Gustav Esmann

Gustav Esmann, Gustav Frederik Esmann, 17.8.1860-4.9.1904, forfatter. Født i Kbh. (Garn.), død sst., urne på Holmens kgd. E. tilbragte det meste af sin barndom i provinsen på de garnisonssteder hvor faderen virkede, gik i Viborg skole 1869-73, i Odense 1873-77 og blev student her 1877. Efter en kortvarig juridisk studietid slog han sig på journalistik. Han blev i efteråret 1884 redaktionssekretær ved det nyoprettede Politiken, men bestred kun i tre måneder denne gerning hvortil han med sin vagabonderende natur ikke egnede sig. Han blev et par år ved bladet som journalist, kom ikke frem i første række, men fik dog ofte lejlighed til at vise med hvilken sikkerhed og elegance han førte sin pen. Han gik derefter over til den Ferslewske presse hvor han skrev nogle år, men endte sin journalistiske virksomhed ved det 1896 grundlagte Vort Land, nykonservatismens organ. Hans teateranmeldelser var fremragende ved stilens verve og glans; han udarbejdede sine artikler med årvågen sans for hver enkelt sætnings udtryksfuldhed, og ofte hændte det at han vendte tilbage en time efter at han havde forladt redaktionen for at ændre blot et eneste ord; han ønskede at hver artikel skulle virke som et lille fast og fuldendt kunstværk, og ofte lykkedes det for ham.

Samtidig med sin journalistik skrev han noveller og teaterstykker. Han debuterede 1885 med novellen Gammel Gæld, to blasert følsomme og fordækt ironiske fortællinger der betegner kulminationen af det man i 80'erne forstod ved fornem kunst og overlegen menneskeerfaring – han var artistisk set både Herman Bangs og Peter Nansens overmand. Den samme kunst, men mere frigjort, møder man i skitsesamlingen I Kiøbenhavn, 1891 og i novellesamlingen Livet er-, der udkom kort efter hans død, 1904. – E.s tidligste dramatiske arbejder var situationerne I Stiftelsen, 1886, Pebersvende, s.å. og Før Bryllupet, 1891, opført henholdsvis på Det kgl. teater, Folketeatret og Dagmarteatret. Af disse har det førstnævnte vist sig at eje livskraft; det er ofte blevet opført siden og har altid gjort lykke. Hans første helaftenskomedie I Provinsen gjorde 1890 stor lykke på Det kgl. teater, og det samme gjaldt det næste, Den kære Familie, 1892. Dette stykke har vist sig at være E.s største succes. To gange er det blevet filmatiseret, og komedien opføres stadig, dog oftest i radioteatret. 1893 opførte Casino hans effektfulde folkekomedie Magdalene, men hverken den eller de senere opførte komedier og folkekomedier fik en succes der kunne måle sig med Den kære Familie, selv om ingen af dem faldt til jorden: Den store Maskerade, 1895, Theatret, 1897, Vandrefalken, 1898, Det gamle Hjem, 1899, Sangerinden, 1901 (sammen med Sven Lange). En betydelig succes fik det folkelige lystspil Alexander den Store, 1900. Et påbegyndt efterladt arbejde Fader og Søn blev fuldført af Einar Christiansen og Poul Nielsen og opført på Det kgl. teater 1905. I sit sidste leveår optrådte E. om sommeren som en slags konferencier på Sommerlyst på Frbg. Meningen var at E. skulle være en slags talende avis og på sin skarpe vittige facon meddele publikum sin mening om døgnets store og små begivenheder. Disse konferencer, der på en gang både morede og forargede folk, blev ingen ringe succes for E. I 1904 blev han skudt på et hotelværelse i Kbh. af en elskerinde han havde forladt. Øjeblikkeligt var det nok en sensation i datidens Kbh., men på bare lidt længere sigt forekom det mindre overraskende. "Lille Es", som han kaldtes i det københavnske natte- og forlystelsesliv, havde altid været fulgt af større eller mindre skandaler, og mange af hans samtidige fandt at det på en vis måde var en næsten naturlig død der havde ramt ham.

E. var en ejendommelig blanding af bourgeois og boheme. Hans ovennævnte bind skitser og fortællinger giver det rigtigste billede af ham. Teaterstykkerne er alle kyndigt tilrettelagt efter et bestemt publikums fordringer. Folkekomedierne er fulde af grove effekter. Brutalitet og sentimentalitet krydses. Komedierne han skrev for Det kgl. teater er behændigt arrangeret for dette publikums særlige tarv. Malice og følsomhed har indgået en nær forening, og han har forsigtigt sørget for at satiren ikke blev så ram at den kunne såre publikum. Han ejede et født scenisk talent: hans miljø og menneskeskildringer er ikke realisme i streng forstand. Han havde en skarp iagttagelsesevne, men han benyttede den kun i de rent sceniske formåls tjeneste. Det afgørende for ham var hvordan det ville tage sig ud på scenen, og meget få af vore teaterskribenter fra nyere tid har haft et sådant instinkt for den sceniske realitet og teatrets specielle atmosfære. Hans karaktertegninger holdt sig derfor med velberåd hu på overfladen, det var hans mission at røre og more publikum med tilspidsede replikskifter og virkningsfulde situationer – og denne kunst forstod han som kun få danske teaterskribenter.