Edvard Søderberg

Edvard Søderberg, Hakon Charles Edvard Søderberg, 3.3.1869-5.1.1906, forfatter. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet sst. (Vestre). S. kom i malerlære men blev ofte afbrudt i sit arbejde af sygdomsanfald og hospitalsophold. Han havde haft sin opvækst i det gamle Kbh. og han havde lige fra barneårene modtaget indtryk af armod der blev en væsentlig faktor i hans senere digtning. 1896 blev han kommunelærer. Fra n.å. virkede han nogle år som lærer i Ballerum ved Thisted men fik 1903 en ansættelse ved søværnets udskrivningsvæsen i Kbh. Hans forfatterdebut blev fortællingen Ægtemandens Dagbog, 1897 der vakte en vis opsigt og efterfulgtes af flere fortællinger. 1900 kom Gadens Digte, hans eneste digtsamling; den blev genoptrykt 1917 og er det eneste af hans arbejder som har nået en vis popularitet. Han tilhørte ifølge sin alder 90ernes generation, men denne bog betød et brud med den dengang herskende poesi. S.s digte gav billeder af fattiginteriører og fattigfolk, hans mennesker var lige så meget typer som individer, det var hans hensigt at løfte et i litteraturen hidtil næsten ukendt lag af befolkningen op i lyset. S. viser i sine Gadens Digte en realitetssans der skyldes en årelang erfaring lige fra barndommen, og tillige både følsomhed og lune. Men hans ordvalg var ret banalt, og i hele sin åndsindstilling var han så forsigtig, at man kun i uegentlig forstand kan betegne ham som en forgænger for den danske proletarlitteratur der snart skulle bryde frem med kraft, og som delvis kom til at stille hans indsats i skygge. Verset var næppe heller hans naturlige udtryksmiddel; der er mere organisk natur i nogle af hans tidligere prosaarbejder, De Umyndige, 1899 og Det daglige Brød, 1901, bøger som rummer både maleriske interiører og livfulde personskildringer, og som i højere grad end digtene tør betragtes som direkte forløbere for den senere proletarlitteratur. S. nærede større prætentioner end at give disse fatligmiljøer en plads i litteraturen. Hans første arbejde, Ægtemandens Dagbog, var en psykologisk studie, øjensynlig inspireret af den russiske litteratur som han ligesom de fleste af 90ernes undre digtere havde dyrket. En klog lille Pige, 1904 var også en fin psykologisk studie, og i de to skriftemål Den evige Higen, 1902 og Hans Rige komme!, 1903 skildrede han sine egne religiøse kriser. Hans sidste bog Hypatia, 1905 var en burlesk social satire. Flere modsatte tendenser stredes i denne mand. Han tumlede med samfundsproblemer (også i dramaet Oprøret, 1902) samtidig med at han var optaget af religiøse spekulationer. Han var en stærkt engageret mand med interesse for alt menneskeligt, men hans sprog var blegt og banalt i sammenligning med det hans jævnaldrende præsterede.