Claus Christoffersen Lyschander

Claus Christoffersen Lyschander, Claus Christoffersen Lyskander, 1558-.ved årsskiftet 1623-24, forfatter, historiker. Født i Nørre Vram i Skåne, død i Herfølge, begravet sst. L. havde sin skolegang i Herridsvad kloster; i biblioteket dér afskrev han et håndskrift af Sv. Aggesens værker, og skønt afskriften vrimler med meningsforstyrrende fejl har den gennem M. Cl. Gertz' kritiske rekonstruktion (1916) reddet en værdifuld middelalderlig tekst fra undergang. Et mere fordelagtigt billede af den unge L.s evner får man imidlertid gennem et ret udførligt register til de danske provinslove samt optegnelser om mønt og mål i ældre tid (Ny kgl. saml. 4° 1299, dateret 1578). Om hans færden i studieårene vides ellers blot at han en tid studerede i Rostock og 1581 immatrikuleredes i Wittenberg hvor han 1586 tog magistergraden. Med gode anbefalinger fra bl.a. Rostock-professoren David Chytræus vendte han 1587 hjem og opnåede ved kongens og Tryggevældelensmanden Arild Huitfeldts mellemkomst s.å. kaldelse til sognepræst i Herfølge og Sædder som Jon Jacobsen Venusinus' eftermand. I dette embede, der var et af Sjællands bedste, sad han til sin død og var tillige i hvert fald fra 1598 provst for Bjæverskov herred. Som teolog synes han at have tilhørt H. P. Resens lutherske ortodoksi men har i øvrigt ikke udfoldet nogen gejstlig forfattervirksomhed. Det var først og sidst historien der havde hans interesse, også når han som så mange dengang lejlighedsvis optrådte som latindigter. Hans Epithalamium in honorem nuptiarum Johs. Krause cum Christina Holck, 1579, synes ligesom hans formentlig topografiske Scandiæ ... encomion fra 1580 nu tabt, men fra 1581 kendes hans korte Carmen elegiacum continens seriem antiqvæ Familiæ Krabborum (skrevet under forfatternavnet Bram efter fødestedet) som er det første genealogiske arbejde udgivet her i landet. Fra 1597 stammer Hr. Jens Billes Slægtregister (tr. 1722, genudg. 1888 af H. F. Rørdam efter originalmanus som "Billeslægtens Rimkrønike"); ættens stammødre beretter her deres egen, deres mænds og børns skæbne. Den grønlandske Chronica. 1608, står som L.s poetiske hovedværk og skildrer det fjerne polarlands historie med særlig vægt på ekspeditionerne i Frederik lI's og Christian IV's tid. I Den Calmarske Triumph, 1611, besynges Christian IV's indtagelse af Kalmar s.å., og Her Christian den Femtis Udvellelsis oc Hyldings Historia, 1623, beskriver festlighederne ved hove med jævnlige sidespring ind i rigets almindelige historie. I disse digte har L. benyttet sig af de fra rimkrøniken kendte knyttelvers, men skønt stoffet ofte virker tyngende på den i sig selv brede fremstilling, er der over versene en fart og friskhed som smukt udtrykker den levende historiske og nationale sans som var et så fremtrædende træk i datidens danske åndsliv. L. er den sidste (virkelig) betydelige danske digter i gammel stil.

Det synes at have været med nogen betænkelighed at L. 1616 lod sig udnævne til kgl. historiograf med den opgave at forfatte en latinsk rigshistorie der ude i Europa kunne hævde Danmarks storhed og ære. At hvervet kun to år senere og i noget ændret skikkelse blev overdraget den dansk-hollandske professor Johan Isaksen Pontanus, der nok i højere grad formåede at efterkomme regeringens ønske om at imponere den lærde verden med en fremstilling på formfuldendt latin, var imidlertid ikke erklæret mistillid til L.s formåen men gav ham frie hænder til i stedet at fordybe sig i genealogiske, topografiske og kulturhistoriske emner - samt at skrive på dansk. L.s ilde ry blandt senere historikere skyldes først og fremmest hans rodsammen af fabel og fakta i det eneste større værk han nåede at udgive, De Danske Kongers Slectebog fra 1622: Arbejdet må ses som led i den da standende litterære strid mellem Danmark og Sverige om hvilket af landene der havde den berømmeligste fortid, og dets sindrige genealogiske konstruktion, der via Saxos kongerækker og bibelske slægtsregistre fører Christian IV's slægt tilbage til Adam og med vidtløftige sidelinjer får snart sagt enhver af Europas konge- og fyrstefamilier til at indgå i den, er udtryk for en forlængst opgivet side af 15-1600-tallets historieskrivning. Værkets indledning peger frem mod en egentlig Danmarkskrønike, hvortil dog kun fortalen er bevaret, og blandt L.s øvrige planer optræder dispositionen til et værk i 116 "bøger" eller hovedafsnit der skulle samle alt væsentligt om Danmarks historie, topografi, natur, antikviteter, love, uddannelsesvæsen, litteratur, religionsforhold, m.m. Som Niels Krag før ham ønskede også L. mere materiale, både skriftligt og ikke-skriftligt, indsamlet fra sogne og byer, og skønt direkte belæg savnes er det ikke urimeligt at se kancelliets reskript af 11.8.1622 og præsteindberetningerne 1623 om historisk-topografiske emner som kansleren Christian Friis' ønske om primært at støtte L.s arbejde. Det lykkedes dog ikke den aldrende mand at få sine samlinger gjort klar til udgivelse; af dem er senere offentliggjort et dansk forfatterleksikon (på latin), det første af sin art og trods visse unøjagtigheder ikke uden værd, og en livlig Danmarksbeskrivelse. Set fra modersmålets standpunkt kunne L.s historieværk være blevet ypperlig folkelæsning, som tilfældet var med slægtebogen og den Kong Fredericks den Andens Krønicke som Peder Resen udgav 1680, men hvis egentlige forfatter L. utvivlsomt er.