Christian Braunman Tullin, Christian Braunmann Tullin, 6.9.1728-21.1.1765, forfatter. Christian Braunman Tullin var søn af stræbsomme forældre. Faderen, en bondesøn fra Tullien i Ringebu, havde været tjener hos retsformanden (lagmannen) i Kristiansand, Christian Braunman(n) – efter hvem han opkaldte sønnen – og slog sig op med handelsvirksomhed i Kristiania. Efter hans død giftede enken sig med Claus Koefoed som var litterært interesseret og tilskyndede drengen til at gå studievejen. Han blev dimitteret fra byens katedralskole 17 år gammel og drog til København for at læse teologi. Tre år efter, 1748, tog han embedseksamen, holdt dimisprædiken i Trinitatis og rejste tilbage til Norge.

Imidlertid kunne han ikke søge præstekald førend han var fyldt 25; og da han havde svagt bryst vendte han sig mod andre sysler. Han studerede sprog, filosofi og især jura, og eftersom stedfaderen behøvede bistand til driften af en fabriksvirksomhed han havde erhvervet (fremstilling af søm og spiger, senere også stivelse og pudder) indtrådte Christian Braunman Tullin som arbejdsleder og efterhånden medejer. Derved blev han sporet ind på praktisk administration og kom til at omgås stadens handelsaristokrati.

Samtidig opdyrkede han sit talent som lejlighedsdigter, først ved kirkelige anledninger, siden også til familiefester i det velstående borgerskab; tillige optrådte han – ligesom Ambrosius Stub på de fynske herregårde – som maître de plaisir ved selskabeligheden med improvisationer og musikalsk underholdning. Højdepunktet blandt hans fødselsdags-, bryllups- og sørgepoemer er det kunstfærdige En Maji-Dag, 1758, efter traditionen inspireret af en vandring op på Voksenåsen: digteren lægger det fordærvelige bymiljø bag sig for at opleve det frie skønne landskab hvor fuglesangen leder hans tanker til Skaberen og hans almagt. Mindelser fra samtidig europæisk naturpoesi (Alexander Pope og James Thomson, A.v. Haller og B.H. Brockes) er her smeltet sammen til et selvstændigt kunstværk. Anledningen var trælastmatadoren Morten Leuchs bryllup med en søster til hans kompagnon James Collett. En anden søster var gift med den indflydelsesrige danskfødte magistratspræsident og fabrikant Nicolai Feddersen som året efter medvirkede til at Christian Braunman Tullin belønnedes med posten som toldinspektør; og det følgende år kom han selv ind i familien ved at ægte Feddersens søsterdatter Mette Kruckow. Derefter aspirerede han til embedet som vicerådmand, og trods modstand fra vicestatholderen blev han indstillet af Danske kancelli 1760, bl.a. som anerkendelse for at han "i begge rigerne har gjort sig bekendt og elsket for sine dejlige danske poesier".

Måske har det da spillet ind for Christian Braunman Tullins videre befordring på rangstigen at han både 1760 og 1763 vandt litterære priser udsat af det københavnske Selskab til de skønne og nyttige videnskabers forfremmelse. 1763 blev han af kongen udnævnt til virkelig rådmand i Kristiania. Da han året derpå tog til hovedstaden for at forhandle med centraladministrationen om toldforpagtningen blev han fejret som dobbeltrigets ypperste digter og indvalgt i ovennævnte selskab. Efter hjemkomsten fik han udnævnelse til direktør i toldsocietetet. Men den lille spinkle mand havde for skrøbeligt helbred til sine mange hverv; han var lungesyg og overanstrengt og beredt på en tidlig død. Den indtraf allerede i begyndelsen af 1765 inden han var fyldt 37 år. Han blev bisat under æresbevisninger i sin ven Morten Leuchs familiegravsted.

Christian Braunman Tullins tidstypiske digtning er på én gang præget af rationalisme og følsomhed. Hans lejlighedsvers er som Stubs arier fint udformede og undertiden iklædt rokokoens hyrdekostume. En særstilling indtager det holbergske skæmtedigt Et Indlæg til Fornuftens Ret fra Qvindekjønnet (i anledning af et bryllup 1758 i den Leuch'ske slægt) hvor han frimodigt lader kvindekønnet protestere mod at være "de Herrer Mænds Kujoner". Digtet vakte opmærksomhed og blev tre gange optrykt i København. Tilsvarende havde han i trykte bryllupstaler taget til orde for kvindernes rettigheder i ægteskab og samfund. Som poetiske hovedværker fremstår foruden Majdagen de to prisdigte i alexandrinere over opgivne temaer.

Om Søfartens Oprindelse og Virkninger (udkommet 1761) er bemærkelsesværdigt ved i sit store midterparti at skildre de europæiske søfareres guldtørst og brutale imperialisme, et fald fra naturtilstanden indtil Gud selv overtager roret og med sit forsyn styrer kursen så søfartens velsignelser kan udbredes for tvillingriget og dets konge. Om Skabningens Ypperlighed i Henseende til de skabte Tings Orden og Sammenhæng (udkommet 1764) er et filosofisk læredigt der forherliger det natlige univers som "Verdens Uhr", beskriver den mangfoldige synlige natur og menneskets plads i den store skaberkæde; ligesom forbilledet, Youngs "Night Thoughts", munder det ud i en hyldest til guddommen. Yderligere indblik i Christian Braunman Tullins idéverden giver de efterladte betragtninger Afbrudte Tanker over adskillige Materier. De blev efter hans død optaget i en samlet udgave der ved denne lejlighed for første gang blev foranstaltet af en dansk-norsk forfatters skrifter (I-III 1770-73).

Familie

Christian Braunman Tullin blev født i Kristiania, død sst., begravet sst. (i familien Leuchs gravkapel ved Vor Frelsers k.). Forældre: købmand Gulbrand Hansen Tullin (død 1742) og Ragnhild Hansdatter Dehli (gift 2. gang 1745 med overvisitør i toldvæsenet i Kristiania Claus Therkelsen Koefoed, 1690-1765). Gift 27.3.1760 i Kristiania med Mette Kruckow, døbt 22.8.1725 i Bøstrup på Langeland, død 18.11.1790 i Kristiania, datter af sognepræst Peder Jørgensen Kruckow og 2. hustru Magdalene Feddersen.

Ikonografi

Mal. (Fr.borg), efter dette kopi i mal. samt på vase fra Den kgl. Porcelainsfabrik ca. 1783-85 (Fr.borg), stik af J. M. Preisler, 1773, litografi 1833, af G. C. C. W. Prahl m.fl. og træsnit af A. C. Lunde, 1859, m.fl. Min., if. traditionen selvportr., lidt mindre gentagelse (Fr.borg), kopi af H. V. Westergaard (Oslo bymus.), i denne type stik af G. L. Lahde, 1799 og litografi 1836. Stik af W.Walker.

Bibliografi

Samtl. skr., ny udg. ved Harald Noreng I-III, Oslo 1972-76. – F. J. Billeskov Jansen: Poetik II, 1945 (4. udg. 1965) 75-94. Harald Noreng: Christian Braunman Tullin, Oslo 1951. Thomas Bredsdorff: Digternes natur, 1975 136-53. Ivan Z. Sørensen i Tekst/historie, red. Finn Hauberg Mortensen, 1980 97-107.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig