Christian Bredahl

Christian Bredahl, Christian Hviid Bredahl, 3.10.1784-16.1.1860, forfatter. Født på Daurupgård, Bjergsted sg., død på Damsgård ved Sorø, begravet i Pedersborg. B. blev student 1801 fra Slagelse latinskole og samme år rejste han til København for at studere teologi. 1803 blev han cand. philos. et philol. med et noget tvivlsomt resultat. Sit teologiske studium passede han kun mådeligt, til gengæld stiftede han bekendtskab med tidens litteratur idet han læste Ewald og lærte Oehlenschlägers "Digte 1803" at kende. I slutningen af 1803 vendte han hjem til Sorø hvor hans far der havde trukket sig tilbage fra sin proprietærgård nu levede som velhavende rentier. Her levede B. en behagelig tilværelse uden at tage sig stort af teologien. Hans tid gik afvekslende med munter selskabelighed i byen, med jagtture i omegnen og med læsning. På denne tid læste han Ossian i A. C. Alstrups oversættelse, Oehlenschlägers Poetiske Skrifter 1805, og han lærte Shakespeare at kende gennem Peter Foersoms oversættelse fra 1807, navnlig Kong Lear og Hamlet gjorde indtryk på ham. 1809 fandt hans litterære debut sted med et digt til kongens fødselsdag. Det blev trykt i Sange den 28. Januar, men blev ikke afsunget ved festen fordi festkomiteen fandt at den alvorlige tone kunne skade feststemningen. Et andet lejlighedsdigt ved faderens død 1810 blev trykt i Statstidende 14. og 21.12., men ellers udgav han intet af hvad han skrev. Statsbankerotten og en halvbrors uheldige spekulationer nedbragte hans formue betydeligt. Da resten af fædrenearven gik tabt ved udlån til en ven måtte B. selv overtage gården 1818. Dermed forandredes hans livsvilkår radikalt og han måtte opretholde livet ved bondearbejde. Den sociale nedtur B. kom til at opleve blev betydningsfuld i flere henseender, idet halvbroderens egennytte og vennernes mangel på retskaffenhed medvirkede til at give hans digtning retning mod det satiriske, og Scener af tyvende Akt af Lystspillet Søbekaalen hin poetiske er det første forsøg i denne retning. B.s digt er en protest mod romantikkens dyrkelse af mystik og overnaturlige væsner, men det fik ingen indflydelse på samtiden da det ikke blev offentliggjort. I begyndelsen af 1818 gik det rygte at en skovfoged havde skudt på en gammel kone som samlede kvas i skoven. B. har selv nævnt denne begivenhed som igangsættende for hans Dramatiske Scener uddragne af et ældgammelt Haandskrift. Frit oversatte af det Kyhlamske ved C. Bredahl. Kyhlamnensis Musæ famulus villis et immeritus, 1819. Dette værk hvoraf kun 483 eksemplarer blev trykt på B.s egen bekostning og endnu færre solgt er et af de særeste digterværker i den danske litteratur. Skuepladsen er fantasiriget Kyhlam på Månen, men handlingen er jordisk nok idet B. sammenfletter rent lokale træk med tidens store begivenheder: revolutionstiden, Napoleonskrigene og den efterfølgende økonomiske krise. Kyhlams kejser som har træk af Frederik VI fører krig fjernt fra sit rige, "men medens hist han seirer, sniger her sig Misfornøjelse omkring blandt Folket". Det er ikke emnevalget alene der giver stykket særpræg i forhold til tidens øvrige litteratur, men nok så meget synsvinklen. B. er materialist, og drivkraften i Dramatiske Scener er den havesyge og det pengebegær som behersker den kyhlamske overklasse. 1820 kom II Del Sotto og Lorna der er regelmæsssigt opbygget og inddelt i akter, det følgende år III Del Skuespillet i Kyhlam eller om man vil: Røver Thurno og endelig 1822 IV Del Tvekampen i Kyhlam. Til trods for denne kraftpræstation fandt B. dog 1821 tid til at udgive en lille bog Lirmsongs Optegnelser paa en Reise hvor han endnu en gang vendte sig mod tidens mytologiske og mystiske tendens. Det er betegnende at bogen udkom samtidig med Dramatiske Scener idet B. på denne måde fik understreget at for ham var det sociale og materielle engagement det afgørende. Med udgivelsen af Dram. Sceners 4 første bind er B.s første fremtræden som digter til ende. Hans egne sociale kår som fæstebonde levnede ham i en årrække ingen tid til digtning. Under disse ydmygende vilkår hvor B. tilmed måtte forrette hoveri på akademiet i Sorø voksede hans had til samfundets store, til embedsmændene og præsterne. 1831 satte fru Maria Benedicte Rosenstand-Goiske der var en gammel veninde af B. en indsamling i gang. "Dagen" 1.11. indeholdt en opfordring til at komme en nødlidende digterbroder af Ewald til hjælp. B. fik eftergivet de kgl. skatter og indsamlingen indbragte 1000 rdl. Dette satte ham i stand til at færdiggøre Dramatiske Scener, og i april 1832 kom V Del Kejser Glomer. 1833 fulgte VI Del Saaledes gik det tilsidst. I de følgende år var B. meget produktiv, opmuntret af fru Rosenstand-Goiske, men størstedelen af hans digtning forblev utrykt. Således hans forsøg i vaudevillegenren Ej blot til Løjer, lystspillene Efter Tid og Lejlighed og Løjer ligesom de to nordiske dramaer Knud Svendsøn og Hagen Haraldsøn Adelstensfostre heller ikke blev trykt. Først En Hverdagshistorie i Atten Kapitler, eller (om Nogen hellere saa vil) Atten Kapitler i en Hverdagshistorie af Mads Klister Bogbindersvend blev trykt 1842. Som titlen måske lader ane er det en meget langtrukken parodi på hverdagshistoriegenren. Samme år optrådte B. for første gang uden pseudonym med skriftet Erindring om Danmarks svundne, og Haab om dets kommende Dage. 1846 offentliggjorde han scener af Sokrates i P. L. Møllers tidsskrift Gæa og 1846–47 kom Sultan Mahmuds Pilgrimsgang, først i Kjøbenhavnsposten, siden som selvstændig bog. 29.12.1849 og 3.1.1850 lod J. L. Heiberg B.s Knud Svendsøn opføre på Det kgl. teater. Stykket blev pebet ud og kritikken var gennemgående negativ. Kun Goldschmidts anmeldelse i Nord og Syd var forstående over for B.s egenart. Efter opførelsen udgav B. intet mere, knap nok skrev han. Til gengæld foranstaltede Oehlenschlägerudgiveren F. L. Liebenberg og Samfundet til den danske litteraturs fremme en forkortet trebindsudgave af Dramatiske Scener, 1855. I samtiden var B. et isoleret fænomen, og hans materialistiske syn på mennesker og samfund delte ingen i det litterære Danmark. Alligevel havde han sine fortalere inden for den etablerede litteratur der efter lejlighed forsøgte at bane vej for hans digtning. Man opfattede ham aldrig som oprører hvad han egentlig var, snarere som noget af et pittoresk, men miskendt geni.