lykkedes det ham at få støtte af regeringen, først, trods W. Sponnecks dybe uvilje, gennem finansministeriet, derefter gennem udenrigsministeriet. O.s pression lå dels i hans løfte om endelig at fuldende det store værk, dels i en direkte trussel om at gå i tysk tjeneste med konsekvenser for arvepolitikken som regeringen ikke kunne overskue.

1848 offentliggjorde O. 2. del af sit værk, indeholdende aktstykker, men 1. del lod vente på sig, og helt til 1852 holdt han regeringen hen. Flere gange var sagen oppe på statsrådsplan. Betydelige dele af bindet var dog sat, men arvesagens udvikling gjorde, at regeringen 1852 af hensyn til Rusland fandt det rådeligst alligevel ikke at udgive værket. O. blev udnævnt til justitsråd og bureauchef i det holsten-lauenburgske ministerium og stod for udgivelsen af lov- og ministerialtidende for Holsten og Lauenburg. Samtidig standsede hans øvrige publicistiske aktiviteter. 1862 fik han sin afsked, og da verserede i øvrigt endnu sagen om betaling for den del af hans værk, som vel var blevet trykt, men aldrig udkommet. 1864 søgte O. en sidste gang at interessere den ny konge for sit skrift, men forgæves. Udenrigsministeriet henviste til forholdet til Rusland. – O. er et udtryk for et af de svage punkter i den sene enevælde: Fyrstens risiko for at påvirkes af entreprenante øjentjenere. O.s indflydelse forblev dog begrænset, men uden hæmninger udnyttede han de muligheder han havde fået i hænde et kort øjeblik 1844, til han, uden nogensinde at indfri sine løfter, 1852 kunne høste det udbytte han hele tiden havde begæret: personlig vinding og en stilling i statens tjeneste.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Eichede, Johan August O. (1778-1856) og Christina Friderica Armgaard Schleppegrell (1776-1847). Gift 2.6.1854 i Kbh. (Holmens) med Amalie Ida Julie Henriksen, født 5.7.1830 i Kbh. (Holmens), død 28.3.1902 i Skodsborg, d. af arbejdsmand Johannes H. og Else Marie Pedersen og plejed. af kgl. liberist Svend Nielsen og Marie Christine Nielsen.

Bibliografi

Poul Jensen: Presse, penge, politik, 1971. Holger Hjelholt: Arvefølgesag og forfatningsforhold i det da. monarki, 1973 = Vidensk. selsk. Hist.-filos. medd. XLVI, 3. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig