Clemens Petersen

Clemens Petersen, Christoffer Mathias Clemens (Clemmen) Petersen, 2.10.1834-21.5.1918, forfatter. Født i Svinninge, Asminderup sg., Ods hrd, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). P. blev født i en stor søskendeflok. Han blev student 1851 fra Roskilde. Egentlig ville han have været kunstner eller præst; han prædikede to gange i Vig kirke. Han debuterede 1856 som skuespiller i E. Scribes Enten elskes eller dø, men uden held. J. L. Heiberg sagde til ham: "De ved jo, hvorledes alting skal gøres. De kan blot ikke gøre det selv". – P. gjorde således tidligt Heibergs bekendtskab; den berømte detroniserede kritiker indbød ham til sig og besøgte ham på hans hybel; Heiberg gav ham også sin tungt vejende anbefaling, og efter hans død viede P. ham en indgående og kyndig omtale i tidsskriftet Aftenlæsning II, 1861. Et endnu vigtigere bekendtskab var Bjørnstjerne Bjørnson som han allerede havde truffet 1856. Det var et gensidigt berigende forhold. "Naar du rører ved mig, saa gnistrer jeg" skrev P. til den norske digter. 1857 tog han magisterkonferens i æstetik hos Carsten Hauch; forberedelsen havde nok været ret flygtig. Allerede i sæsonen forud havde han skrevet anmeldelser i Fædrelandet; efter eksamen afløste han Edv. Fallesen som fast medarbejder ved dette blad. De første tre år skrev han under mærkerne Zu-Zx og 106, derefter under fuldt navn; han bidrog både ved sin anseelse og ved det han ydede, til at fremme den danske litterære og dramaturgiske kritiks betydning i åndslivet. Hans myndige domme og stolte sprog fremkaldte dog en del, mest skjult, men også offentlig udtalt uvilje, og P.s chefredaktør, C. Ploug (hvis tone han efterlignede) måtte flere gange rykke i marken til hans forsvar, sidst i anledning af et anonymt angreb af fru Heiberg (Johanne Luise") i Dansk Maanedsskrift juli-aug. 1865. Antallet af P.s kritiske artikler er meget stort, og mange af dem er højst betydelige ved tanke og fremstilling. Hvad der er samlet i bogform i det lille bind Dramaturgisk Kritik, 1860, giver kun ånden og tonen i hans første år, ikke den senere tids modenhed og fylde. P.s fremstilling var meget kategorisk og absolut; en del må skrives på tidens og bladets konto; bag det dominerende væsen skjuler sig megen usikkerhed: i en pamflet fra samtiden kaldes han "kritikeren med Janushovedet". P. udgik i sin kritik fra Heiberg og kunne fra tid til anden møde med nok så rigoristiske formkrav. Men gennemgående var det ham om at gøre at mane til alvor og inderlighed, etisk dybde og moralsk opsving i litteratur og teater; således kom han snart i et modsætningsforhold til heibergianismen der især efter Heibergs tilbagetræden var udartet til en konservativ formdyrkelse. I nogle artikler om Théatre français fra 1861 roser han denne scene for dens styrke i begrænsning, men forklarer netop heraf dens tilbagegang. Også den heibergske skoles teoretiske æstetiseren var ham imod; i en artikel om den af P. højt beundrede Rasmus Nielsen (1809-84) i III. Tid. 31.1.1864, hævder han at denne blodløse grublen ikke fører til en ny, værdifuld erkendelse. Med større hårdhed gik han frem over for Henrik Hertz, hvem han bebrejdede både form- og idéløshed, og hvis senere dramatiske digtning han ikke var langt fra at forfølge. Overhovedet angreb han med skarphed epigoneriet i dansk litteratur og opofrede både vore aldrende digtere fra den store tid og de unge, der var hans samtidige, for Henrik Ibsen og Bjørnson. Især er den lange række artikler om Bjørnson interessante som kommentarer af en i en vis forstand ualmindelig indviet fortolker. P.s æstetiske standpunkt kan bestemmes som en slags idérealisme. Virkeligheden kunne fordre at blive helt omsat i kunst, men poesien måtte ikke forflygtige virkeligheden. Den store digter er hverken en nydelig kunsthåndværker eller en raffineret psykolog, men den som formår at påtvinge læseren eller tilskueren sit syn på livet og menneskene. Poesien skulle ikke være kransen om bægeret, men vinen deri.

P. lagde i en grad som aldrig før i dansk teaterkritik vægt på skuespillerens karakteristik; rigtignok var hans forhold til scenens børn meget forskellige og hans domme noget præget af venskab og fjendskab. I sin første tid gik han hårdt imod Frederik Høedt, hvem han bidrog til at fælde; han så i denne kun en spidsfindig konversationsskuespiller med hovedet forskruet af dårlig æstetik, i grunden en epigon ("Hr. Professor Høedt staar i sidste Vers af Visen", skrev han 1864 i anledning af en bog af Høedt). Fru Heiberg satte han meget højt, og navnlig som karakterskuespiller; hun var for ham tidens store sceniske geni; han beundrede højligt hendes lady Macbeth, Maria Stuart og navnlig lady Teazle. Hun gengældte ikke P.s beundring. Efter hende satte han især Michael Wiehe højt og fremhævede hans evne til at fremstille en karakter efter dens totalitet. I Ludvig Phister beundrede han den store situationsskuespiller, idealet af den udgående tidsalders sikre formkunstner. Over for de yngre som brødrene Poulsen (Johannes" og Adam") stillede P. sig faderligt rådgivende eller forsigtigt afventende.

Det eneste større arbejde uden for døgnets krav P. nåede at udgive er den interessante litteraturpsykologiske studie Om Forholdet mellem det Gamle og det Nye ved Oehlenschlägers Fremtræden, 1867, en velskreven bog der søger at godtgøre, at den højromantiske litteratur i Danmark væsentlig var en frembringelse af en rent indre idéudvikling. 1700-tallet havde efter P.s opfattelse ved at nedbryde de overleverede former for socialt, religiøst og poetisk liv banet vej for en højere og mere åndelig føle- og tænkemåde. Endnu Adam Oehlenschläger står dog på rationalismens skuldre: hans religiøse digtning fortoner kernen i den kristelige tro; hans psykologi og etik bevæger sig kun i det private samvittighedsforholds indskrænkede sfære, stiller ikke menneskene over for det absolutte ideal. Som kritiker var P. noget påvirket af de tyske litteraturhistorikere Julian Schmidt og Georg Gervinus; hans filosofiske ideer var Rasmus Nielsens. – P.s sidste artikel stod i Fædrelandet 20.2.1869. Han måtte derefter brat forlade landet, fordi han var indblandet i en homoseksuel affære. Fra da af var hans navn længe tabu, og hans indflydelse tabte sig hurtigt. Han slog sig ned i USA, kom ind ved små fagtidsskrifter som karetmagernes blad, ved Nordlyset og ved et stort leksikon hvor han skrev om nordiske forhold, bl.a. til stadighed med megen varme om Bjørnson. Det lykkedes ham at skrabe lidt penge sammen; men de tabtes igen, da han anbragte dem i et dagblad. 1904 blev han hentet hjem på venners bekostning; ved landgangen blev hans kuffert med Heibergs og Rasmus Nielsens breve stjålet. Han levede hos en yngre søster og døde som en sløvet olding, næsten glemt.