C. Pram, Christen Henriksen Pram, 4.9.1756-28.11.1821, forfatter. Nordmand med liv og sjæl vedblev C. Pram at være alle sine dage, skønt der også randt dansk blod i hans årer, og skønt han fra sit ottende år tilbragte næsten hele sin levetid i Danmark, hvor barndomshjemmet i Slagslunde var et samlingssted for nordmænd, især fra Gudbrandsdalen. 1772 blev C. Pram student, privat dimitteret, dyrkede litteratur og studerede jura, men tog ingen embedseksamen. 1776-79 var han huslærer i Vilh. Bornemanns hus; denne stærkt teaterinteresserede mand fik stor betydning for ham, ligesom bekendtskabet med mænd som A. G. Carstens, B. W. Luxdorph, P. F. Suhm, C. F. Jacobi og alle landsmændene i Norske selskab hvor han selv hurtigt kom til at spille en rolle.

C. Prams privatøkonomi var altid miserabel, og stillingen havde 1779-81 været rent fortvivlet uden hjælpen fra J. C. Friborg og H. W. v. Warnstedt. Ved anbefaling fra Carstens til finansministeren, grev Ernst Schimmelmann, blev han 1781 fuldmægtig i økonomi- og kommercekollegiet, men da lønnen kun var 200 rigsdaler, og han kort efter giftede sig lykkedes det ham ikke at komme på fode, og lige så lidt synes det at have hjulpet at han efterhånden avancerede: 1786 til kollegiets arkivar og pasekspeditør samt sekretær ved postkasse-pensionsdirektionen og 1797 kommitteret i kollegiet. 1793 lod han en konsulatsstilling i Tunis gå fra sig fordi den var hans kone imod. Ægteskabet havde til tider et temmelig disharmonisk forløb; hun var svagelig og vranten, han kolerisk og voldsom; derimod synes det ikke at have forværret forholdet at et par af C. Prams unge venner blev fruens tilbedere, nemlig Jens Baggesen hvis ungdomsdigtninges muse "Seline" hun er, og Chr. Olufsen.

For overhovedet at eksistere havde C. Pram fra sin tidligste ungdom været nødt til at skrive. Sine første arbejder ville han siden ikke vedkendes. 1779 havde han vundet Selskabet for de skiønne og nyttige videnskabers pris for versepistlen Philippa til Erik, og 1782 slog han igennem med det naturbeskrivende digt Emilias Kilde. C. Prams landskabelige maleri fra Øresundskysten bliver ikke blot baggrund for mindet om Emilie Schimmelmann, men også for sagnet om Hagbard og Signe hvis fælles gravhøj frejdigt henlægges til Sølyst; dog er det vel især den følsomme skildring af den kendte, yndede egn der har skabt digtets langvarige popularitet, mere end det stilsikre, klassicistiske antræk der kun sjældent lader naturfølelsen udtrykke sig utraditionelt. Sit største ry vandt C. Pram 1785 med Stærkodder. Et Digt i femten Sange. Saxos stof er med allerstørste frihed omskabt til et ironisk helteepos efter den tyske digter C. M. Wielands mønster uden synderlig gammelnordisk kolorit, kun momentvis lidt ossiansk stemning, derimod med bevidste anakronismer og aktuelle allusioner eftersom digtet i virkeligheden er en politisk allegori der lader den norske Stærkodder frelse Danmark fra sachsernes (tyskernes) vold; digtet er norsk-nationalt, og i selve Stærkodder-figuren, vildmanden med det snart bedrøvelige, snart humoristiske anstrøg, aner man træk af digterens egen personlighed.

1785-93 var C. Pram udgiver af månedsskriftet Minerva, i de fem første år med K.L. Rahbek som medredaktør. Denne havde oprindelig tænkt sig det som et æstetisk tidsskrift, men C. Pram fik sat igennem at det skulle være et alsidigt kulturorgan, og det er C. Prams virksomhed i Minerva der udgør hans største fortjeneste i det dansk-norske åndsliv. Han behandlede selv en række af tidens spørgsmål, Minerva blev desuden hjemsted for en stor skare talentfulde skribenter, vandt en betydelig læserskare og bidrog i væsentlig grad til at skabe den frisindede opinion i århundredets slutning. Intetsteds får man mere omfattende besked om hvad oplysningstiden i Danmark-Norge tænkte og følte. C. Pram fratrådte redaktionen 1793 i vrede over at regeringen ville kvæle hans udenrigspolitiske oversigter; hans egne bidrag kan tælles i hundredvis, både faglige artikler om de forskelligste emner, digte og filosofiske prosafortællinger. Nogle af disse sidste, fx Jørgen. En Dosmers Levnetsbeskrivelse, 1786 og Hans Kruuskop, 1786 kan endnu læses med fornøjelse; de er påvirket af Voltaires satiriske fortællinger, men giver også udtryk for både C. Prams selvironi og for hans altid levende opposition mod enhver art af undertrykkelse.

1790'erne er det dramatiske decennium i C. Prams forfatterskab. Tidligere havde han fået stykker forkastet og nogle oversættelser opført; men 1790 bragtes to originaler af ham på scenen, det heroiske skuespil Damon og Pythias i fransk tragediestil og festspillet Frode og Fingal, begge dog uden held; bedre modtagelse fik de to forklædningskomedier Negeren, 1791 med intrige bygget over Terents' Eunuchus, og Ægteskabsskolen, 1795, hans originaleste arbejde for scenen. Lige så afvekslende som C. Prams skønlitterære forfatterskab er hans økonomisk-statistiske. 1782-87 var han redaktør af Efterretninger om den inden- og udenlandske Handel, Skibsfart, Fabrik- og Manufacturvæsen, 1787 vandt han landhusholdningsselskabets guldmedalje for en afhandling om en husmoders pligter, 1790 en af regeringen udsat præmie for en afhandling om nationaldragt (hvori mange nationaløkonomiske emner behandles), 1796 en præmie udsat af et selskab i Kristiania for en afhandling om et norsk universitet. Desuden skrev C. Pram om høravl, kornavl, fåreavl, om manufakturer, om vajsenhuset osv. 1798-99 undersøgte han Bornholms kullejer, 1804-06 berejste han Norge for at give indberetning om næringsforholdene; denne indberetning (ti bind, Rigsarkivet), som er en hovedkilde til kendskabet om landets økonomiske forhold i slutningen af foreningstiden, er ikke offentliggjort i sin helhed, men adskillige afsnit er trykt rundt om i norsk historisk-topografisk litteratur; lidt af stoffet udnyttede C. Pram selv i sin afhandling Om Befolkningen i Skandinavien, 1809, hvori Norge behandles udførligt. C. Pram lagde tidligt skandinaviske interesser for dagen (Reise over Sundet, 1791); han var medstifter af Skandinavisk litteraturselskab 1796, dets formand 1811-18.

1814 var det en stor skuffelse for C. Pram at man ikke havde brug for ham, da han tilbød sit gamle fædreland sin tjeneste men som medstifter af en nordmandsforening i Kbh., som man fra svensk side krævede opløst, var han ikke velset af den nye norske regering. Da kommercekollegiet 1816 forenedes med generaltoldkammeret kom han på ventepenge. Året efter søgte han uden held stillingen som mægler på St. Croix, men 1819, omtrent samtidig med hustruens død, udnævntes han til toldforvalter på St. Thomas, et indbringende embede hvorved han håbede at kunne betale sine kreditorer. Efter en storslået afskedsfest april n.å. (til hvilken lejlighed Grundtvig, der 1808 havde dediceret C. Pram sin Nordens Mythologi, skrev Langt høiere Bjerge) drog han om sommeren til Vestindien, men måtte, da han blev syg af det tropiske klima, efter få ugers forløb foretage en rekreationsrejse til Nordamerika hvor han opholdt sig i flere måneder. Hans skildring af New York er meget levende, og det samme gælder brevene fra Vestindien med deres skildring af kolonilivet og varmens frygtelige virkning på den gamle mand; et års tid efter tilbagekomsten fra Nordamerika var hans modstandskraft brudt. Hvor stærkt C. Prams personlighed har virket viser adskillige samtidige udtalelser, fx Jens Møllers, der kalder ham "eet af de meest eiendommelige Mennesker, der nogensinde har levet paa Jorden". Mere differentieret er Baggesens karakteristik: "den underlige, rasende, ubegribelige, ulykkelige, i Grunden overordentlig ædle P., dette med alle sine Svagheder og Besynderligheder beundringsværdige og elskelige Væsen", og i et opgørsbrev til ham selv: "Det frommeste, velvilligste, bedste Hjerte, der nogensinde har slaaet i en altid kogende, altid ved mindste Leilighed vildt brusende Barm".

I sin digtning holdt C. Pram sig Norske selskabs devise "Vos exemplaria Græca" så efterrettelig at det måske har hæmmet den fulde udfoldelse af hans talent. Som beundrer af antik og fransk klassik og som overbevist humanist er han helt 1700-tallets mand, og skønt han i Oehlenschläger erkendte en ny klassiker følte han i sine senere år bittert, at den unge generation havde valgt sig andre idealer end han, hvem man efter Ewalds død en tid havde regnet for en førende skikkelse inden for Danmark-Norges litteratur. – Justitsråd 1802. Etatsråd 1810.

Familie

C. Pram blev født i Lesja, Gudbrandsdalen, Norge, døde på St. Thomas, Vestindien, og er begravet samme sted. Forældre: kapellan i Lesja, senere sognepræst i Slagslunde Henrik Frederik Pram (1726-1800) og Olava Maria de Stockfleth (1738-1815). C. Pram blev gift 24.5.1782 i Slagslunde med Maria Magdalene Erichsen, født 30.7.1754 i Bergen, død 30.9.1819 i Kbh. (Frue), datter af stadsfysicus, dr.med. Johann Gottfried Erichsen (ca. 1713-68) og Anna Thode (ca. 1729-66).

Udnævnelser

R. 1810.

Ikonografi

Fremstillet på satirisk stik 1787 efter tegn. af N. Abildgaard. Stik af A. Flint, 1795, efter tegn. af Thorvaldsen, efter stikket litografier 1836, 1853 og yderligere to, samt træsnit 1853. Silhouetklip af C. Limprecht (Kgl. bibl.). Silhouet (univ.bibl. i Oslo).

Bibliografi

Udg. Udv. digteriske arbejder, ved K. L. Rahbek I-VI, 1824-29.

Kilder. Selvbiografi i Archiv for psychologie I, 1824 111-27. Hist. samlinger, udg. af Den norske hist. kildeskriftkommission II, Kria. 1907 116-32 (skrivelser fra P.). C. R: Kopibøker fra reiser i Norge 1804-06, Lillehammer 1964 = De Sandvigske saml.s kildeskriftserie I. Breve i Pers. hist. t. 4.r.IV, 1901 39-87 (breve til H. W. v. Warnstedt), 5.r.II-IV, 1905-07 (udg. særskilt m. titlen: Brevveksl. mellem ægteparret Pram og Oluf Chr. Olufsen, 1907) samt 10.r.V, 1938 100-07 (brev fra Jens Baggesen). Vor fortid III, 1919 332-48 (breve fra Sophie Skeel). Norsk slektshist. t. VI, Oslo 1938 70-72 218-40 307-42 (breve fra prof. O. Olavsen). Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé IV-VI, 1900-03; IX, 1922.

Lit. K. L. Rahbek: Erindr. I, 1824; III-IV, 1825-27. J. K. Høst: Erindr., 1835 20 137-42 o.fl.st. N. C. Østs Minerva I, 1837 73-83 166-78. Frederik Schmidt: Dagbøger, 1868 (ny udg. I-II, 1966-69). Kr. Arentzen: Baggesen og Oehlenschläger I-VIII, 1870-78. H. J. Huitfeldt i Hist. t. 2.r.I, Kria. 1877 492-539. C. Pavels: Dagbøger, udg. L. Daae II, Kria. 1904 282f. Hans Brix: Fagre ord, 1908 (ny udg. 1963) 140-44. Vilh. Andersen: Tider og typer. Erasmus II, 1909 289-302. E. Marquard i Pers. hist. t. 6.r.I, 1910 76-82. Anton Blanck: Den nord. renässansen, Sth. 1911 223-29. J. C. Drewsen: Strandmøllen, 1916 (fot. optr. 1970) = Memoirer og breve XXV 141-44. Francis Bull i Edda V, Kria. 1916 418-49. Fl. Lundgreen-Nielsen sst. LXXI, 1971 321-30. Jens Chr. Friborg: Den Friborgske familiehist., 1918 81-84. A. H. Winsnes: Det norske selsk., Kria. 1924 302-22. Norske selsk.s vers-protokol, ved W. P. Sommerfeldt, Oslo 1935. W. Ørbæk: H. W. Warnstedt, 1936. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937. Torben Nielsen i Fund og forskn. X, 1963 60-98. Fl. Lundgreen-Nielsen: Den nord. fortælling i det 18. årh., 1968 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCLXVIII 54-57.

Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark. Breve i Bakkehusets manus.saml. (Frbg. kommunebibl).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig