Gustav Wied

Gustav Wied, Gustav Johannes Wied,  6.3.1858-24.10.1914, forfatter. Født på Holmegård, Branderslev sg. ved Nakskov, død i Roskilde, begravet sst. W. havde arvet sin litterære sans fra sin mor der "digtede og fortalte de skønneste Eventyr i Mørkningen"; hun er meddeler af materialet til det Bedstemoders Manuskript. Spredte Billeder af Livet i Aarhundredets Midte som sønnen udgav 1897. W. begyndte allerede som dreng at digte, han ville være tragiker, blev det jo også på sin vis. Først måtte han dog gå ad omveje: som boghandlerlærling i Nakskov, senere i Kbh., dernæst som skriver på et sagførerkontor, endelig et par år som huslærer på Overgård ved Mariager fjord. 1886 fik han studentereksamen fra et kursus og blev n.å. cand.phil. En tid var han timelærer på Sundby realskole; derefter var det hans ønske at blive skuespiller; han optrådte på Strindbergs forsøgsteater i Kbh. og Malmö og var nogle måneder forlovet med Anna Larssen. W.s første skrift var en pjece Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storehedinge og dens Følger, af Peter Idealist, 1887, en begivenhed som endnu mange år efter optog hans fantasi i Dansemus. Derefter fulgte nogle dramer som han selv vedblev at forsvare, men som det er vanskeligt for andre at tillægge nogen højere værdi. De viser hans tidligt udviklede grundtilbøjelighed for det forargelige og skandaløse. En Hjemkomst, 1889 handler om had mellem fædre og sønner (den sindssyge søn springer til sidst ud ad vinduet); det blev spillet én gang i Glostrup afholdsforening. En Bryllupsnat (skrevet 1890, trykt 1892) hvori en bedstemor vil kvæle sin datterdatter da hendes svigersøn gifter sig på ny, blev opført af Studentersamfundets fri teater (6.2.1892), men blev hysset ud. Jægermesterinden (skrevet 1899, trykt i Menneskenes Børn, 1894) peger mere hen imod det senere forfatterskab. Fortællingen De unge og de gamle, trykt blandt flere i Akvareller fra By og Land i Ove Rodes blad København 27.12.1891 (ændret optryk i Barnlige Sjæle, 1893), skaffede ham ved højesteretsdom af 19.10.1892 fængsel på sædvanlig fangekost i fjorten dage for overtrædelse af den litterære blufærdighed. Hans ungdom er skildret i erindringerne Digt og Virkelighed (trykt 1914) og digterisk fortonet i Ungdomshistorier, 1895. Han levede længe et ret omflakkende liv, på Møn, ved Ebeltoft, i Sæby, Næstved og Berlin indtil han endelig slog sig ned i Roskilde hvor han adspredte sig med at binde sine bøger tarveligt ind og en gang om ugen at besøge Kbh. Han har foretaget en større rejse til Middelhavet og flere til Tyskland. Hans bøgers store succes i Danmark (og udlandet) faldt efter århundredskiftet; i sine sidste år følte han sig udskrevet, under en sygdom tog han livet afsig.

W.s egentlige forfatterskab begynder med en række skitser og fortællinger som i form og ånd er en blanding af naturalisme og gammeldags humoreske à la Charles Dickens (eller Carl Møller). Vittigst er Silhuetter, 1891 som indeholder dels herregårdsbilleder, dels billeder fra almuen; udmærket er her helten i fire fortællinger, Faareper, pessimist, kvindehader og far til fire uægte børn, en skikkelse som senere er omdigtet til "Knagsted". Bogen fortsætter Sophus Schandorphs Landsbybilleder og danner en slags modstykke til Henrik Pontoppidans ved sin frie humor. Barnlige Sjæle indeholder billeder fra W.s vandreår i jyske provinsbyer. Menneskenes Børn I–II. 1894 består mest af anekdoter og bagateller; i den fortælling hvoraf samlingen har sit navn fremstilles to trin af kærlighedens aldre, det sidste er benyttet til skuespillet Den gamle Pavillon. I Lystige Historier, 1896 afryster digterens genius sine lænker; han tager afsked med realismen og den smålige humoreske; det bedste af bogens stykker, Da Baby skulde paa Hotel, er allerede et satyrspil.

Den forunderlige genre W. kaldte satyrspil (nærmest en folke-etymologisk anvendelse af ordet) er hans egen opfindelse. De store og små mesterværker han her har frembragt er ikke skrevne for scenen. De er naturligt opståede af hans fortællinger; de trykker den episke fremstillings beskrivende elementer ned til en underfundigt redigeret regie og lægger al vægten på det glimrende, tit uhyre udfordrende replikskifte. De begyndte 1895 i Tilskueren med Herrens Venner ingen Sinde. I bogform udkom Erotik, 1896 der gjorde lykke ved opførelsen, men endnu virker noget abstrakt. En overdådig udfoldelse af W.s geni bragte Adel. Gejstlighed, Borger og Bonde, 1897. Regien er fortræffelig. Svagest er borger-spillet, der foregår i den danske normalby Tuttiput; ypperligst bondebilledet Døden. Det svage Køn, 1900 viser W. som kvindehader; den er gennemgående kunstnerisk svagere og gentager den forrige serie. Samlingen To Kroner og halvtreds, 1901 indeholdt enakteren Skærmydsler der til dato har holdt sig som et af Det kgl. teaters trækplastre. Sit højdepunkt nåede W.s digtning i denne genre med Dansemus, 1905 der overhovedet er pragtstykket i den W.ske litteratur. Det er en uhyre udramatisk rabelaisiade, egentlig som en monolog hvori forfatteren hørligt sufflerer de andre stemmer. Skribenten "Edmund Melling, født Jensen" er W.s inkarnation. På bagsiden af bogen er afbildet en prædikestol fra Vejlø kirke, udstyret med figurer der minder om de bekendte uhyrer på Notre-Dame i Paris. Det er satyren der forlanger at man skal grine ad ham – hvis man kan overvinde sin skræk. Thi bogen er skrevet ud fra en dyb livsangst og forargelse; den undsiger det virkelige liv i en ynglingeagtig idealismes navn. Et dramatiseret udtog besørgede W. sammen med Emma Gad under titlen Kærlighedens Kispus, 1914. Med sit geniale greb på replikken og den groteske situation kunne man tro W. ville blive en ypperlig dramatiker. Men scenen var ham for snæver. Hans skuespil er blotte episoder af satyrspillene eller romanerne. Første Violin, 1898, Barnlige Sjæle, 1900, Atalanta, 1901 er udarbejdet sammen med overretssagfører Jens Petersen. Den gamle Pavillon, 1902 er lånt fra Menneskenes Børn, Ranke Viljer, 1906 (opført under titlen 2x2 = 5) fra Ungdomshistorier, Thummelumsen, 1901 fra romanerne Livsens Ondskab og Slægten, Hendes gamle Naade, 1904 fra novellen Menneskenes Børn og romanen Slægten. Også Et Opgør, 1903 og Kærlighed. Fire Idyller, 1909 var bestemt for scenen. Den største vanskelighed ved at overføre W.s poesi til teatret ligger i det element af pinlighed og uforsonlig forargelse den gemmer inderst inde. W.s romaner er i grunden ikke meget forskellige fra hans digtning i dramatisk form. Det er replikkerne og situationerne som giver dem vinger; personerne er kun tegnet i geniale glimt. Slægten, 1898 skildrer degenerationen i en adelig familie; hovedskikkelserne er en landjunker der er gift med en adelig eventyrerske og af hende trækkes ned i drikfældighed og afsind, og en erotoman præst; bogen har ypperlige scener og interiører. Den bitre moral er at de gode menneskers skæbne er at blive trådt ned. Som en slags fortsættelse heraf (Opus II) udgav W. 1908 Fædrene æde Druer – (efter Jeremias 31,29, underforstået: "og Sønnerne faa ømme Tænder"). Den er uhyggeligere end sin forgænger, skildrer hvordan en bondeslægt træder en degenereret adelsslægt under fødder; den er sundere, ikke bedre. Bogen er rig på vilde scener, en karikatur over livet og udviklingen i den store stil; begribeligt nok er digterens talerør, Isidor, karikaturtegner. Mindre storartede i deres anlæg er de to sammenhørende romaner Livsens Ondskab, 1899 og Knagsted, Billeder fra Ind- og Udland, 1902; de øser begge rigeligt af den borgerligt-komiske tradition i 1800-tallet. Den første af bøgerne giver billeder fra "Gammelkøbing" med ypperlige interiører og skikkelser. I den anden bog rejser to af personerne til Karlsbad (som W. selv havde besøgt gentagne gange, jfr. Carl Møllers "Mørupper"). Denne bog med dens stadige debat mellem en reaktionær og en tilhænger af udviklingstroen viser at W. egentlig ikke lod sig indordne under den fremskridtsvenlige forfattergruppe. W.s sidste bøger er efterklange. Circus Mundi, 1909 har en gruppe smukke skildringer, Havanna-Udskud, om de afsporede eksistenser der havde fortjent en bedre skæbne, Tre Satyrspil, 1911, Pastor Sørensen & Co., 1913 og Imellem Slagene (heri det interessante Af den gamle Vinhandlers Optegnelser, 1914) betegner en synkende linje.

W. var, i den korte tid da han arbejdede for fuld kraft, en af sin tidsalders største skribenter. Man kan sammenligne ham med Guy de Maupassant eller Gustaf Fröding, den lurende livsangsts digtere. Hans motiv er at vise dødens grinende ansigt bag livsglæden, tragedien på idyllens bund. Navnlig giver køns- og afstamningsforholdet ham anledning til indignation og karikatur. Der ligger en mægtig patos gemt under hans ofte ret grumme spøg. Lystigheden er påtagen, de frodige indfald er kun en fortvivlelsens henstand.

Forunderlig er denne kærlighed til livet som hos W. er parret med denne ædende pessimisme. Han er en af vore mest nationale digtere. Hans billeder fra fest og hverdag i Danmark ved år 1900 vil kunne studeres af en fremtidig slægt som et kulturminde; men man må rigtignok tage temperamentets egenart med i betragtning, det oprevne sind, det sårbare gemyt som aldrig forvinder den første græsselige oplevelse af livets råhed. Mod sin vilje er W. moralist, og den moral han sværger til er snarest en kristelig, gammeldags og borgerlig. Den uovervindelige melankoli er hans digtnings grundtone, den aldrig trøstede higen imod en bedre verden end den der falder ind under de fem sanser, og som fylder ham med væmmelse.