Erik Henrichsen

Erik Henrichsen, 2.4.1865-10.12.1917, politisk forfatter. Erik Henrichsen blev student 1882 fra Metropolitianskolen hvor han var klassekammerat med Valdemar Vedel og ligesom denne påvirkedes stærkt af V. Pingels personlighed. Han tilhørte den litterære Hertz-Nathansonske familie og elskede poesi og kunst, men droges dog stærkest af politikken og tog ivrig del i livet i Studentersamfundet. 1887 blev han cand.jur. og nedsatte sig 1892 som overretssagfører i København. Gennem sin fætter P. Nansen kom han til at skrive i Politiken. Han tilhørte i disse år helt den radikale intelligens, følte sig som lærling af Georg Brandes, Julius Lange og Viggo Hørup og optrådte skriftligt og mundtligt skarpt mod ministeriet Estrup. Han var en usædvanlig begavelse, skrev et klart og enkelt sprog og ejede trods sin lidenskabelighed en brændende retfærdighedsvilje. Han egnede sig ikke som partigænger, og i de artikler han efter systemskiftet skrev i Tilskueren, fjernede han sig mere og mere fra de radikale synspunkter der prægede hans oprindelige vennekreds.

Efter bruddet i venstre 1905 blev J.C. Christensen mere og mere hans førerideal modsat Hørup; han skrev artikler i København, Ugens Tilskuer og venstreprovinsblade og stillede sig 1910 uden held til folketinget i Sorø mod Poul Christensen. Hans fysik og væsen slog ikke til over for den praktiske politiks krav, og han følte det selv med bitterhed. Hans nervesystem var tidligt i uorden, skuffelserne tog hårdt på ham, og i sine sidste år var han en brudt mand. Men forinden havde han øvet den litterære bedrift der vil bevare hans navn. I tidsskrifter og blade skrev han fra århundredskiftet en række karakteristikker af danske politikere, og på grundlag af dem udkom i bogform Viggo Hørup, 1910, Christen Berg, 1911, Mændene fra 48, 1911, og Mændene fra Forfatningskampen I–II, 1913–14. Disse arbejder byggede på et flittigt studium af Rigsdagstidende og aviser såvel som på mundtlige meddelelser af samtidens politikere. De byder ikke objektiv historie, for så vidt som forfatterens egne synspunkter ikke dølges, men retfærdighedsviljen er utvivlsom og gør sig også gældende i den for Erik Henrichsen specielt vanskelige bog om Hørup. Alt i alt er linjerne ofte trukket for stærkt op, så billederne bliver ensidige eller mangelfulde, og de enkelte biografiers værd er meget ulige. Erik Henrichsens bøger har ved siden af deres kunstneriske værdi betydning gennem de bidrag de yder til beslysning af brydningerne i en politisk bevæget tid. De var i en på politiskhistorisk litteratur fattig periode en bedrift.