C. Rosenhoff

C. Rosenhoff, Caspar Claudius Rosenhoff, 18.11.1804-19.1.1869, forfatter, journalist. Født i Kbh. (Garn.), død på Frbg., begravet sst. R. kom to år gammel i huset hos en moster og hendes mand, bager Seefelt, hvis pleje- og broderdatter blev hans første hustru. At blive student måtte han opgive af økonomiske grunde, og fra 1824 forestod han nogle år bageriet sammen med plejefaderens enke efter hvis død han arvede huset. Ivrigt læsende og med sans for musik og adskillige praktiske opgaver sled han nu og alle dage for livsopholdet, samtidig med at en varm og human interesse og en ualmindelig evne til at producere let og korrekt, især dog i ubunden stil, gjorde ham til skribent. Han underviste og afskrev noder; 1827 fik han sin første fortælling trykt i Overskous Maanedsroser og optrådte nu uafbrudt i blade og tidsskrifter med fortællinger, digte og skildrende og ræsonnerende bidrag. Matthias Claudius var hans første forbillede; men han påvirkedes snart af den samtidige tyske oppositionelle og reformvenlige litteratur, og i hans forfatterskab forenedes oplysningstidens dydige borger med den modige frihedssanger og sociale fremskridtsmand. Han støttede sig her på sit kendskab og sin kærlighed til samfundets små. Dybt gik han just ikke; men af posøren havde han meget lidt, og når hans virken senere hen ofte kun omtales på grund af J. L. Heibergs spot over dens fladhed i "En Sjæl efter Døden" bør man også huske at der var et socialt element i den som hverken Heiberg eller den snævre spidsborger i hans digt ville kunne vurdere efter fortjeneste. 1831–34 var han (med mellemrum) medredaktør af Allernyeste Skilderie af Kiøbenhavn. Juli 1835 til dec. 1846 gjorde han sin egentlige, man tør vel sige historiske indsats som redaktør af ugebladet Den Frisindede som han selv næsten helt fyldte. Fra stænderinstitutionens fremtræden indtil det sidste år før det folkelige gennembrud holdt han det gående som den lavere middelstands digter, belærer og underholder. Hans kritik af administrationen og hans almindelige ytringer af uforbeholden opposition indbragte ham beslaglæggelser, bøder og censur (kun i korte perioder havde han stråmænd som ansvarshavende); men hans redelighed og godsindethed anerkendtes i længden både af myndigheder og åndsaristokrater, og da han omsider måtte give op var J. L. Heiberg og H. C. Ørsted med til at anbefale ham til en kongelig årsunderstøttelse på 200 daler der blev til 300 da den ny tid kom som han havde arbejdet hen imod. Det hus i Lavendelstræde han havde arvet efter plejeforældrene måtte han 1839 opgive. Han havde under alt dette i flere år været redaktør af et underholdende ugeblad Concordia, skrevet om La Grippe og mæslinger, udgivet samlinger af sine digte og fortællinger og meget andet. 1848 kom det dramatiske digt Bissekræmmeren, en slags populær, demokratisk Faustiade. Under Frederik VII fortsatte R. sit brogede forfatterskab: skuespil, børnebøger, om duehold, amatørtegning, astronomi osv. En Silhouetteur (af C. Asper Courrosa), 1853 har lidt historisk værdi ved dens uofficielle skildringer af kendte samtidige. En episk digtkrans har den betegnende titel De Fattiges fattige Sanger, 1857. Til hans dygtigt redigerede Danmarks Illustrerede Almanak bidrog tidens bedste forfattere og tegnere. I den sidste del af sit liv, 1845–69, var han tvunget til at leve yderst beskedent i et værelse på etablissementet Alléenberg på hjørnet af Frederiksberg allé og Pile allé. Om den dystre genbo, Frederiksberg kirkegård, har han skrevet to digtværker: En Nat paa Frederiksberg Kirkegaard, 1859 og En Dag paa Frederiksberg Kirkegaard, 1862. I 1860erne var han gledet afgjort i baggrunden, men arbejdede stadig med pennen for hjem og børn uanset voksende svagelighed. Hans Udvalgte Digte udgaves af hans datter med et forord af Carl Ploug 1873. Bedst er hans vers når de præges af vemodig følsomhed eller godlidende lune; nogen pointerende evne besad han også. Selv var han dog med rette ikke utilfreds med sit livs resultat. – Sønnen Orla Albert Vilhelm Rosenhoff, født 1.10.1844, død 14.6.1905, undervistes i musik af bl.a. N. W. Gade og blev 1881 efter at have virket privat som musiklærer fast ansat ved konservatoriet som lærer i harmonilære, kontrapunkt og fuga. Han var her en forstående støtte for Carl Nielsen. 1892 trak han sig tilbage da han følte sig forfordelt ved nyordningen efter Gades død. Han skrev selv musik, bl.a. "pedalstudier". Fra 1895 fik han understøttelse på finansloven.