Christian Wilster, Christian Frederik Emil Wilster, ved dåben Friedrich, 27.9.1797-11.1.1840, forfatter. Født i Kbh. (Petri), død i Sorø, begravet sst. W.s far Carl Henrik Wilster vandt i overgangstiden fra 17- til 1800-tallet en sørgelig berømmelse. Han var et glimrende begavet ungt menneske der i en alder af seksten år tog artium med udmærkelse, fire år senere juridisk embedseksamen, straks blev prokurator ved hof- og stadsretten og allerede 1793, kun 21 år gammel, højesteretsadvokat. Men 1799 lod han hustru, børn og en stor praksis i stikken og flygtede fra landet med en smuk engelsk dame der tillige med en betydelig sum penge var betroet i hans varetægt af en engelsk klient for hvem han førte en proces i Kbh. Under navn af baron v. Essen færdedes han med hende omkring i Tyskland, bedårede en tid lang med sine talenter og sit vindende væsen hoffet i Rudolstadt, købte godser i Mecklenburg og blev endelig 1809 i Berlin anklaget for giftmord på en højtstillet embedsmand (krigsråd Éberhardi), antagelig for ved giftermål med enken, som i øvrigt var ham ubekendt, at komme i besiddelse af hans formue. Processen stod på i henved tre år, og Wilster forsvarede sig med glimrende kløgt og urokkelig koldblodighed, men indicierne var ham for overvældende, og han dømtes til femten års fæstningsarrest i et fort ved Stettin. I denne by tog han ophold efter straffens udsoning, ernærede sig ved undervisning og anden udnyttelse af sine kundskaber indtil han døde tre år før sønnen. W. var det næstældste af de forladte børn. Ni år gammel blev han elev i det Schouboeske institut hvor han bl.a. havde N. F. S. Grundtvig til lærer, tog studentereksamen 1813, n.å. anden eksamen og 1816 den juridiske embedsprøve. 1817 fik han ansættelse som volontær i rentekammeret, men da han ikke længe efter mente sig uretfærdigt forbigået ved besættelsen af en ledig kopistplads tog han øjeblikkelig sin afsked og begyndte at studere teologi. For udkommets skyld måtte han dog foreløbig tage imod en huslærerplads hos grev Christian Danneskiold-Samsøe (1800-86) på Gisselfeld og som følge deraf tilbringe en del af året 1818-19 på landet; men trods denne afbrydelse af studierne og en påfølgende hovmestergerning hos en ung udlænding kunne han dog okt. 1822 absolvere den teologiske embedseksamen et par måneder efter at han havde fået ansættelse som adjunkt ved det genoprettede Sorø akademi. Hans mor var på det tidspunkt blevet gift for anden gang, og hos hende i Slagelse fandt W. i ferierne et hjem i årene før hans eget giftermål. – 1827 disputerede W. for magistergraden med en afhandling De religione et oraculo Apollinis Delphici, I. – Han avancerede herefter 1828 til lektor i græsk og engelsk og indgik ægteskab med sit søskendebarn. Under denne med så megen flid og energi fuldførte videnskabelige uddannelse havde W. skaffet sig tid til også at studere levende sprog og fremmed litteratur såvel som til at prøve sine digteriske evner. 1827 udkom Digtninger, efterfulgt af nye samlinger 1831 og 1840. Fra sin barndom var han stærkt grebet af Adam Oehlenschläger. Alligevel måtte hans naturlige anlæg for skæmt og vid i forbindelse med hans erhvervede indsigt i formens betydning for digterværket bringe ham Jens Baggesen nær. Vi ser da også at han under tylvtens kamp, da han selv var på Gisselfeld, ikke lader sig dreje over gevind. Men var W. således ikke med i tylvtens kampe så kom han under efterdønningerne 1830 mellem J. L. Heiberg og "soranerne" til at tage ivrig del som dennes absolut mest jævnbyrdige modstander, og han parerede i sine Doubletbilleder til den nye Laterna magica (Kjøbenhavns-Posten 11.1.1830) behændigt og vittigt Heibergs smidige polemiske finter (Flyveposten, 1830 nr. 1 med Heibergs svar s.å., nr. 8).

Nogle år senere fremkaldte W. ved en noget hård, men man kan ikke sige uretfærdig anmeldelse af Chr. Winthers "Nogle Digte" i Dansk Litteratur-Tidende (1835) en skærmydsel i hvilken han tørnede ret alvorligt sammen med Poul Martin Møller. Sin egen digtning satte W. ikke højt. Meget af indholdet er lejlighedspoesi, svag i sig selv og – løsrevet fra anledningen – betydningsløs. Andre digte, der også er mere livskraftige, blev trykt i antologier og læsebøger, bl.a. den efter C. F. Gellert tillempede fortælling Bonden og hans Søn (En Bondeknøs, som hedte Hans) samt det prægtige digt Ludvig Holberg (Før var der knapt skreven paa Dansk en Bog). Båret af H. E. Krøyers kvartet-komposition nåede studentervisen De første Prygl, vi i Skolen fik stor popularitet. Som brevskriver gav W. sit sarkastiske vid frit løb, som det ikke blot ses af hans korrespondance med N. C. L. Abrahams, men også af brevene både til Oehlenschläger. P. Hjort og fætteren, den senere generalmajor Ernst Wilster.

Men alle disse småting er dog for intet at regne i sammenligning med W.s egentlige storværk: fordanskningen af Iliaden og Odysseen og af en række af Euripides' tragedier. Som Homeroversætter var W. ikke den første; af ældre Homer-oversættelser fandtes Hans Seidelins (1798) og Jens Baggesens (1816 og 1825) om hvilke W. siger af de var "advarende Fyrtaarne paa hans vanskelige Sejlads", men dertil kom P. M. Møllers fragment af Odysseen hvorom han udtaler: "Jeg skylder Sandheden at erklære, at Professor Poul Møllers Fragment... først har aabnet mine Øjne for Muligheden af en værdig Fordanskning af Homer". W.s beskæftigelse med Homer går så langt tilbage som 1831 da han i Blandinger fra Sorøe (1. hefte) offentliggjorde en oversættelse af Iliadens 9. sang. Opmuntret af den modtagelse dette forsøg fik gik han i gang med videregående studier navnlig angående forholdet mellem kvantitet og accent der er så afgørende for fordanskningen af heksametret (se Sorø jndbydelsesskrift 1833 og Prometheus VI, 1834). W. vender sig bevidst mod den teknik J. H. Voss havde anvendt i sin tyske Homeroversættelse og sætter derimod kravet om en virkelig dansk vellyd i gendigtningen. 1836 udkom Iliaden og n.å. Odysseen, der begge udmærker sig ved deres kærnekraftige danske sprog som næppe nogen senere danske Homeroversættere har kunnet nå på højde med. Efter en række oplag blev der efter århundredskiftet udsendt bearbejdede og rettede udgaver for skolen hhv. ved M. Cl. Gertz (1909-12) og ved Carl V. Østergaard (1910-11), men 1928-30 genoptryktes W.s tekst forsynet med noter ved A. Kragelund. 1979 udsendtes optryk af originaludgaverne ved Kai Møller Nielsen.

Lige efter at arbejdet på Odysseen var afsluttet ser man af et brev til Oehlenschläger (22.3.1837) at W. så sig om efter en ny opgave og fandt den i en fordanskning af Euripides, og skønt hans helbred, som fra ungdommen havde været skrøbeligt, nu ved en fremadskridende brystsyge blev ham en alvorlig hindring, lykkedes det ham dog nogenlunde at afslutte otte af Euripides' tragedier: Alkestis, Medeia, Iphigeneia i Aulis, Iphigeneia i Tauroi, Hekabe, Andromache, Bacchantinderne og Hippolytos. – Allerede 1839 gik det stærkt ned ad bakke med W.s helbred; 4.11. læste han endnu på skolen, "men Stemmen var svag og Hovedet brændte", som R. J. F. Henrichsen siger i sin smukke efterskrift til Euripidesoversættelsen som han besørgede i trykken. På W.s gravsten står de vers som Ingemann 1840 satte over vennen og kollegaen: "Han Oldtidsskjalde Ungdomsliv gengav, Mens selv han sank i tidlig Grav. Sku opad Kjærlighed! See fremad Savn!

Hist blomstrer frisk hans Liv – og her hans Navn".

Familie

Forældre: højesteretsadvokat Carl Henrik W. (1772-1837) og Anna Juel Winde (1770-1840, gift 1. gang 1810 med hospitalsforstander i Slagelse, kancelliråd Rasmus Palludan, 1775-1834). Gift 15.8.1829 i Kbh. (Garn.) med Charlotte Ketty (ved dåben Catty) Wilster, født 21.12.1806 i Kbh. (Garn.), død 9.3.1893 i Sorø, d. af premierløjtnant, senere oberst Carl Friedrich W. (1779-1852) og Dorothea Hermansen Fugleberg (1771-1842).

Ikonografi

Klippet silhouet (Fr.borg; Kgl. bibl.), efter denne træsnit af H. P. Hansen, 1886.

Bibliografi

Udg. Digtninger I-III, 1827–40. Udv. digte, 1897. Digtninger, udg. E. Rørdam, 1903.

Kilder. Udv. af breve til P. Hjort ny saml., 1869 285-98. Breve til H. C. Andersen, udg. C. St. A. Bille og Nic. Bøgh, 1877 560. Mindeblade om Oehlenschläger, udg. C. L. N. Mynster, 1879 358f 365-71 382f 386-90 392-94 403-05 (breve). Museum, 1891 II 313-63 og 1893 II 131-49 (breve til N. C. L. Abrahams). Soranerbl. IX, 1924 41–43 og XIX, 1934 49-53 60f (breve). Breve fra og til Grundtvig, udg. Georg Christensen og Stener Grundtvig II, 1926 390-92.

Lit. Danm.s adels årbog XLV, 1928 II 162. A. C. A. From Møller i C. W.: Digtninger III, 1840 III-X. R. J. F. Henrichsen i Euripides, overs. C. W., 1840 425f. C[hr.] T[haarup] i Genealogisk og biogr. archiv, 1840– 49 105-19. Henrich Steffens: Was ich erlebte II, Breslau 1840 27-33 (da. udg. s.å.). III. tid. 13.10.1861. [Vilh. Møller] i Efterklang, 1868 171-73. Christine Daugaard: Biskop Daugaard I, 1896 281-83. H. C. A. Lund: Studenterforen.s hist. I, 1896. Nic. Bøgh: Chr. Winther II, 1900 321-55. E. Rørdam i C. W.: Digtninger i udv., 1903 III-IX. B. Hoff: Sorana IX, 1905 = Sorø akad.s progr. 1905 11-23 (heri breve). Otto Borchsenius i Sorø amtstid. 14.8.1922. Soranerbl. VII, 1922-23 41f; XII, 1927 17f; T. Glahn sst. XXI, 1936 54-56 og XXV, 1940 9-11 18f 26 35f. Hartvig Frisch i Tilskueren XLI, 1924 I 387-99. Jens A. Nielsen i Årbog for hist. samf. for Sorø amt LX, 1973 7-74. Kai Møller Nielsen: Homerovers. og heksameterdigte, 1974.

Om faderen. Skilderie af Kiøbenhavn XIII, 1810 nr. 34 539. N. C. Øst: Misceller, s.å. nr. 9 71 f. Der neue Pitaval IX, Lpz. 1846 387-488.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig