Dansk Biografisk Leksikon

Charlotte Eilersgaard

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Charlotte Eilersgaard, Charlotte Juliane Sofie Eilersgaard,  25.3.1858-9.5.1922, forfatter. Født i Hjørring, død på Montebello ved Helsingør, begravet i Middelfart. E. gennemgik tidens traditionelle pigeopdragelse, privat pigeskole og sprogundervisning. Hun blev tidligt gift og påbegyndte først sit forfatterskab da hendes børn var blevet store. Det omfatter skuespil (de fleste utrykte), noveller og romaner. Derudover var hun aktiv i kvindebevægelsen og som journalist. De fleste af hendes bøger indeholder en kritisk skildring af livet blandt provinssmåborgerskabet som hun havde et grundigt kendskab til fra sin egen dagligdag i Hjørring, Ålborg og Middelfart (Fru Direktøren, 1905). Hun var også skeptisk over for den kapitalistiske udvikling som hun anså for ødelæggende (Havet renser, 1913). Hovedtemaet i forfatterskabet er den borgerlige kvindes situation. E. var formand for Dansk kvindesamfunds Middelfartskreds og skrev bidraget om den skandinaviske kvindebevægelse til "Frauenjahrbuch", 1904, men hun hørte til den gruppe der mente at kvindekampens mål var nået med valgretten 1915. I en lang række romaner har E. forsøgt at bearbejde konflikterne i det moderne kvindeliv mellem emancipation og lysten/pligten til moderskab (Sprængt!, 1917, Fru Job, 1921). Hendes syn på dette spørgsmål er modsigelsesfyldt, både i den enkelte roman og i forfatterskabet som helhed, men hendes overvejende mening var at den gifte kvindes plads var i hjemmet, og den egenskab hun vurderede højest hos kvinder var trangen til selvopofrelse. Samtidig viste hun forståelse for den unge kvindes trang til udvikling og oplevelse (Mors lille Pige, 1906, De Værgeløse, 1903). I Plejedatteren, 1918 har hun leveret et forsvar ikke blot for den unge piges ret til uddannelse, men også for den voksne, gifte kvindes ret til at udøve et erhverv. Hun interesserede sig meget for forholdet mellem forældre og børn og var opmærksom på den familiære undertrykkelse halvgamle, ugifte piger kunne være udsat for (Gertrud, 1896, novellen Dødens Lykke i Mit Land – dit Land, 1915). E. havde en pæn succes med sine skuespil som blev opfort på Dagmarteatret i Kbh. og forskellige provinsteatre; hendes bøger vandt en omfattende læserskare, og flere blev oversat.

Familie

Forældre: gæstgiver, senere kreaturhandler Lars Møller Jensen (1829-1905) og Anna Katrine Mettelmann (1831-1920). Gift 27.8.1878 i Hjørring med journalist, senere redaktør og ejer af Middelfart Avis, sidst udgiver af Årup Avis Jacob Peter Martinus Julius E., født 24.3.1855 i Ålborg, død 15.9.1948 på Middelfart sygehus, s. af skræddermester Jens Peter E. (1812-87) og Christiane Petersen (1818-93).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

C. E. i Bogvennen, 1916 326-28. Julius Eilersgaard sst., 1917-18 407f. Olga Eggers i Tidens kvinder, 1922, nr. 20.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
emancipation
frigørelse af afhængighedstilstand. Emancipatio ...Artikel i Den Store Danske
journalist
medarbejder ved nyhedsbureau, dagblad, fagbla ...Artikel i Den Store Danske
kvindebevægelsen
sammenslutninger af fortrinsvis kvinder med d ...Artikel i Den Store Danske
Dagmarteatret
Københavns tredje privatteater, åbnet i 188 ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
SFab
17/07/2011
  • Læst 505 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki