Dansk Biografisk Leksikon

Erling Kristensen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Erling Kristensen, Christen Erling Jensen Kristensen,  9.6.1893-25.6.1961, forfatter. Født på Holte hede, Tolstrup sg., Vendsyssel, død i Skagen, begravet Viborg kgd. K. tilbragte sin barndom i Vendsyssel under stadige flytninger fra gård til gård hvor faderen fandt arbejde. Som syttenårig kom han i mekanikerlære i Vrå hos Thomas Olesen Løkken hvis værksted han senere overtog. Da han debuterede 1927 med Støtten måtte han opgive sit erhverv på grund af modstand i miljøet. Støtten er en forbitret skildring af en midaldrende ungkarl der snyder sig til gård og kone ved løgn og forstillelse. Bogen vakte opsigt og forargelse ved sin konsekvente holdning; den ville demaskere tidens bonderomantik som den fx var repræsenteret hos Olesen Løkken. Bogen anslår forfatterskabets hovedmotiv, den private ejendomsret der forgifter et menneskes sind og lader alt fællesskab gå under. I den næste roman Byen mellem to Taarne, 1928, findes et selvbiografisk islæt i skildringen af den kunstmalende maskinsmeds nederlag over for provinsbyens fordomme; nabo lurer på nabo for at ingen skal vove at rage op. Stærkere står Stodderkongen, 1929 der skildrer et landsbyproletariats forsøg på at stå sammen til fælles bedste. De bygger et dige og indvinder jord, men med de forbedrede kår kommer mark- og skelstridigheder, sammenholdet var ikke styret af et fælles mål men af privat vindelyst. Den romantiske drøm om at vende tilbage til landsbyens nære liv spidder K. i Ler, 1930 hvis centrale skikkelse er fantast, praler og svindler. Hans usædvanlige evne til at skildre menneskelig forløjethed og social elendighed og til at føre analysen konsekvent igennem ses også i hans næste bog Kværnen maler, 1932 hvor han vender tilbage og uddyber sit billede af bonden med jorden som spekulationsobjekt og de himmelske magter forsikret i Indre mission. I romanerne Drejers Hotel, 1934 og Menneske mellem Mennesker, 1936, flytter K. til beskrivelser af provinsbymiljøer. Den første er en egentlig kollektivroman om hverdagsgemenhed på et lille provinshotel (modellen var Beiers hotel i Ålborg) holdt sammen af personalets groteske bestræbelser for at hindre ejeren i at more sig ihjel, måske hans bedste bog, ihvertfald den der vakte den voldsomste forargelse. Efter en pause vendte K. i efterkrigstiden tilbage. Forfatterskabets krast social-realistiske holdning, som var dets egentlige styrke, er blevet mildnet. Et par bøger om jagtliv og fiskeri, fx Jagtminder, 1949, viser hans drejning mod 50ernes interesse for "gammellivet" i Martin A. Hansens ånd. Radioromanen Misvækst, 1952 og en række mindre fortællinger, fx novellesamlingen Den sidste færge, 1954 (forøget udg. 1966) blev bedre modtaget og hurtigere glemt end de kraftfulde ungdomsværker. Erindringsbogen Mens vindrosen blomstrede, 1953, bør dog huskes. K. har desuden skrevet en række essaysamlinger hvor han viser sig som en fin naturskildrer, fx Iledtog med livet, 1953 og Digte udgivet efter hans død 1963.

Familie

Forældre: landarbejder Christian Peter Christensen (født 1860) og Severine Caroline Christensen (1870–1932). Gift 1. gang i Kbh. (Matt.) med Else Jensen Højris, født 20.4.1897 i Hanbjerg, d. af bolsmand Jens Jensen (1862–1950) og Petrine Jensen (1864–1940). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 30.7.1932 i Ålborg med Alma Marie Christensen, født 19.2.1902 i Kvieholm, Viborg kommune, død 22.7.1969 i Viborg, d. af gårdejer Niels Peter C. (1874–1965) og Maren Christine Mortensen (1871–1948).

Ikonografi

Mal. af J. Korn, Alfr. Martens, udst. 1933, og Anders Hune. Foto.

Bibliografi

E. K. i Jydske digtere i forhor, ved Niels Th. Mortensen, 1937 84–95. Samme: Mens vindrosen blomstrede, 1953 (selvbiografi). – Jul. Bomholt: Moderne skribenter, 1933 20–40. Fr. Nielsen i Danske digtere i det 20. årh., ny udg. II, 1966 470–79.

Læs også om Erling Kristensen i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om Erling Kristensen
Erling Kristensen
1893-1961, dansk forfatter. Med sin baggrund i e ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
ejendomsret
... fuldstændig ejendomsret , ret til i enhver hense ...Artikel i Den Store Danske
Holte
tidl. Ny Holte , stationsby på Nordbanen, K ...Artikel i Den Store Danske
Thomas Olesen Løkken
1877-1955, dansk forfatter. Efter en fattig barn ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
EM-P
18/07/2011
  • Læst 608 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki