Emma Gad

Emma Gad, Emmarenze Henriette Margrethe Gad,  21.1.1852-8.1.1921, forfatter. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Holmens). G. stammede fra handelsborgerskabet og giftede sig som 20-årig ind i det højere embedsbourgeoisi. Denne baggrund har i høj grad præget hendes produktion både med hensyn til miljø- og emnevalg og med hensyn til livsopfattelse. Hun påbegyndte sit forfatterskab som tidsfordriv når ægtemanden var borte i embeds medfør. Hendes skønlitterære arbejder er alle dramatiske. Den foretrukne form er den sædeskildrende dagligstuekomedie, baseret på intriger og ordspil. G. satiriserer med forkærlighed over borgerskabets sammenblanding af intime anliggender og pengesager (Fælles Sag, 1889, Tro som Guld, 1893, Fruens Politik, 1909) og insisterer på kærlighedens ret over for fornuftspartiet (Guldfuglen, 1908). Et yndet tema er ægteskabelige forviklinger der oftest ender i forsoning (Et Aftenbesøg, 1886, En Advarsel, 1890, Ægtestand, 1913), men i et enkelt tilfælde har G. med sin sanktion ladet den kvindelige part bryde et ægteskab hvor manden kun dikteres af besiddertrang (Et Forspil, 1894). I det samme stykke viser et par svigerinder et eksempel på venskab mellem kvinder hvor solidaritet går forud for slægtsfølelse og konvention.

Borgerskabets hykleri og snobberi i forbindelse med tidens udbredte velgørenhed er emnet for tre stykker, Iveldædigt Øjemed, 1891, Dydens Belønning, 1900, og Gadens Børn, 1903 hvoraf det sidste også er en skarp satire over tidens dobbeltmoral. En ung mand og en ung kvinde fra de 'lavere klasser' stræber begge mod kunstnerisk udfoldelse, hhv. malerkunst og sang. Mens han stiger til tops, støttet af ivrige velgørenhedsdamer, synker hun til bunds, uden at nogen løfter en finger. Stykket, der er komponeret som "Fire Optrin af Hovedstadslivet", har en række indlagte gadeviser af Edvard Søderberg og benytter en næsten brechtsk verfremdungs-teknik. G.s vågne øje for hykleriet rammer ikke kun 'de fine', men også 'bohemen' som forsøger at slå plat på godt borgerfolk (Rørt Vande, 1895), og hun langer ud efter forloren radikalisme overalt i sine stykker.

Et andet kardinalpunkt i forfatterskabet er den ugifte mors og det såkaldt 'uægte' barns stilling. I Aabent Visir, 1898 har hun lagt satiren bort til fordel for engagementet. Hun lader, meget realistisk, stykket ende i konflikt, men senere omarbejdede hun det med en happy ending (Barnets Ret, 1911). Talerøret er en 'emanciperet' kvinde, men i andre af sine stykker har G. leveret en række ondskabsfulde portrætter af kvindesags-kvinder. G.s skønlitterære produktion er meget tvetydig; i sin søgen efter ægthed og hæderlighed tager hun ikke parti for nogen part, men forsøger at skabe en syntese af de traditionelt borgerlige og de radikale synspunkter. Den samme dobbelttydighed findes i hendes virke som redaktør og skribent af håndbøger i sæd og skik. Som redaktør (s.m. Sofie Holten) af den oplysende og normsættende antologi Vort Hjem (1903) lod hun radikale skribenter komme til orde, samtidig med at hun selv og andre forkyndte god borgerskik. Den senere så berygtede Takt og Tone. Hvordan vi omgaas, 1918 (18.opl. 1929, ny udg. 1975) bærer tydeligt præg af at være skrevet i en overgangsperiode. På en gang formidler den et nyt og mildere syn på omgangen mellem mennesker og fastholder de dele af konventionen som G. fandt værdifulde. Bogen er bedre end sit ry og skrevet med stor humor og selvironi. G. var yderligere knyttet til Politiken, hvis Dametidende hun redigerede. Til trods for den kritik G. ofte fremførte mod kvindebevægelsen i sine stykker var hun selv aktiv inden for forskellige områder af den. Hun stiftede 1898 kvindernes handels- og kontoristforening under navnet Hegnet. Den var en af de første fagforeninger for kvinder uden for arbejderklassen, men formålet var i et vist omfang af humanitær og selskabelig art. Som 'formand' for Dansk kunst-flidsforening (1900) bidrog hun til at hæve kvindehåndværk i anseelse.

G. forsøgte i sin person, sit hjem, sit forfatterskab og i kvindesagen at forene elementer fra en svunden tid med nye strømninger; hun var et barn af sin tid og sin baggrund, men hun har også sat sit præg på livet i borgerskabet i sin eftertid. Hun var en toneangiver.