Christian Kampmann

Christian Kampmann, Christian Peter Georg Kampmann,  24.7.1939-12.9.1988, forfatter. Født i Hellerup (Maglegård sg.), begravet på Solbjerg parkkirkegård, Frederiksberg. Efter nysproglig studentereksamen fra Rungsted statsskole 1957 blev K. journalistuddannet ved Herning Avis (1959–60) og Aalborg Stiftstidende (1961–63). Efter et ophold på Columbia Graduate School of Journalism (1963–64) blev han medarbejder ved TV-avisen (1964–70), periodisk afbrudt af de orlovsperioder som statens tre-årige arbejdslegat 1967–69 åbnede mulighed for. 1967–69 virkede K. som free lance-anmelder af især engelsk, amerikansk og fransk litteratur ved Aktuelt, og han fortsatte denne recensentvirksomhed som fast medarbejder ved Information 1970–71. Journalistikken var ikke noget kald for K. ("Jeg har altid været fuldstændig ligeglad med, om noget var en nyhed. Og så er man ikke født journalist", 18.12.1971). Siden 1971 levede K. udelukkende af sit forfatterskab. Da han 1975–78 genoptog journalistikken som medredaktør af tidsskriftet Seksualpolitik var det som et led i et kønspolitisk engagement i Bøssernes Befrielsesfront (fra 1975).

K. er først og fremmest kendt som nyrealistisk roman- og novelleforfatter. I 1960erne og 70erne udsendte han tre novellesamlinger, 11 romaner og to erindringsbøger i romanlignende form. K.s principielle bidrag til den litterære debat har været få. Mest markant trådte han frem som tilhænger af ny realismen midt i tresserne ("En realistisk forfatter skriver på erfaringer. Jeg kan personligt ikke anerkende noget metafysisk", 28.11.1966). K. er de nære relationers skildrer. Han skrev om venskab, kærlighed og familieforhold, men altid i en bestemt social ramme. Hans udgangspunkt var oftest enkeltpersoner som han forsøgte at forstå ud fra deres forudsætninger. Hyppigt anlagde han på skift sine fiktionspersoners synsvinkel. Hans stil er tilstræbt neutral og bevidst prunkløs. Den vigtigste litterære tradition bag K.s produktion var naturalismen fra Herman Bang til Aage Dons hvis "Isolerede tilfælde" han gav et signalement af i Tilbageblik på 30erne, red. af H. Hertel 1967. Af fremmede forbilleder må fremhæves den franske mikroskoperende realist Nathalie Sarraute og den engelske psykologiske realist Ivy Compton Burnett som K. ofte henviste til i interviews. K.s forfatterskab i tresserne og halvfjerdserne kan betragtes som en udvikling i fem faser. De ironiserende og uafklarede ungdomsværker Blandt Venner, noveller 1962 (fork. udg. 1970) og Al den snak om lykke, roman 1963, skildrer ensomheden og livsleden i det bourgeoisi K. udgik fra. Miljøets strenge krav om normtilpasning holder personerne fast i konflikter som af forfatteren forstås som udtryk for undertrykte religiøse og seksuelle behov. Sit gennembrud som nyrealist fik K. med novellesamlingen Ly, 1965, med fortættede billeder af psykiske reaktioner på fastlåste forhold i overklassen og middelstanden. Romanen Sammen, 1967, er et forsøg på nøgtern indlevelse i postuleret typiske, indskrænkede middelstandsbevidstheder. K.s bestræbelser i retning af bevidst publikumsåbenhed resulterede 1969 i den sprogligt enkle, psykologiske spændingsroman Uden navn der blev skrevet til ugebladet Hjemmets spændingskonkurrence – og afvist. Overgangen fra den nyrealistiske gennembrudsfase 1965–69 til en mere eksperimenterende periode markeres med den vægtige psykologiske roman Nærved og næslen, 1969 hvor fortælleren træder diskuterende frem. I nøgleromanen Pinde til en skønskrivers ligkiste, 1971 kritiserer K. det provinsielle danske litterære miljø og leger bevidst, men noget anstrengt med forfatterrollen. En mere udadrettet ideologisk kritik kommer til udtryk i novellerne Vi elsker mere, 1970, og den halvdokumentariske citatroman Nok til hele ugen, 1971 hvor forbrugerismen og ugebladsverdenen må holde for.

Forfatterskabets andet realistiske gennembrud kom med En tid alene, 1972, en social roman om miljøforskelle, kontaktbehov og underkuelse. Den blev belønnet med Kritikerprisen i 1972. Udvidelsen af stofområdet og udviklingen af skrivemåden i dramatisk-anskuelig retning kulminerede med slægtsromanen om familiens opløsning fra 1950ernes velfærdssamfund til 1970ernes krise: Visse hensyn, 1973, Faste forhold, 1974, Rene linjer, 1975 og Andre måder, 1975. K. bryder her med naturalismens pessimisme og giver udtryk for udviklingsoptimisme i tiltroen til kollektive samlivsformer. Med dette positive, realistiske værk fik K. sit endelige publikumsgennembrud. Hvert enkelt bind i serien var ved udgangen af 70erne solgt i ca. 120.000 eksemplarer. I forfatterskabets femte fase ligger K.s eksistentielle og politiske gennembrud med den åbne og (også i 1970erne) modige erklæring af sin biseksualitet (26.10.1975), engagementet i den antipatriarkalske og antikapitalistiske kønspolitik og de indtrængende og i dybere forstand realistiske, dvs. personligt sandhedssøgende erindringsbøger Fornemmelser, 1977, Videre trods alt, 1979 og I glimt, 1980. Forfatterskabet kan som helhed læses i lyset af erindringsbøgerne: som en stadig frigøren sig fra undertrykkende normer, en permanent søgen efter egentlighed. Fra en forståelse af verden som faste mønstre af tiltrækninger og frigørelser i forfatterskabets første faser kom K. i de senere faser, og med fuld vægt fra 1973, frem til en indsigt i erkendelses- og handlingsveje i en dynamisk verden. Posthumt udkom romanen Skilles og mødes, 1992. K. døde efter et slagsmål med sin samlever Jens Michael Schau i sit sommerhus på Læsø.